Verdens værste bromance

Når professoren og samfundskritikeren Noam Chomsky forklarer USA, fremhæver han ofte et bemærkelsesværdigt udsagn fra landets første højesteretsdommer John Jay (1745-1829): “De personer, der ejer landet, bør regere det.” Doktrinen er ifølge Chomsky dominerende i det amerikanske samfund, og den forklarer, hvorfor landets multimilliardærer ufortrødent kan købe sig til politisk indflydelse gennem donationer og lobbyisme.

Med sin kærlige omfavnelse af rigmanden Elon Musk er Trumps kommende MAGA-regering nærmest blevet en parodi på John Jays princip om de rige herskere.

I modsætning til andre rige ronkedorer, der er mere subtile med deres politiske dukketeater, nøjes Musk ikke med sine mindst 132 mio. dollars i donationer til den republikanske kampagne. Techmogulen har i en tåkrummende vending kaldt sig “first buddy” til præsidenten og er de facto flyttet ind i Trumps palæ i Florida, hvor de sammen spiller golf, griller bøffer og gradvist forvandler USA til et dystopisk oligarki.

Meldinger går på, at det umage par har været nærmest uadskillelige siden valgsejren, og den kommende præsidents barnebarn Kai Trump har endda indikeret, at Musk er blevet en form for onkel i familien.

Flere medlemmer af Trumps inderste stab har udtrykt bekymring over rigmandens stigende politiske indflydelse. Musk er med til at ansætte ministre, har deltaget i telefonopkald med Ukraines præsident Zelenskij og lader i det hele taget til at have en finger med i alle væsentlige beslutninger vedrørende nationens fremtid.

Trump og Musk forstår formentlig sig selv som den dynamiske duo, der skal redde USA fra alverdens onder som illegale indvandrere og venstreorienterede statsbureaukrater. I virkeligheden er vi nok snarere vidne til verdenshistoriens værste bromance.

For første gang har Musk også sat ord på de gigantiske nedskæringer i USA’s offentlige budget, han vil gennemføre med den mindre velhavende – men stadig stinkende rige – kollega Vivek Ramaswamy i deres fælles projekt DOGE (Department of Governmental Efficiency). Et apparat, der bliver en form for konsulentbureau med en direkte linje til Trumps regering.

“Vores nation blev grundlagt på idéen om, at de mennesker, vi vælger, styrer regeringen. Sådan fungerer Amerika ikke i dag,” indleder de på bizar vis et fælles indlæg i Wall Street Journal. Ironien er så tyk, at det er svært at finde en passende reaktion. For nej, helt som John Jay ønskede, bliver nutidens USA snarere styret af ikke-valgte rigmænd som forfatterne selv. Indledningen er jo netop den perfekte beskrivelse af den nye oligarkiske virkelighed, som Musk selv repræsenterer.

Ikke så overraskende har Musk og Ramaswamy dog en anderledes forståelse af, hvad der truer demokratiet. Som de skriver: “De fleste juridiske bestemmelser er ikke love vedtaget af Kongressen, men ‘regler og forskrifter’ udstedt af ikke-valgte bureaukrater.” Klart, embedsmændene er skurkene, og de glorværdige milliardærer er superheltene, der vil fjerne dem – så er vi med igen.

Hvad er det så, der skal skæres væk? Musk og Ramaswamy foreslår bl.a at fjerne 535 mio. dollars, som regeringen årligt giver i mediestøtte. For hvad skal man også med den sidste fraktion af den amerikanske presse, der faktisk er uafhængig af rige, private investorer? Dernæst vil de droppe tilskud på 1,5 mia. dollars til internationale organisationer og 300 mio. dollars til abortoplysende organisationer som Planned Parenthood. Et forslag, som helt sikkert vil vække begejstring hos den ærkekonservative kommende vicepræsident J.D. Vance. Så meget for Trumps løfte om at “beskytte de amerikanske kvinder”.

De foreslåede besparelser er ikke ligefrem samfundsomvæltende. Men de fortæller, at Musk og Ramaswamy på trods af deres snak om “effektivisering” og “rationalisering” er parat til at bruge deres konsulentfunktion til at forme det amerikanske samfund efter deres højreorienterede verdensbillede. Der er stadig lang vej op til de 500 mia. dollars, som de sværger at skære. Man kan kun gisne om, hvad de ellers finder på af urovækkende tiltag, som Trump formentlig vil godkende, så længe bromancen varer ved.

Donald-Musk er utvivlsomt en giftig cocktail. Spørgsmålet er, hvor længe, den er på menuen. Som journalisten Kara Swisher har sagt, er Trump tilbøjelig til at komme på dårlig fod med selv sine mest loyale følgere, og “han bruger mennesker, som han bruger papirservietter.” Musk og Trump er begge megalomaniske møl, der konstant iler efter magtens og opmærksomhedens flamme. Derfor er det vel nærmest utænkeligt, at der ikke kommer sprækker i relationen, når virkeligheden melder sig i Det Hvide Hus fra januar.

Men hvad kan der ikke ske, hvis to af verdens største egoer begynder at bekrige hinanden? Det er velsagtens endnu mere frygtindgydende end MAGA-projektet i sig selv. /Claes T. Sørensen