Anmeldelse
Kendrick på toppen
Kendrick Lamar fejrer sin sejr over Drake med den uventede, medrivende og endda sjove albumudgivelse GNX.
Kendrick Lamar sidder tungt på hiphop-tronen. Så meget stod allerede klart efter forårets højprofilerede rapbeef mod Drake, som endte med klubbangeren “Not Like Us” – hvori Kendrick leverede den ene syngende lyriske lussing efter den anden og slet og ret kaldte Drake pædofil.
Diss tracket blev et gigahit og formåede umiddelbart at forene hele West Coast-miljøet i en fælles front mod den canadiske poser og hans OVO-kollektiv. Eksemplificeret ved sejrskoncerten på Los Angeles Lakers’ gamle hjemmebane Kia Forum på Juneteenth (mærkedagen for slaveriets afskaffelse i USA), hvor Kendrick Lamar bl.a. indtog scenen sammen med hiphopkoryfæet Dr. Dre (der ligesom Kendrick er fra Compton) og her spillede “Not Like Us” hele seks gange i træk. Naturligvis foran et stadig mere ekstatisk publikum, som gladeligt agerede kor på Drake-ydmygende oneliners som det uforglemmelige “Tryna strike a chord and it’s probably A minooooooor”.
Krigen mellem Kendrick Lamar og Drake blev kort sagt et stykke popkulturelt historie, dissekeret til ukendelighed af alt fra Rolling Stone Magazine til P1 Morgen (selv kan vi anbefale den nørdede tekstanalyse i podcasten med det passende navn Dissect). Den pustede nyt liv i diss track-traditionen og understregede samtidig, hvordan Kendrick Lamar ubesværet formår at bevæge sig mellem Pulitzer-prisvindende konceptuniverser og lumre DJ Mustard-beats. Nu er turen så kommet til efterspillet. Fredag i sidste uge udgav Kendrick Lamar nemlig ud af det blå albummet GNX.
Meget passende åbner GNX med det hårdtslående nummer “wacced out murals”, hvor Kendrick viderefører meget af den indebrændte energi og vrede fra rapbeefen med en række refleksioner over, at et vægmaleri af ham i Compton var blevet vandaliseret med graffiti, der stavede “OVO” – altså Drakes brand og pladeselskab. Linjerne leveres med sammenbidte kæber under en tung synth-bas og Kill Bill-agtige sirener, og det hele lyder som noget, man ville spille før et afgørende opgør. Alene med sangtitlen “squabble up” lover næste nummer da også blod, for udtrykket er – hvis man spørger altid anbefalelsesværdige Genius – L.A.-slang for slagsmål. Så hvad skal der nu ske? Og hvor bange bør Drake være?
Stilistisk lyder “squabble up” lidt hen ad “Not Like Us”, og faktisk rummer musikvideoen til sidstnævnte også en sneak peek af førstnævnte, så forbindelsen er oplagt. Men selvom Kendrick stadig synes stridslysten, har noget andet end renskuret battle rap alligevel sneget sig ind på det g-funk-inspirerede beat: en smittende legesyge. Ja, faktisk kan “squabble up” også være en opfordring til dans, og i netop den dobbelthed træder en ny erkendelse frem: at Kendrick i den højprofilerede rapbeef ikke bare har begravet Drake, men også genfundet lysten til at lave sjov og mere ligefrem musik.
I modsætning til størstedelen af Kendrick Lamars plader, senest Mr. Morale & the Big Steppers fra 2022, er GNX nemlig ikke et konceptalbum. Snarere refererer titlen blot til en hurtig bil af mærket Buick, som er eftertragtet blandt motorhoveder, og som Kendrick købte tidligere på året. Meget passende føles GNX da også som en medrivende og mangefacetteret køretur, der fra ét nummer til det næste skifter fra hæsblæsende flows à la Tupac til mageligt cruise-tempo med R&B-stjernen SZA ved rattet. Man ved aldrig rigtigt, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. Blot føler man sig betrygget i, at Kendrick har helt styr på retningen.
Et svagt punkt bliver ganske vist, at mange af de mere ukendte West Coast-rappere, som Kendrick hiver ind på passagersædet, blegner i kontrast til Compton-kaptajnen himself. Til gengæld lyder Kendrick som en rapper i topform, der faktisk ikke er bleg for at gøre grin med sin egen bravado-attitude – som når han på “tv off” råber “Mustaaaaard” ved et beat shift til produceren DJ Mustard; et øjeblik, der er som skræddersyet til at gå viralt, og som selvfølgelig allerede er blevet et internetmeme (DJ Mustards eget kunstnernavn er i øvrigt også en joke – hans fornavn er nemlig Dijon). Det er sjov og ballade, men det er også bundsolid hiphop – og nok Kendrick Lamars bedste album siden hovedværket To Pimp a Butterfly.
Men hvad så med Drake? Tjo, mens Kendrick Lamar tydeligvis er på vej videre mod Super Bowl halftime-showet i sin GNX, er den canadiske rapper stadig ved at slikke sine sår. Bedst som K.Dot har udgivet sin nye plade, har Drake under sit borgerlige navn Aubrey Drake Graham i hvert fald forsøgt at gå rettens vej med en række søgsmål, der bl.a. går på, at Universal Music Group skulle have manipuleret med streamingtallene for “Not Like Us”. Udover at det ifølge juridiske eksperter virker ret desperat, er det næppe sådan, man genvinder sin tabte streetcred. /David Dragsted