Skvulp i Vestsaharas dødvande

Det er ikke ofte, at der kommer nyheder fra den oversete og langtrukne konflikt mellem Vestsahara og nabolandet Marokko. I juli måned landede der imidlertid dårlige nyheder for Vestsaharas drøm om uafhængighed, da Frankrig endegyldigt valgte side i konflikten mellem Marokko og Polisario Front, den FN-anerkendte repræsentant for Vestsaharas befolkning.

Marokko annekterede Vestsahara i 1976 med den påståede begrundelse, at området var en del af et historisk “Stormarokko”. En påstand, som siden er blevet afvist af Den Internationale Straffedomstol i Haag og FN. Vestsahara er ligeledes anerkendt som medlemsstat af Den Afrikanske Union.

I et brev til Marokkos konge Mohammed 6. annoncerede den franske præsident Emmanuel Macron, at “Vestsaharas nutid og fremtid ligger inden for rammerne af Marokkos suverænitet”. En herlig jubilæumsgave for kongen, der fejrede sine 25 år på tronen, og Marokko beskrev Frankrigs holdningsskifte som en “signifikant” udvikling.

Frankrigs beslutning sendte imidlertid landet i diplomatisk unåde hos Algeriet, der de sidste cirka 50 år har huset saharawiske flygtninge og ligesom Marokko tidligere var en fransk koloni. Landet trak sin ambassadør i Paris hjem (for tredje gang på tre år).

Frankrig er det seneste i rækken af lande, der har anerkendt Marokkos suverænitet. Det gælder også USA, Israel, Spanien og Sverige (moralsk supermagt, hvem?)

Historisk sejr

Da Macron besøgte Marokkos parlament i Rabat i slutningen af sidste måned, gentog han Frankrigs position. Det til trods for, at EU-Domstolen netop havde underkendt den fiskeri- og landbrugsaftale, der blev indgået i 2019 mellem EU og Marokko. Ifølge domstolen havde EU-Kommissionen krænket Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse ved at indgå aftalen uden at konsultere dem.

De gode nyheder faldt på et tørt sted. “Det er en historisk sejr for det sahariske folk, der bekræfter EU’s og Marokkos forseelser og bekræfter det sahariske folks permanente suverænitet over deres naturressourcer,” udtalte Oubi Bouchraya Bachir, Polisario Fronts repræsentant ved FN i Schweiz, til Reuters. Og fortsatte: “Det er det mest velformulerede svar på Frankrigs og andres seneste unilaterale holdning”.

Sagen var anlagt af Polisario Front, og det skyldes, at kampen om Vestsahara også er en kamp om ressourcer. Vestsaharas landområde er seks gange så stort som Danmark med en undergrund proppet med den globalt begrænsede og værdifulde ressource fosfat samt en kystlinje på omkring 1.100 kilometer mod Atlanterhavet fyldt med fisk.

“Ressourcer giver Marokko en indkomst for besættelsen, og de bruger dem til at sætte den politiske dagsorden,“ sagde Sara Eyckmans, der er international koordinator i Western Sahara Resource Watch, til Føljeton i 2022.

“Det er meget vanskeligt for Marokko at gøre juridisk krav på Vestsahara som sit territorium. Den Internationale Domstol og EU-Domstolen har gentagne gange afgjort, at Vestsahara ikke er en del af Marokko. Men Marokko kan udnytte den magt, de har, til at få sin position bekræftet af andre internationale aktører. Her er ressourcerne særligt interessante. Hvis de har en handelsaftale eller en fiskeriaftale med EU, der også inkluderer ressourcer fra Vestsahara, så kan de over tid skabe en naturlighed omkring deres indflydelse over landet.”

Organisationen Western Sahara Resource Watch har vurderet værdien af varerne, som EU modtager fra Vestsaharas territorium baseret på tal fra EU-Kommissionen: “[Handelsaftalen] har en direkte effekt på landbrugs- og fiskerisektoren. I 2022 er den kombinerede eksportværdi til Europa i disse to sektorer på forbløffende 590 millioner euro – 504 millioner euro i fiskeriprodukter og 85,6 millioner euro i landbrugsprodukter. I alt drejer det sig om 203.000 tons varer (hvoraf 129.200 tons var fiskeprodukter og 74.000 tons tomater og meloner),” konkluderer de.

De påpeger ligeledes, at der i praksis ikke differentieres mellem Marokko og Vestsahara i dokumentet fra Kommissionen.

Om Vestsahara kommer til at kunne høste sejren ved EU-Domstolens frugter er endnu uvist. Dommen virkede nemlig ikke til at ryste den europæiske position yderligere. “EU fastholder den store betydning, det tillægger sit strategiske partnerskab med Marokko, som er langvarigt, omfattende og dybtgående,” udtalte en anonym talsperson fra Kommissionen ifølge Euronews kort efter hammeren havde ramt bordet.

Dødvande er nu engang dødvande. Nu – muligvis – med flere fisk under overfladen. /Emilie Ewald