Det fineste dobbeltjob

Måned efter måned har den ene overskrift slået hårdere end den anden. ‘Ny katastrofemåling for SVM-regeringen’. ‘Socialdemokratiet står i måling til dårligste valg i over 120 år’. ‘Midterregering slynger vælgerne væk med centrifugalkraft’. ‘Regeringen fejrer fødselsdag med endnu en dårlig måling’.

På trods af mindre udsving er der her to år og knap en måned efter folketingsvalget ikke mange sejre at skåle for: Ifølge stort set alle valgforskernes forudsigelser vil SVM-regeringens vælgerlussing fortsætte hele vejen til næste års kommunalvalg og gøre mest ondt i byerne. Det har den grønne treparts milliardkompensation til landbruget efterfulgt af en sundhedsreformen og næste års finanslov kun sat trumf på.

‘Regeringen leverer store aftaler, men skraber bunden’, lød et telegram fra Ritzau mandag. Hvis der var valg i morgen, ville regeringen få under en tredjedel af stemmerne. Man behøver således ikke bruge mange kræfter på at regne ud, hvor lidt travlt statsminister Mette Frederiksen (S) har med at udskrive det.

Midt i upopulariteten og den generelt dalende tillid til politikerne, som “nærmede sig et lavpunkt” i sommer, er det godt at se, at regeringen tager katastrofen alvorligt: DR har gransket den nye finanslovs 3.898 sider og fået bekræftet, at regeringen giver sig selv en klækkelig bonus. Sammen med SF og De Radikale har man besluttet at droppe den midlertidige lønnedgang, der blev vedtaget i 2010 efter finanskrisen. Her bestemte man, at danske ministre skulle have 5 pct. mindre i løn, men den “midlertidighed”, der har varet 14 år, skal altså nu droppes.

Dermed får statsminister Mette Frederiksen (S) fra næste år næsten 100.000 kroner mere om året – og de øvrige ministre får fra 73.700 kroner og opefter. Men hvorfor ikke bare gøre den nuværende, nedsatte løn til den nye normal, når nu ministrene har vænnet sig til det gennem 14 år, spørger DR Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht (S)?

“På et eller andet tidspunkt skulle det jo ske, og ud fra en samlet vurdering har regeringen så besluttet sig for, at det er nu”, lyder det kontante svar.

Forberedelseskursus til erhvervslivet

Ifølge Benny Engelbrecht kan man ikke tale om en lønstigning, fordi lønnedgangen kun var midlertidig. Men det er ikke det mest interessante i interviewet. Længere nede afslører han en detalje om, hvordan regeringen tænker om jobbet i Folketinget: At en ministerpost kun er endnu et skridt på karrierestigen.

“Danske ministre får en forholdsvis lav løn, sammenlignet med hvad topledere i det private erhvervsliv får,” siger Engelbrecht i DR’s parafrasering. Og bekræfter dermed det, Føljetons Lars Trier Mogensen skrev i gårsdagens udgave af vores politiske nyhedsbrev /dkpol: “En ministerpost i Danmark er ved at få karakter af et forberedelseskursus til et langt mere velbetalt job i Danmarks voksende lobbyismeindustri”.

Grundlaget for ethvert argument om, at lønnen skal være høj nok, fordi ekspolitikere har svært ved at få et job efter karrieren på Christiansborg, er for længst forsvundet: Sofie Carsten Nielsen, Karsten Lauritzen, Kristian Jensen og Jacob Mark har for nylig taget turen til godt betalte poster i det private. Og de er i denne uge blevet efterfulgt af den tidligere forsvarsminister og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der først sagde farvel til Christiansborg for at blive bestyrelsesmedlem i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og nu skal være vicedirektør i Dansk Erhverv sammen med brancheforeningens direktør og den tidligere konservative justitsminister Brian Mikkelsen.

Ties ihjel

Der er ingen, der beder Ellemann om at få et job i Netto, selvom politikere ofte gerne vil have os til at tro, at de sagtens kan sidde ved kassen. Et nyt studie fra de to henholdsvis finske og franske lobbyforskere Emilia Korkea-aho og Lola Avril, viser, at problemet snarere ligger et helt andet sted.

Mens EU modsat Danmark faktisk har lobbyregistre, uafhængige komitéer og etiske kodekser, står svingdøren stadig også åben. På trods af de mange regler, er der stadig embedsmænd fra EU-Kommissionen, der dobbeltjobber i private virksomheder eller skifter arbejde så hurtigt, at man frygter, at de tager afgørende insiderviden med sig. Samtidig er der selv i de komitéer, der faktisk skulle være uafhængige, en særlig tilgivenhed over for de ansatte, der træder ved siden af, fordi Kommissionen selv er bange for at tabe ansigt.

De ubevidste biases gør svingdøren umulig at lukke. Men hvor en række europæiske lande har lobbyregistre og karensperioder, har Danmark ingen af delene. Og hvad ville det europæiske system sige til Ellemanns exit? Jo, EU-Kommissionen har så sent som i august gentaget Europarådets opfordringer til, at Danmark som det mindste bør indføre en mindstegrænse for, hvor mange måneder man skal vente med at skifte job. Det afviser SVM-regeringen konsekvent.

“Vi har næringsfrihed i Danmark, og man skal kunne skifte arbejde, som man vil,” siger politisk ordfører i Venstre Torsten Schack Pedersen til Altinget. Hvortil også justitsminister Peter Hummelgaard (S) har udtalt: “Der er for mig at se ikke i sig selv noget problematisk i, at man skifter fra en stilling som højtstående embedsmand eller politiker til det private erhvervsliv eller den anden vej.”

Men hvorfor den modvillighed? Hvis ministrene skal have 100.000 kroner ekstra i løn, bærer vi gerne over, hvis der kommer en karensperiode til gengæld. /Emma Louise Stenholm