Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Godt nyt: Der er kommet færre parallelsamfund i Danmark. Det fremgår i hvert fald af den seneste liste over parallelsamfund – altså det, der tidligere er blevet betegnet som ghettolisten.
Listens berettigelse og pænt udskammende natur vil vi ikke komme videre ind på i dag (selvom den diskussion stadig er relevant). Blot kan vi konstatere, at Vejleåparken i Ishøj, Motalavej i Slagelse, Nørager/Søstjernevej i Sønderborg og Skovgårdsparken i Aarhus nu er blevet fjernet derfra, og at det bliver mødt med begejstring. Hvilket for os at se giver anledning til et lidt større spørgsmål:
Hvad karakteriserer egentlig et parallelsamfund? Nej, endnu vigtigere: Hvilke forestillinger er med til at fremmane det? Men først et lille mellemspil:
Du vil da gerne være med i hulen?
Et af de mest berømte – og berygtede – sociale eksperimenter, det såkaldte Robbers Cave-eksperiment, beviste i 1954, hvor nemt det er at få to meget lignende grupper til at hade hinanden. Det blev anført af den tyrkiske socialpsykolog Muzafer Sherif, og som vi tidligere har beskrevet her i Føljeton, var han umiddelbart inspireret af som ung at have bevidnet osmannernes etniske udrensning af armenerne. Sherif ville forsøge at forstå, hvad der driver den slags ufattelige tragedier – og hvordan de potentielt kan undgås.
Uden at gå alt for meget i detaljer (igen), samlede socialpsykologen en gruppe meget lignende amerikanske drenge i 11-12-årsalderen på en sommerlejr ved Robbers Cave State Park i Oklahoma, og opdelte dem i to grupper, henholdsvis Klapperslangerne og Ørnene. Ingen af de to grupper kendte til hinandens eksistens, før de blev bedt om at dyste med hinanden, og resultatet var det rene pandemonium à la Fluernes herre (som sjovt nok også udkom samme år, altså i 1954).
Muzafer Sherif havde simpelthen anskueliggjort, hvor meget gruppedannelser og et konstrueret “os mod dem” betyder for (fremmed)had; hvordan vi med selv kunstige opdelinger i inde-grupper og ude-grupper kan fremavle foragt.
Og så alligevel. En ofte underfortalt del af historien er nemlig, at socialpsykologen faktisk også havde held med at klinke skårene mellem Klapperslangerne og Ørnene ved at bede dem om at løse opgaver sammen. Endnu mere opsigtsvækkende havde Sherif året forinden udført et meget lignende eksperiment, med den vigtige forskel, at drengegrupperne her havde fået lov til at møde hinanden, før de skulle konkurrere.
Uanset hvor hårdt Muzafer Sherif her prøvede, kunne han simpelthen ikke få dem til at hade hinanden. Hvilket så også, lidt mutatis mutandis, flugter med de tanker, filosoffen Emmanuel Levinas gjorde sig om mødet med “den Anden”: at selve det at interagere med folk, vi ser som forskellige fra os selv, er grundlaget for etikken; at deres forestillinger udfordrer vores egne, og at vi skal omfavne dette mysterium. I stedet for at skubbe “den Anden” væk, skal vi simpelthen turde se vedkommende i øjnene – og her erfare, at vi også bærer et ansvar for hinanden.
Blakket Ry
I slutningen af sidste uge udgav Jyllands-Posten under stor fanfare det, avisen har døbt Ry-erklæringen. Et bizart manifest, som har til formål at understrege, at det at være “jysk” åbenbart ikke længere er et spørgsmål om geografi, nej, det er snarere et værdisæt. “Jyllands-Posten er et jysk perspektiv” indledes smøren, som er blevet udarbejdet af fem journalister og har chefredaktør Marchen Neel Gjertsen på byline.
Her kunne man jo bemærke, at det er meget smart ikke at fokusere for meget på geografien (eller på selve Rys, ja, ry), for Marchen Gjertsen er os bekendt ikke fra Jylland, men er snarere inkarneret fynbo. Til gengæld bliver det hurtigt noget juks, når avisen sådan forsøger at gøre det jyske til en sammenhængende ideologi – endsige publicistisk rettesnor. Faktisk ved vi ikke rigtigt, hvor Ry-erklæringen vil hen. Mest virker den lidt træls.
“Jysk er et værdisæt båret af frisind og personligt ansvar. Snusfornuft, handlekraft og fremtidstro”, står der. “Værdier, der er brug for at fremme i en verden, hvor ordentlighed og troværdighed ikke må tages for givet”. Om det kun er jysksindede, som kan finde ud af den slags, melder historien umiddelbart ikke noget om. Men det antydes vist, at den ordrige, lidt sniksnakkende erklæring har opdaget en virkelighed, hvor øjenkontakt er et unikt fænomen jyder imellem: “Virkeligheden er, at fremskridt kræver mere handling end snak. Der skal være flere, som producerer, end som regulerer. Flere, som forsørger, end som forsørges. Flere, som ser hinanden i øjnene.”
Selv har vi mest lyst til at slå blikket ned, for den lille dreng, som voksede op med at læse Jyllands-Posten ved morgenbordet i Randers, som fik indfriet de resulterende drømme om et journaliststudium i bunkeren ved siden af avisens hovedsæde, og som senere skulle blive personen bag disse ord, kan faktisk ikke genkende sig selv i den sært liberalistiske, slet skjult højreorienterede udlægning af det jyske. Endsige følge poesien i erklæringens afrunding:
“Vi vil være som Vesterhavet. Råt og smukt på samme tid. Vi vil forbinde mennesker. Vi vil ruske i alle, uanset position. Og vi vil gerne give dig lidt farve i kinderne, når du læser, lytter, ser eller møder os. For først og fremmest skal du kunne mærke os.”
Det, vi primært kan mærke, er et forsøg på meget støjbergsk at bruge det jyske som en hundefløjte for en taktisk kulturkrig, der opdeler landet i unødvendige “dem og os”-debatter. Ja, i “rigtige” mennesker og virkerlighedsfjerne tosser, der ikke forstår det levede liv. En fortænkt parallelisering, der mest bygger på forargelse og mavefornemmelser.
Hvis man ophæver den konkrete geografi, og pludselig mest forstår det jyske som en særlig vibe, begynder snusfornuften da først at skride – for hvor går grænsen så, andet end i æ’ arbitrær sindelagskontrol? Og lidt apropos:
Hvilken aftale?
Mens det jyske ikke længere kan findes på landkortet, kan det danske statsborgerskab åbenbart heller ikke længere fås, hvis bare man opfylder alle de formelle kriterier. I dag, tirsdag, afholdes nemlig den første af en række dybt kontroversielle – og juridisk bekymrende – samtaler om demokratiske sindelag i Folketingets Indfødsretsudvalg.
Helt konkret skal tre ansøgere om dansk statsborgerskab nyde godt af den “fornemme gestus”, det ifølge Socialdemokratiets indfødsretsordfører Anders Kronborg er at blive grillet om deres demokratiske holdninger. Hvilket vel at mærke sker, selvom ansøgerne allerede har klaret frisag i det eksisterende, byzantinske system af uigennemskuelige krav, der er til at få statsborgerskab. På tilsyneladende eget initiativ har Indfødsretsudvalgets formand Mikkel Bjørn (DF) nemlig gennemtrawlet ansøgernes Facebook-profiler og her fundet en række udsagn, han ikke kan lide – hvilket har ført til den ekstra kontrolsamtale.
På forhånd har tiltaget skabt masser af virak, og mandag fik det også udvalgets næstformand Helene Brydensholt (ALT) til at trække sig i protest – da der ifølge hende ikke er styr på retsprincipperne, ligesom hun “er uenig i, at vi skal føre sindelagskontrol”. På samme vis har bl.a. også Enhedslistens indfødsretsordfører Peder Hvelplund råbt vagt i gevær: “Nu begynder man at indføre nye, skøre kriterier, hvor folk skal hives ind for at redegøre for, hvad de måtte mene om dette og hint”.
Ifølge DR’s oplysninger har de 17 medlemmer af Indfødsretsudvalget fået udleveret svimlende 1.700 siders dokumenter om de tre ansøgere forud for samtalerne. Tænk bare, hvis man udviste samme form for grundighed andre steder i det politiske arbejde. Som Muzafer Sherif minder os om, er parallelsamfund også noget, der opstår, når vi snarere end at samarbejde begynder at mistænkeliggøre hinanden – og nægter at se ligeværdet i den andens øjne. Tænk: Hvis vi som Indfødsretsudvalget hele tiden flytter målstolpen og end ikke står fast på et sæt fælles regler og aftaler, er det da ikke bare ujysk. Nej, så er det også både udemokratisk og decideret udansk. /David Dragsted, randrusianer