Hanne Juul/Ritzau Scanpix
Det var godt nok ulækkert, klamt, frastødende at se Egyptens de facto diktator, Abdel Fatah al-Sisi som hovedperson ved et gallataffel på Christiansborg Slot fredag aften. Som efter en god (eller dårlig) drejebog kom frastødningen ligesom i doser. En ting var, at den danske regering overhovedet havde inviteret præsidenten til Danmark. Altså, prøv at google menneskerettigheder og Egypten; der er ikke så meget at rafle om. Selv TV 2 lagde ikke fingrene imellem i beskrivelsen af ham: “Egyptens 70-årige præsident kom i 2013 til magten ved et blodigt statskup og beskyldes for en lang række brud på menneskerettighederne”. Al-Sisi fik en elefantorden med hjem.
En anden ting var at se Danmarks kongehus og politiske establishment stimle sammen om ham. Væmmelsen nåede vel en slags zenith, da statsminister Mette Frederiksen (S) kindkyssede al-Sisi på slottet. Ekstra Bladet havde et kamera og en uforfærdet reporter på stedet, da gæsterne ankom til taflet iført deres stiveste puds. “Hvad er din yndlingsting ved diktatoren?” spurgte han dem. Den socialdemokratiske undervisningsminister Mattias Tesfaye, der for egentlig ganske få år siden var revolutionær på den yderste venstrefløj, svarede, at han bare glædede sig til “at komme ind til middag”. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nøjedes med at ryste på hovedet af det infantile spørgsmål. Det var egentligt mærkeligt, når man tænker på, hvor mange ydmygelser Løkke har stået igennem for rullende kamera i sin politiske karriere.
Apropos nedværdigelser og ydmygelser, så var miljøminister Magnus Heunicke (S) så venlig/naiv at stoppe op for at svare, allerede inden han havde hørt spørgsmålet: “Hvis du skulle vælge én ting, som du synes særligt godt om ved diktatoren, er det så hans lækre frisure eller hans 60.000 politiske fanger?”
Heunickes kone, Nina Groes, står ved siden af og ser op på sin mand med et smil, som man med en vis ret kan kalde stivnet, mens han forsøger at fremmumle et gyldigt svar: “Altså, prøv og hør, verden er på gal kurs på mange, mange måder…” og “… når vi fra Danmarks side rækker ud, æh, som det her jo også er en konsekvens af – vi rækker ud, øh, til andre lande, så er det også, fordi vi skal samarbejde og diskutere…” Her afbryder journalisten ham: “Så det er fangerne?” Men Heunicke vil ikke “svare på det der enten-eller-spørgsmål”.
Bedst som man tror, at det ikke kan blive mere cringe, dukker kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) op. Han er ikke engang i stand til at indlede en kynisk geopolitisk forklaring, for: “Jeg er meget lidt informeret omkring forholdene omkring den egyptiske ‘store leder’ for at bruge dit eget udtryk, men jeg har været i Egypten flere gange og holder meget af landet.” Utroligt.
Tyran nr. 2
Det var fredag. Fast forward til søndag: Mens Egyptens diktator Abdel Fatah al-Sisi flyver til Kairo efter en begivenhedsrig weekend i Danmark, flyver Syriens diktator Bashar al-Assad til Moskva efter en begivenhedsrig weekend i Aleppo, Hama og Homs og Damaskus. På mindre end to uger har en falanks af oprørsstyrker indtaget den ene store by efter den anden og i farten lukket titusindvis af politiske fanger ud i friheden, og for at undgå at blive stillet for en hurtig standret og skudt ned som en hund – eller det, der er værre – er al-Assad flygtet over hals og hoved efter 54 års familiediktatur.
Alt det her er ikke gået hen over hovedet på Mette Frederiksen. Mandag morgen er hun ude med en besked på Elon Musks sociale medie X: “En tyran er borte. Og godt det samme,” skriver hun. Hun mener Bashar al-Assad, men i princippet kunne det lige så godt være al-Sisi. Begge to er forbrydere med mange, mange menneskeliv på samvittigheden. Det er realpolitik. Måske skal man bare glæde sig over, at Bashar al-Assad ikke har deltaget i en kongelig kranselægning ved Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 på Kastellet i København, sådan som al-Sisi gjorde fredag.
Syrere over hele verden fejrer i disse dage, at diktaturet er faldet. De internationale medier svømmer over med historier om folk, der bliver sluppet ud af styrets fængsler efter 14-20-30-40 års detention. Det er lykkelige dage, og det er tragiske dage for alle dem, der finder ud af, at deres fængslede familiemedlemmer for længst er døde. Og hvad så nu? Lederen af oppositionsstyrkerne, den 42-årige Ahmed al-Sharaa har symbolsk smidt sit nom de guerre Abu Mohammed al-Jolani og holdt tale i Damaskus. Er han god eller ond? Er han islamist eller demokrat?
I interviewet med CNN i sidste uge talte han om, at Syrien skulle genopbygges “med institutioner”. Hvis al-Sharaa skal have gallataffel og elefantorden i Danmark, er det nok nu. Måske lukker vinduet snart. Ahmed al-Sharaa er nok ikke ligefrem en mellemøstlig Václav Havel; han ligner en, der ved, hvordan man får magt, og hvordan man holder på den. Så ved han nok også, at magt korrumperer. /Oliver Stilling