Fejt spil fra DBU

Skueprocessen er et sindbillede på tidens fejhed: I dag vælges Saudi-Arabien som vært for verdensmesterskaberne i herrefodbold i 2034. Et overvældende flertal af Fifa-medlemmerne stemmer ja til, at regimet i Riyadh får tildelt det ultimative trofæ inden for sportswashing, altså inden for kategorien ‘afledning fra systematiske menneskerettighedskrænkelser ved hjælp af kortvarige, glamourøse sportsbegivenheder’.

Det kan næsten lyde demokratisk, at flertallet af Fifa-medlemmerne bestemmer og i enighed vælger Saudi-Arabien, på samme måde som golfstaten Qatar var vært for VM i fodbold i 2022. Men helt så ædelt er det ikke, for forløbet har et afgørende og tidstypisk tvist: Der er ikke andre kandidater, idet Saudi-Arabien er den eneste mulighed på stemmesedlen.

Reelt er der ikke noget valg.

For ligesom i Saudi-Arabiens eget parlament – den rådgivende forsamling, som reelt kun har beføjelser til at bakke kongemagten op – er stemmeafgivningen her onsdag reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt alverdens fodboldnationer støtter den beslutning, som allerede er blevet truffet. De to andre kandidater, Australien og Indonesien, har nemlig trukket sig på forhånd.

Selvom det autoritære Saudi-Arabien hører til blandt de få lande, som har værre vilkår for menneskerettigheder og migrantarbejderes forhold end Qatar, og selvom Fifa i 2016 har fået indskrevet i sine vedtægter, at man er “forpligtet til at respektere alle internationalt anerkendte menneskerettigheder og skal stræbe efter at fremme beskyttelsen af disse rettigheder”, er alle principper annulleret i dag: Det er pengene, der bestemmer.

Fra dansk side har man da også officielt valgt bare at ignorere de politistatsmetoder og grove overgreb, som Amnesty grundigt har dokumenteret i Saudi-Arabien, og som har fået en organisation som Play the Game, der forsøger at fremme demokrati inden for sportens verden, til at advare om skinprocessen. Sjældent er den frie verdens hykleri blevet udstillet så tommetykt.

Danmark kandiderer måske ligefrem til at have indtaget den allermest feje position? Dansk Boldspil-Union, DBU, har trukket den til det allersidste med at bekende kulør og er endt med – først her til morgen – at bøje nakken:

“Vi kommer til at nikke til det, der sker,” udtaler DBU-formand, Jesper Møller, som afviser at svare på, hvad han ville have stemt, hvis der havde været et reelt valg mellem flere forskellige lande: “Det er et hypotetisk spørgsmål, for der er jo ikke noget valg”.

Bagved formanden fremstår direktøren i DBU, Erik Brøgger Rasmussen, noget mere velvilligt nikkende. I sidste uge banede han vej for opbakningen ved at rose Saudi Arabien:

“De kommer med flotte stadions, de har styr på logistik og infrastruktur, og jeg er sikker på, at de også kommer til at levere høj kommerciel indtjening”.

Kuet kræmmernation

Afstemninger uden reelle valg er det nye sort. Og netop denne form for eftergivende underdanighed har forpersonen for DBU’s governance- og udviklingskomité, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da også anbefalet: “Vi har opfordret til, at DBU skal stemme for. Eftersom der kun er et bud, ville det være mærkeligt ikke at stemme for”.

Hun har også åbent forklaret, hvad det er for mere eller mindre gustne motiver, som hun og de mandlige fodboldpampere mener kan begrunde, at Danmark skal støtte Saudi-Arabien:

“Alle danske virksomheder, som ser muligheden for at handle i Saudi-Arabien, vil gerne det. Det er et meget stort marked,” lød Helle Thorning-Schmidts første, direkte og klassisk købmandsagtige forklaring til Politiken.

Hun trak også et storpolitisk trumfkort: “USA betragter Saudi-Arabien som en nær samarbejdspartner, og der er ingen tvivl om, at Saudi-Arabien bliver vigtig i den forbindelse. De er inde i varmen både handelspolitisk og i forhold til at løse store samfundsmæssige problemer.”

Når Danmark vælger at “nikke til det, der sker”, er det altså en blanding af apati, opportunisme og medløberi. Ved at vente til det absolut sidste med at melde ud, hvad DBU rent faktisk ville ‘stemme’ ved dagens virtuelle afstemning, har man føjet spot til skade. Danmark er nu endt med at havne i det mest usle hjørne; som en kuet kræmmernation.

For der findes grader af fejhed, og vores to nordiske nabolande har med deres væsentligt anderledes håndtering af Saudi-skandalen udstillet, at der selv i en forrået verden, hvor den stærkestes ret i stigende grad gælder, stadig findes både selvrespekt og integritet.

Umiddelbart lyder det ikke ærefuldt, at formanden for det svenske fodboldforbund, tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt – ja, der er åbenbart noget med forhenværende statsministre og fodboldforbund – på forhånd har meldt ud, at Sverige stemmer ja til Saudi-Arabien. I praksis er det jo det samme som Danmark. Men den svenske eks-statsminister har dog så tilpas meget selvagtelse tilbage, at han har mødtes med og konfronteret saudierne direkte med kritikken, sågar i forhold til knægtelsen af kønsrettigheder:

“Vi har især understreget vigtigheden af, at de respekterer par af samme køns ret til at må komme og deltage i festlighederne,” udtalte Reinfeldt fornylig, og indskærpede, at processen har været under al kritik:

“Vi har været tydelige omkring, at vi ikke bryder os om, at der kun er én kandidat, og gjort det klart over for både Saudi-Arabiens VM-delegation og Fifa.”

Ja, det er bestemt også fejt, og svenskerne kan på ingen måde kaldes for helte, men i det mindste har de åbent brugt anledningen til at markere en tydelig kritik. I Danmarks tilfælde har man ventet til allersidst med blot at besinde sig på det uundgåelige:

“Vi er ét ud af 211 forbund og kan ikke alene beslutte placeringen af slutrunder,” udtaler DBU-formand Jesper Møller i en pressemeddelelse.

Norsk selvrespekt

Nordmændene, til gengæld, beviser endnu engang, at det faktisk er muligt at holde fast i og forfægte frie og demokratiske værdier, selv i en tid, hvor merkantilisme overtrumfer alt andet. Præsidenten for Norges fodboldforbund, den tidligere fodboldspiller Lise Klaveness, skærer gennem alle hædervridningerne og slår fast, at Norge ikke aktivt kan støtte Saudi-Arabien som vært for VM i fodbold:

“Onsdagens afstemning handler ikke om, hvem der skal tildeles VM i 2030 og 2034. Det er allerede besluttet. På kongressen i morgen handler det primært om at give vores feedback på Fifas tildelingsproces,” siger hun, og meddeler, at hun vil stemme blankt:

“NFF kan ikke give sin godkendelse efter en proces, der ikke er i overensstemmelse med et godt og forudsigeligt regelstyret system. At undlade at stemme er et bevidst signal om, at vi ikke kan støtte processen.”

I det helt store perspektiv er det selvfølgelig heller ikke heroisk blot at stemme blankt, men det er ikke desto mindre en mere anerkendelsesværdig og myndig position end både svenskernes kritiske defaitisme og danskernes apatiske opportunisme.

Nordmændene står med en selvrespekt, som fortsat gør det muligt at kæmpe for ligestilling, medbestemmelse og ytringsfrihed, om ikke andet så derhjemme og i andre fora, hvor autoritarismen og fascinationen af såkaldt ‘stærke mænd’ ikke allerede har strammet grebet som i fodboldens korrumperede verden.

43-årige Lise Klaveness står som den sidste menneskerettighedsforkæmper – og som den stille, klare stemme, der tør holde fast i de principper, som absurd nok allerede står nedfældet i Fifas vedtægter, men som fodboldforbundene i alle andre demokratiske lande vælger at ignorere, når presset og pengene bliver for store. Lise Klaveness repræsenterer et intelligent håb og et civiliseret selvværd, ja, alt det, som resten af Norden også engang havde at tilbyde resten af verden.

Retfærdigvis har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) her i ellevte time også tilkendegivet, at han finder valget af Saudi-Arabien “uheldigt og kritisabelt”. Men løbet er kørt. Danmark er havnet på den forkerte side af historien. Eller måske bare på den nye side, hvor Danmark gerne vil byde sig ærbødigt til over for autoritære regimer?

I sidste uge fik Egyptens brutale diktator Abdel Fattah el-Sisi således tildelt elefantordenen af Kong Frederik. Interessant nok nøjedes Norges kong Harald med et håndtryk på det tilsvarende statsbesøg, og Norges statsminister Jonas Gahr Støre valgte at tale med Egyptens jernnæve om den humanitære situation i Gaza. Ikke så meget bullshit. Hvis man efterhånden har mistet orienteringen, og alt fremstår vanvittigt, så kig mod nord. /Lars Trier Mogensen