Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) er bange. Meget bange. I et dugfriskt interview med Berlingske får Frederiksen for-hvem-ved-hvilken-gang betonet (betalingsmur), at verden og Danmark befinder sig et dybt usikkert sted, og at der er al mulig grund til bekymring. Ja, og til omstillingsparathed: Selvom Mette Frederiksen insisterer på at tale i generelle og bevidst diffuse vendinger, er budskabet umiddelbart, at vælgerne må være indstillet på at ofre alt. Hvor ‘alt’ så nok mest betyder, at der skal bruges endnu flere penge på det danske forsvar og dets sorte budgethuller.
Egentlig er der absolut intet overraskende ved interviewet, for Mette Frederiksen har for længst markeret sig som krisestatsministeren par excellence; faktisk er det svært at tro, at hun kan fungere i noget andet gear end “panik!”. Alligevel er der noget lidt mærkeligt ved den historieløshed, som brænder så dybt nede i angsten:
“Jeg er ikke i tvivl om, at man undervejs i Den Kolde Krig har stået i nogle rigtig svære situationer, men når man kigger på perioden, var det et mere kontrolleret risikobillede end det, vi potentielt kigger ind i nu.”
Nej, glem Cubakrisen og den dengang ekstremt overhængende fare for atomkrig, situationen lige nu er langt mere løssluppen!
Adspurgt af Berlingskes journalister Bent Winther og Kasper Løvkvist – som har fået æren af at foretage interviewet – om hun ikke er lige lovlig sortsynet på verdens (og vores egne) vegne, får Mette Frederiksen blot forhøjet indsatsen:
“Det er en typisk europæisk måde at se det på, og jeg forstår godt udgangspunktet. Det er bare kun en del af billedet. For mit vedkommende vil det bare være pligtforsømmelse at se det sådan. Min opgave er jo ikke at præsentere verden i hverken dur eller mol. Som landets statsminister er det ret nøgternt at se, hvad der foregår i verden, og derfor kæmpe for danskerne, for vores land og for Europa. Det kan man ikke, hvis man kun har den ene del af analysen.”
Øhm, okay. Hvordan den slags udtalelser ikke klinger i mørk mol, har vi lidt svært ved at høre. Men måske er vi også bare blevet lige så tonedøve som statsministeren selv.
Pointen for Mette Frederiksen er at piske en stemning op, der kan bruges politisk, uanset hvor falsk det end måtte lyde. Og det gøres (åbenbart) stadig bedst ved at få Francis Fukuyama galt i halsen og udbrede den efterhånden dybt fortærskede analyse af, at alting var meget bedre i 90’erne (hvis man da ikke lige levede i fx Jugoslavien eller Rwanda). Håbet fra dengang er forsvundet, og det er ifølge statsministeren helt berettiget. Nu må vi nemlig være realistiske.
Når magthavere begynder at tale i absolutter, skal man altid være på vagt. Ligesom det kan være værd at huske, hvad Francis Fukuyama faktisk også sagde, dengang han begyndte at tale om historiens afslutning: “Men ved historiens afslutning er det ikke nødvendigt, at alle samfund bliver succesfulde liberale samfund, blot at de afslutter deres ideologiske prætentioner om at repræsentere anderledes og højere former for menneskelige samfund.”
Det, som 90’erne indvarslede, var ikke bare en ukuelig optimisme bygget på den kolde krigs afslutning. Nej, det var også en særlig form for fantasiløshed og kynisme: Man holdt op med at håbe på, at bedre og mere utopiske samfund var mulige, og siden da har de indsnævrede tankemønstre hængt ved. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor Mette Frederiksen tilsyneladende har glemt, hvad det vil sige at være socialdemokrat; hvorfor hun hellere vil tale om krudt og kugler end om velfærdsydelser, og om krig frem for klimakrise (som netop kræver et opgør med det liberale og kapitalistiske samfundssystem).
Heldigvis er verden ikke helt så ond, som regeringen vil have os til at tro. Ligesom radikal (klima)forandring heller ikke er hverken umulig eller utænkelig. Forholdene bliver faktisk først for alvor skræmmende, hvis vi begynder at købe det “nødvendiges” politik uden at tænke over konsekvenser eller alternativer. Det skal nok blive jul igen, uanset hvad statsministeren siger. /David Dragsted, chefredaktør