Georgiens mareridt

Mærkeligt nok er det nu sket hele to gange, at en tidligere fodboldspiller for Manchester City er endt med at blive præsident for sit hjemland. Første gang var, da den tidligere Ballon d’Or-vinder George Weah i 2016 blev præsident for Liberia. Denne gang er det den noget mere forglemmelige angriber Mikheil Kavelashvili, som er blevet udpeget som Georgiens næste præsident.

Kavelashvili debuterede for Manchester City mod lokalrivalerne Manchester United i 1996, og lykkedes faktisk med at score et udlignende mål på daværende United-målmand Peter Schmeichel til 1-1. Manchester City endte dog med at tabe kampen 3-2, og sluttede sæsonen med at rykke ned.

Trods debutmålet blev Mikheil Kavelashvili aldrig den store succes i klubben. Han var, hvis man spørger hans holdkammerater – sådan som The Athletic har gjort (betalingsmur) – en stille og rolig fyr “uden nogen som helst kanter”. Så meget desto mere overraskende er det måske, at Kavelashvili politisk har positioneret sig som en prominent, populistisk og anti-vestlig figur; først for det pro-russiske og autoritære georgiske regeringsparti Georgiens Drøm og senest for udbryderpartiet Folkets Magt (som dog menes at være kontrolleret af Georgiens Drøm). Og altså nu også som præsident.

Ret skal være ret: Præsidentembedet har primært en symbolsk funktion i Georgien; det er premierministeren, der har den politiske magt. Med valget af den tidligere fodboldspiller til præsidentrollen har den dybt upopulære regering anført af Georgiens Drøm dog kun pustet yderligere til de flammer, som i ugevis har fået tusindvis af georgiere til at gå på gaden i protest. Én ting er, at præsidenten for første gang er blevet udpeget via en valgkommission og dermed uden direkte indflydelse fra befolkningen. Noget andet er, at Kavelashvili meget taktisk erstatter den nuværende præsident Salome Zourabichvili, som med sin udtalte kritik af regeringen er blevet en vigtig samlingsfigur for protestbevægelsen.

Den nuværende uro i Georgien har mange forklaringer, men umiddelbart kan der peges på mindst tre vigtige begivenheder alene i år. Navnlig at Georgiens Drøm tilbage i maj fik vedtaget den dybt kontroversielle, såkaldte ‘russiske lov’ (der bl.a. har medført, at organisationer i Georgien skal registreres som “fremmede agenter”, hvis de modtager over 20 pct. af deres finansiering fra udlandet); at Georgiens Drøm den 26. oktober genvandt magten ved et mindst lige så kontroversielt parlamentsvalg (som Europa-Parlamentet har stemplet som “hverken frit eller fair”), og at Georgiens Drøm i november meddelte, at man vil suspendere Georgiens optagelsesproces til EU indtil mindst 2028.

Alle tre begivenheder er blevet set som trin på vejen mod, at det tidligere sovjetland Georgien vil binde sig til Ruslands dukkestrenge. Ligesom det omvendt er blevet mødt af overvældende pro-europæiske opråb blandt en bekymret befolkning, som drømmer om EU-medlemskab og nægter at komme under Putins interessesfære. Valget af Mikheil Kavelashvili vil blot forstærke uroen. Særligt da ovennævnte Salome Zourabichvili har svoret, at hun agter at blive på præsidentposten “indtil et parlament, der er blevet legitimt valgt, er blevet dannet”.

Mandag mødes EU’s udenrigsministre i Bruxelles, og her vil Georgien naturligt nok også være på dagsordenen. Faktisk drømmer EU’s nye udenrigschef Kaja Kallas om at indføre håndfaste sanktioner mod Georgiens Drøm. Uheldigt nok for Kallas ventes al snak om sanktioner dog at blive blokeret af Ungarn. Ligesom hverken Tyskland eller Frankrig pt. er til så megen hjælp med deres hjemlige politiske problemer in mente. Hvilket måske meget godt illustrerer, at EU’s mulighed for at bremse udviklingen i Georgien generelt er blevet stærkt begrænset.

Tilbage står opgøret mellem demonstranterne og den georgiske regering – med en afventende Vladimir Putin i kulissen. Af gode grunde bliver den aktuelle situation i Georgien sammenlignet med tiden omkring Majdan-revolutionen i Ukraine i 2014. Også selvom et lignende slutresultat er langt fra givet. Som Foreign Policy skitserer (betalingsmur), kan det hele fx også ende som med protesterne i Belarus i 2020 – nemlig at de til sidst bliver brutalt knust. Valget af Mikheil Kavelashvili er i hvert fald udtryk for fejt spil fra regeringsmagten, og kun en ting virker sikker: At Georgien og resten af Europa står ved et opsigtsvækkende vendepunkt. /David Dragsted