Kaffe på San Carlo

”Når jeg tænker tilbage på det, var det noget åndssvagt noget at gøre. Men jeg prøvede bare at hjælpe en ven, jeg har kendt i 30 år. Det var en fejl fra min side, og jeg har betalt prisen for det,” sagde Sam Allardyce til BBC News 28. september i år.

Dagen forinden var han blevet fyret som cheftræner for det engelske landshold. Han nåede kun at sidde og styre holdet fra den berømte dugout i en enkelt kamp. The Telegraph havde afsløret, hvordan Allardyce havde været parat til at tage imod flere hundrede tusinde pund fra rige forretningsmænd mod at rådgive dem om, hvordan man udnytter smuthuller i det engelske fodboldforbunds forbud mod tredjepartshandel med spillere.

I videooptagelsen, som Telegraph viste, praler Allardyce af at vide præcis, hvordan man laver gode penge på kanten af loven. Han siger også, at han kender en masse branchefolk, der ligesom ham ved, hvordan man gør. Hvad Allardyce ikke vidste, var, at forretningsfolkene var journalister fra en stor avis.

”Big Sam” var kun en lille del af et kriminelt system i moderne fodbold. Således hævder Telegraph at have kendskab til mindst otte korrupte trænere i Englands bedste og næstbedste division. Hvis det står til troende, har vi kun set toppen af isbjerget.

En nyttig idiot

”Jeg har ondt af ham. Sam har uskyldigt betalt prisen. Det kunne være sket for os alle. Man kan åbenbart kun tale privat inden for hjemmets fire vægge,” udtalte den tidligere engelske landstræner Steve McClaren til britisk presse, da det blev klart for enhver, at Allardyce havde gjort i nælderne for rullende skjult kamera.

Jimmy Floyd Hasselbaink, Queens Park Rangers’ cheftræner, mener heller ikke, at han har gjort noget galt. Ligesom Allardyce blev Hasselbaink filmet uden at vide det. ”Vi kan godt lave forretninger sammen. Hvis vi kan blive enige om det rigtige beløb,” som han bramfrit siger i videoen.

Præcis som Allardyce var Hasselbaink blev tilbudt 55.000 pund af forklædte journalister for at fungere som ambassadør for et fiktivt agenturbureau, som gerne ville sælge spillere til Queens Park Rangers. Det måtte Hasselbaink lige være mand for, når han nu var træner og magtfuld.

Men den 44-årige hollænder, der sluttede spillerkarrieren i Cardiff og havde sine bedste år i Chelsea, benægtede sin skyld: ”De tilbød mig et honorar for at holde en tale i Singapore. Jeg kan ikke se noget usædvanligt i at få penge for at tale for nogle mennesker,” lød det bagefter i en officiel pressemeddelelse fra Hasselbaink stab. ”Jeg lovede ikke noget til gengæld. Jeg spurgte ikke QPR, om de ville handle med nogen af de spillere, som de her mennesker sagde var i deres stald. Og jeg var slet ikke ude i noget med at købe spillere for egen vindings skyld,” fortsatte Hasselbaink.

Klubledelsen bakkede ham op. ”Jimmy har åbent erkendt, at han var naiv. Dermed er han på den hårde måde blevet mindet om sit ansvar som manager for Queens Park Rangers,” udtalte en talsmand for London-klubben.
En anden nyttig idiot.

Så nemt gik det ikke for Tommy Wright. Han var assistenttræner i Championship-klubben Barnsley, der har base i South Yorkshire. Wright havde villigt taget imod cirka 50.000 kroner for at bistå et fiktivt agentur i Fjernøsten med at sælge spillere til sin klub. Dagen efter enden på Allardyces landsholdstjeneste, og mens sagen om Hasselbaink glødede, suspenderede Barnsleys ledelse Tommy Wright. 29. september blev han fyret.

Det officielle fodbold-England kiggede bekymret med fra sidelinjen. I en fælles meddelelse fra det britiske fodboldforbund, FA, og Premier League lød det således: ”Vi tager styringen af fodbold og dens integritet ekstremt alvorligt. Enhver seriøs anklage vil blive undersøgt til bunds med alle til rådighed stående midler.”

Får jeg noget ’kaffe’?

Telegraph havde travlt. Sideløbende med sagerne mod Hasselbaink, Wright og Allardyce dukkede en storsmilende italiener op på en video optaget med skjult kamera.

Pino Pagliara har ikke licens til at handle med fodboldspillere. Den mistede han tilbage i 2005, da han var blandet ind i en stor match-fixing-skandale i Italien. Men på restaurant San Carlo i Manchester, som er det uofficielle mødested for fodboldforretninger af enhver slags, beretter han storskrydende om, hvordan han har bygget sin business op på ”grådige” trænere.

Pludselig bliver Pagliaras kammeratlige tale til hvisken. Han kender, siger han til Telegraphs undercover-journalist, en ret berømt Premier League-manager, som altid spørger, om der er ”lidt kaffe” til ham, hvis han kan lande en bestemt spillerhandel. Det er kodesprog, fortæller Pagliara. ”Kaffe” betyder penge under bordet. Pino siger også, at der er en anden og meget ”anløben” træner, som helst vil have sine sorte penge udbetalt til en offshore-konto.

”Jeg fortalte bare, hvad [journalisterne] gerne ville høre,” forklarede Pagliara senere til ITV og BBC og fortsatte: ”Hvad enten korruptionen stikker dybt eller ej, ville det være mere fornuftigt at lave en realistisk undersøgelse i stedet for at finde på én. Det er svært nok at spore de egentlige forbrydere. Så hvorfor opfinde nogle, der ikke er det?”

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Telegraphs nyttige idioter også er kriminelle idioter.

Der er penge i Southampton

De nye tv-rettigheder, som Premier League nyder godt af, er en finansiel saltvandsindsprøjtning. Eksperter advarer dog om, at det er en boble, som er på nippet til at sprænge. I mellemtiden tjener agenter kæmpe summer på spillertransaktioner og lukrative lejeaftaler, og en sværm af tredjepartsinvesteringer, hvis pengetrafik fortaber sig i skuffeselskaber og mobile hedgefonde, gør ultimativt fodboldspillere til en slags moderne slaver.

Nu har griskhedskulturen også ramt trænerstanden. Lønmæssigt er der et stykke vej fra Manchester Citys ‘Pep’ Guardiola, Manchester Uniteds José Mourinho, Arsenals Arsène Wenger og den nye stjerne i klassen, Chelseas Antonio Conte, og så til mellemlaget i Premier League og længere nede i Championship. Alligevel hyrer engelsk fodbold cheftrænere fra det europæiske fastland som aldrig før. For der er penge i branchen. De fleste trænere kan tjene væsentligt mere i England end i resten af Europa.

”Se bare sådan én som Claude Puel. Han vil sandsynligvis nå lønloftet i sin karriere lige hér i Southampton,” siger fodboldkommentatoren Andy Brassell. Puel tjener meget mere i Southampton end i Lyon, der endda var med i Champions Leauge.

Matt Scott, som skriver finansklummer for Inside World Football, pointerer, at da Arsène Wenger kom til Arsenal som cheftræner i 1996, var der ingen engelsk klub, der kunne prale af et budgetoverskud på over 300 millioner kroner. Spol så frem til sæsonen 2014/15, fortæller Scott. Da Dick Advocaat erstattede Gus Poyet som Sunderland-manager, var det totale overskud blandt Premier Leagues ‘big six’ (Arsenal, Chelsea, Liverpool, City, United og Tottenham) på mere end 21 milliarder kroner. Og tallet forventes ifølge Deloitte at fordobles inden for de næste to til tre år.

Fun money

Med de drastiske cifre i baghovedet fremstår Telegraphs ofre som mærkværdige, slimede småtyve. Men der er noget med den rodfæstede, britiske fodboldkultur, som er svær at løbe fra.

”Mine kilder i det engelske fortæller, at det ikke er unormalt, at trænerne har deres privatøkonomi lagt i stramme tøjler. Som regel styret af fruen i hjemmet via en revisor. Derfor laver de ekstra penge ved siden af deres løn for at have til ’fun money’. Penge til sjov og ballade, gambling, vin, bajere og livets andre søde fristelser,” siger fodboldskribenten og forfatteren Søren Sorgenfri.

Ifølge Søren Sorgenfri er de ufine hundekunster ikke nye. Siden de glade amatørdage har klubber vidst, at den mageligste måde at vinde kampe på var at stille med de bedste spillere.

”De spillere fandt ofte penge i deres sko efter kampe. Heraf udtrykket ’a guinea in the shoe’,” fortæller Sorgenfri. I dag hedder det så kaffe på restaurant San Carlo.