Nyhedsanalysen
“De der mørke kræfter”
Et af problemerne med statsminister Mette Frederiksen dystopiske udsyn er, at det er så sort-hvidt, historieløst og banalt. I den forgangne uge gav hun interviews til fem aviser, hvor hun endnu engang malede fanden på væggen på sin særlige nuancefattige Mette-facon. Som hun udtalte til Politiken: “De der mørke kræfter har forenet sig på en måde, som er en ny situation. Derfor er demokratierne i en meget farligere situation end før i vores levetid.” Information har talt med en række eksperter, som samlet set giver hende ret i, at den geopolitiske situation kalder en vis bekymring og alvor, men at hendes forståelse af verden er forsimplet og forældet. “Hvis vi bare deler verden op i de mørke og de lyse kræfter som i et Harry Potter-univers, kommer vi ikke til at forstå, hvordan en kompliceret verden reelt er ved at udvikle sig, og hvordan vi bedst kan forholde os til den,” siger kinaforsker og lektor ved Aarhus Universitet Mette Thunø eksempelvis.