AFP/Ritzau Scanpix
Det er i grunden bemærkelsesværdigt, hvor meget Palæstinas flag og Sudans flag ligner hinanden. Hvis du ikke lige kan se nogen af dem for dig, så følg denne vejledning: Begge er en vertikal tricolore med en trekant, hvis spids peger fra flagstangen ind mod midten af flaget. Farverne er de samme: rød, grøn, hvid og sort. På det palæstinensiske flag er tricoloren (fra toppen) sort, hvid og grøn, mens trekanten er rød. På det sudanesiske flag er tricoloren rød, hvid og sort, mens trekanten er grøn. Kan du set det? Palæstinas flag blev vedtaget af den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO i 1964. Sudans flag blev taget i brug i 1970 efter militærkuppet i 1969. Ærgerligt, ærgerligt. Sudans flag fra 1956 og frem til militærkuppet i 1969 var ret flot: blåt, gult og grønt. Det palæstinensiske flag består af de panarabiske farver. Det sudanesiske flags farver har andre betydninger. Den grønne repræsenterer angiveligt rigdom, landbrug og ‘godhed’.
Folk, der gerne vil vise deres støtte til Palæstina ved at bære en lille flag-pin, men som er bange for at blive fyret af deres arbejdsgiver, som det fx for nylig var tilfældet for en bartender på Hotel Cecil i København, kan med held gå med pins med Sudans flag. Så er der ikke noget at komme efter.
Sudan har brug for opmærksomhed. Ikke symbolsk opmærksomhed – den pin, vi lige har aftalt, du skal gå med, vil ikke gøre nogen forskel. Sudaneserne har smerteligt brug for støtte. Borgerkrigen i landet har nu raset i 20 måneder, og det er mange måneder siden, at den fik tilnavnet ‘den glemte krig’, selv om den er noget af det voldsomste verden har set. Det bliver kun værre og værre. Tilbage i oktober var Ted Chaiban, der er næstkommanderende i den humanitære indsats hos FN’s børneorganisation UNICEF, ude at appellere til større international bevågenhed, fordi Sudan stod med det største antal internt fordrevne i verden. “Vi har ikke set så store tal i en hel generation,” sagde han til Associated Press. På det tidspunkt var 14 millioner mennesker flygtet fra deres hjem, 8,5 millioner stod i en meget usikker fødevaresituation, og mere end trekvart million oplevede hungersnød.
Oven i det kommer overgreb og krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen. Forbrydelserne tårner sig op. Organisationer som UNICEF, Amnesty International, Human Rights Watch og Læger uden Grænser melder konstant om nye oprørende forbrydelser begået af borgerkrigens parter. Allerede i maj udtalte USA’s særlige udsending i Sudan Tom Perriello, at op imod 150.000 sudanesere mentes at være blevet dræbt. I sidste uge bombede den nationale hær Sudan Armed Forces (SAF) en markedsplads i byen Kabkabiya i det nordlige Darfur, som er kontrolleret af den paramilitære milits Rapid Support Forces (RSF). “At bombe et marked fuld af civile er et at de klareste eksempler på krigsforbrydelser, der findes,” lød det fra Amnesty Internationals regionschef for det østlige og sydlige Afrika Tigere Chagutah. “Den potentielle tilstedeværelse af soldater i et område kan ikke på nogen måde bruges som begrundelse.” Et par dage senere meldtes ni mennesker dræbt og 20 såret efter et droneangreb på et hospital i byen el-Fasher i det nordlige Darfur. Her skød Sudans sundhedsministerium skylden på Rapid Support Forces.
Som det er tilfældet med de fleste borgerkrige, er kvinder og børn de største ofre. Ifølge Human Rights Watch er der talrige eksempler på, at RSF’s soldater voldtager kvinder og piger på deres vej – og ligefrem holder dem som sexslaver. Seksuel vold i konflikter er en åbenlys krænkelse af internationale humanitære love.
Borgerkrigen i Sudan er fuldstændig meningsløs. Det er en magtkamp mellem Mohamed Hamdan ‘Hemedti’ Dagalo, der er leder af RSF, og general Abdel Fattah al-Burhan, som kontrollerer SAF. En hel befolkning på 50 mio. mennesker er taget som gidsel. Hvad kan man gøre? Danmark kan ikke gøre så meget, selv om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tidligere har givet udtryk for en vis interesse for Afrika, og selv om regeringen har fået indført på finansloven for 2025, at Løkke på linje med statsministeren uden videre begrundelse kan chartre privatfly til arrangementer “af officiel karakter”. Men det udenrigsministerielle apparat kan via diplomatiske kanaler appellere til, at FN og nationer med muskler – her tænkes først og fremmest på USA – kan vise Sudan en større interesse.
Hvis der ikke kommer mere bevågenhed på Sudan, bliver det meget grimt. Det er det allerede. Hvis der er ‘godhed’ i Sudan – altså den grønne farve i landets flag – er det i hvert fald ikke RSF og SAF, der står for den. /Oliver Stilling