Mere åbenhed løser ikke EU’s problemer

I november cirkulerede tre breve fra EU-Kommissionen til en række af de ngo’er, der arbejder med grøn omstilling i Bruxelles. De penge, som civilsamfundsorganisationer  har fået fra EU’s klima- og miljøprojektfond LIFE, må de i fremtiden ikke længere bruge på presse- og kommunikationsarbejde.

Dels er beslutningen et ekko af idéerne i den borgerlige EPP-gruppes manifest. Dels er den et udtryk for den indflydelse, højrefløjen har fået i den nyvalgte Kommission, der er mere blå end nogensinde.

Indtil nu har der været flere indikationer på, at det grønne fokus fra det gamle kommissærhold – som bl.a. kan bryste sig af Green Deal – vil blive erstattet af konkurrencedygtighed og økonomi som de vigtigste prioriteter. Kommissionen bliver samtidig det, von der Leyen kalder en “investeringskommission”. Kort sagt har hun sendt en åben invitation til industriens mest pengestærke spillere om at være med til at sætte dagsordenen.

Med penge kommer interesser. Siden 2014 har alle organisationer skullet registrere sig i EU’s lobbyregister, hvis man søger indflydelse i parlamentet. Gradvist er unionens etiske kodekser og krav blevet strammet, og så sent som i sidste uge landede der en god nyhed: Kommissionen har nu udvidet kravene til, hvem der skal offentliggøre indholdet af deres møder mellem Kommissionens embedsmænd og lobbyister – konkret er antallet steget fra 400 til cirka 1.500.

Men selvom EU har markant stærkere regler for lobbyisme end mange nationale regeringer i medlemslandene, har lobbyregistret “overhovedet ikke” givet de skjulte interesser sværere kår, mener den italienske jurist Alberto Alemanno. Han er såkaldt Jean Monnet-professor i EU-ret ved HEC Paris og derudover en af de jurister, der taler mest om europæisk lobbyisme.

“I dag består reguleringen af lobbyisme på EU-niveau af en række oplysningskrav: hvem du er, hvad du lobbyer for og for hvem,” siger Alemanno, der for snart ti år siden stiftede organisationen The Good Lobby. Alberto Alemanno bruger det samme argument som de fleste inden for EU-boblen: At lobbyisme er centralt for, at politikere kan tage de bedst mulige beslutninger. Men indflydelsen er de seneste år blevet kapret af særinteresser og tager form som et monopol, siger han.

Mens lobbyregistret både “legitimerer lobbyisme” og skaber nogle “grundlæggende krav til gennemsigtighed”, er der opstået en informationsasymmetri, hvor de største virksomheder har sværere ved at svare på ellers ret simple spørgsmål. Eksempelvis hvor mange penge du bruger på at være i Bruxelles, og hvor mange adgangsbadges du har til parlamentet.

“Lobbyregistret fortæller dig ikke meget, og du bliver ikke afkrævet særlig meget. Du kan rapportere, at du har deltaget i en offentlig høring, men skal ikke afsløre, hvilke alliancer du er en del af, eller hvilke banker du støtter. Lobbyregistret indkapsler kun det øverste og intet af det under overfladen,” forklarer Alemanno.

Suboptimal politik

Alle kan lave lobbyvirksomhed, og alle kan gøre det godt, mener Alberto Alemanno. For som han siger: “Selv hvis du er et tobaks- eller olieselskab, to meget omstridte brancher, har du ret til at engagere dig med beslutningstagere, så længe dine produkter er på markedet.”

Ifølge Alemanno er ‘godt’ imidlertid lig med ‘gennemsigtigt’: “Du skal offentliggøre og ikke skjule de interesser, du repræsenterer, eller forsøge at forhindre andre i at få adgang. Jeg vil gå endnu længere og sige, at hvis du er en stor virksomhed og ser, at der ikke sidder en ngo ved dit bord, bør du virkelig give politikerne chancen for rent faktisk at lytte til de andre,” siger han.

“Det gælder alle. Vi har masser af forskning, der viser, at interesseorganisationer med langt færre penge og mindre finansiering kan være endnu mere effektive end virksomheder.”

Det er også holdningen hos lobbyvagthunden Corporate Europe Observatory, hvis danske forsker Kenneth Haahr vi interviewede tidligere på året: “Der er mange eksempler på, at store brancher inden for erhvervslivet ikke har haft brug for at sætte særlig mange penge i spil. Fordi de er blevet inviteret ind i maskinrummet fra start,” sagde han dengang.

Problemet er altså ikke, at nogle lobbyer, men at der er en strukturel ubalance, hvor de interesseorganisationer, der arbejder med spørgsmål om bl.a. klima og natur, nu kommer til at sakke bagud.

“Problemet er ikke, at virksomhederne lobbyer, problemet er, at ngo’erne ikke lobbyer nok,” siger Alberto Alemanno og tilføjer: “De bør have flere værktøjer, mere viden og flere ressourcer til at udføre deres job. Men det er ikke et problem, der kan løses med mere åbenhed. Vi er nødt til at investere i at have lige vilkår, et miljø, hvor alle er i stand til at give den samme information til beslutningstagerne”.

“Hvis du ikke selv kan lave en konsekvensanalyse – det vil sige en undersøgelse af de fremtidige konsekvenser af en foreslået regulering – fordi du ikke har råd til det, men kemiindustrien kan, så har vi et problem. Det er et stort problem for samfundet, for den offentlige interesse og for de politiske beslutningstagere. Enhver institution, der ønsker at vide og forstå, hvordan et påtænkt forslag til nye politikker kan påvirke samfundet, skal vide, at den ikke bare kan lytte til en af de berørte parter,” siger han.

“Ellers vil det resultere i en suboptimal politik.”

Fem aggressive år

Alberto Alemanno forventer, at den nye Kommission vil komme med langt færre lovforslag end den foregående. Det betyder dog ikke, at lobbyismen forsvinder, vurderer han. Den tager bare en anden form.

“Der vil være en masse lobbyarbejde for at omgøre de beslutninger, den tidligere Kommission har taget. Arbejdet vil fokusere på forsinkelsestaktikker og på ikke at implementere store grønne aftaler. Alt kommer til at handle om at gøre den tidligere lovgivning mindre grøn,” siger Alberto Alemanno.

“Landmændene har givet os en lektion i, hvordan man kaprer den politiske dagsorden ved at få succes med at demonstrere. De har uden sammenligning været de mest succesrige lobbyister. De lobbyede ikke engang; de gik bare på gaden og opnåede meget mere, end hvad lobbyister gør. Alt det her lyder lidt skræmmende, fordi den overordnede tilgang til at påvirke politik bliver mere aggressiv og ikke nødvendigvis mere gennemsigtig eller troværdig.”

Den gamle Kommission havde over 1.000 møder med repræsentanter fra den CO2-udledende industri. Flere af de nyvalgte kommissærer har også olie på cv’et. Ifølge Alberto Alemanno er det et tydeligt bevis på, at lobbyisternes liv bliver lettere de næste fem år:

“Da olie er blevet den nye tobak, den nye, mest omdiskuterede industri på markedet, er det ikke overraskende, at de store olieselskaber rækker hånden ud i langt højere grad end tidligere. Og åbenbart vil de gøre mere indtog på højre side, alene fordi højrefløjen og det yderste højre er mindre opsatte på at omfavne klimavidenskaben. Ligesom deres bagland heller ikke er bange for tanken om, at deres repræsentanter holder møder med Shell eller ExxonMobil.”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.