Emil Hougaard/Ritzau Scanpix
“Hvem har sagt, at virkeligheden er ond?”
Jytte Abildstrøm
Så døde Jytte Abildstrøm, 90 år gammel. Hun levede akkurat længe nok til at få en bid af 2025 med – og til ikke at blive taget som gidsel i Mette Frederiksens nytårstale, sådan som det var tilfældet med humørskuespilleren Ulf Pilgaard og filmmanden og gøgleren Erik Clausen, der begge døde i oktober sidste år. Særligt sidstnævnte ville nok have betakket sig, hvis han havde haft et valg. Det samme ville Jytte Abildstrøm.
Mens dystre Mette med møjsommeligt kniberi forsøger at relancere sig som et muntert bekendtskab, et anker af livsglæde og morskab, så var Abildstrøm det rent faktisk. Da hun kom på hospice, som jo vitterligt er endestationen, sagde hun, at hendes dør stod åben, at alle var velkomne. “Personalet sagde, at de aldrig havde oplevet nogen, der fik så mange besøg,” udtalte sangeren Daimi torsdag til sladderbladet Se og Hør. Hun var selv forbi på den yderste dag, hvor Abildstrøm ikke længere var ved bevidsthed. Men alligevel: “Der var meget grin. Til det sidste skabte hun en god stemning, og det tager jeg hatten af for.”
Jytte Abildstrøm var forbilledlig på flere måder. Hvis ikke det var for hende, ville de fleste danskere nok have glemt, at 1987 var ‘miljøår’. I Rom-traktaten fra 1957, som dannede grundlaget for den sammenslutning af lande, der skulle blive til EF og siden EU, havde man glemt at tage højde for miljøet. Det (miljøet) begyndte at fylde mere fra 1972, men overhovedet ikke nok, og i 1987 forsøgte man med fremstødet Det Europæiske Miljøår at “gøre EF-borgerne bevidste om den nye udfordrings betydning og tilskynde dem til at udføre konkrete og eksempeldannende aktiviteter”, som Det Europæiske Råd formulerede det i publikationen Det Europæiske Miljøår fra samme år.
Eksempeldannende aktiviteter; her kom Jytte Abildstrøm ind i billedet. Miljøministeriet henvendte sig til hende og spurgte, om hun og hendes teatergruppe ville være en slags ambassadører for miljøåret. Abildstrøm havde sådan set fået miljøbevidstheden med hjemmefra, men fra 1987 gik hun personligt all in og flyttede i et nulenergi-kolonihavehus med rodzoneanlæg og solfangere på taget. I dag er der folk i Danmark, der ikke kan høre ordet “muldtoilet” uden at se Jytte Abildstrøm for sig. Et muldtoilet separerer urin og afføring og er ikke tilsluttet et kloaksystem.
Nogle mennesker brød sig ikke om det. De syntes, hun var hellig og missionerende. “Nu siger jeg noget, der ikke er så pænt. Folk skældte mig utroligt meget ud. For ved du hvad, der er vores værste fjende? Det er vaner. Folk vil ikke lave noget om,” sagde Abildstrøm til Kristeligt Dagblad for et par år siden.
I et interview i Ud & Se fra 2005 spørger journalisten, om hun nogle gange tænker på, hvordan andre opfatter hende. “Man bestiller vel ikke andet,” svarer hun. Men man må forsøge at holde fast i det, man tror på, tilføjer hun, “og gid der var flere, som var lidt barnlige”, lidt mindre kyniske og lidt mindre bange for at vise deres skrøbelighed. “De ting, man gør mod andre, dem får man igen. Vi er alle sammen en del af det, H.C. Andersen kalder for luftens døtre, der bringer en vederkvægelse og lægedom til mennesket. Det kan godt være, at vi forsvinder fysisk, men vi bibringer noget til verden, mens vi er her. Jeg tror, at alle menneskesjæle ligger ude i luftlagene og præger vores liv. Vi er sat på jorden for at gøre noget godt, og det skal vi minde os selv og hinanden om hver eneste dag.”
I nogles ører vil den slags lyde verdensfjernt eller naivt, men så skal man måske prøve at lave et lille kynismetjek på sig selv. Jytte Abildstrøm havde fat i den lange ende. I 2002 skrev hun fx et brev til USA’s daværende præsident, George W. Bush, og bad ham lade være med at invadere Irak. “Jamen, hvis vi alle sammen gjorde det, så hjalp det måske,” siger hun i Ud & Se. Jeg siger altid til folk: ‘Tag dog og begynd i et hjørne. Giv afkald på et eller andet’. Med den økonomiske globalisering ender det nemlig med, at alt vand pludselig er solgt til et eller andet stort firma. Det er jo det, der sker i den tredje verden i dag.”
Så spørger journalisten, om hun læser aviser. Og det gør Jytte Abildstrøm ikke. Hun “orker” det ikke, det gør hende “altid i dårligt humør”, for “de skriver jo ikke om andet end vold og ødelæggelse”, siger hun. Aha, tænker den kyniske læser. Det lyder jo som den velkendte gamle klagesang over mediernes tilstand og forfald. Men også her havde Abildstrøm ret: Medierne er med til at skabe virkeligheden, og ofte æder de råt og kolporterer hjerneløst, hvordan den nu bliver udlagt af dem, der har magten. Her i 2025 kunne man tænke sig en smule mere omtanke, hjerne og hjerte i medierne. Lidt mere Jytte Abildstrøm. For at vende tilbage til hendes citat i toppen: “Hvem har sagt, at virkeligheden er ond?” /Oliver Stilling