Græsk tilbageslag bør vække opsigt i EU

To nye domme fra Strasbourg sender et tydeligt budskab til EU’s medlemslande, når de fra næste år skal kunne bevise, at de beskytter grundlæggende rettigheder ved grænserne: I dag bliver migranter, der ankommer til Europa, systematisk sendt tilbage til enten deres hjemlande eller til sidste stop på ruten – ofte med vold og uden en forudgående vurdering af de risici, der er forbundet med at vende tilbage.

“Der var stærke indikationer på, at der på tidspunktet for de påståede begivenheder havde eksisteret en systematisk praksis med pushbacks fra de græske øer til Tyrkiet,” lyder den ene af to afgørelser, der tirsdag kom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, og som har været flere år undervejs.

Det er første gang, at domstolen konkret forholder sig til anklager om pushbacks foretaget af de græske myndigheder. Selvom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kun havde tilstrækkelig dokumentation for at dømme Grækenland skyldig i en af to sager, er den europæiske rettighedsalliance European Council on Refugees and Exiles (ECRE) “meget tilfreds” med dommenes udfald. Fordi konklusionen er den samme: At Grækenlands pushbacks er systematiske og har fundet sted i mange år.

Stavros Papageorgopoulos, juridisk seniorrådgiver ved ECRE, kalder dommene “principielle”, da de for første gang anerkender, at pushbacks er et systematisk problem. Og fordi “Grækenland er et nøgleland i europæisk asylsammenhæng.”

“Vi har meget data fra nationale og internationale overvågningsorganer om, at en sådan praksis eksisterer. De her domme bekræfter de rapporter og vidnesbyrd”, uddyber han.

Giftig retorik

I den ene sag påstod en nu 34-årig kvinde, at hun på sin flugt til Grækenland i 2019 blev tilbageholdt af to politibetjente, fik konfiskeret sine personlige ejendele og senere blev beordret til at gå ombord på en gummibåd mod Tyrkiet.

I den anden sag kom anklagen mod Grækenland fra en afghansk statsborger, der i 2020 rejste mod Europa for at søge asyl og på det tidspunkt var 15 år gammel og således mindreårig. Da han ankom til den græske ø Samos med en oppustelig gummibåd, blev han ifølge sin forklaring “tvunget op på en flåde … og efterladt i Det Ægæiske Hav.” Det var den sag, hvor retten ikke fandt tilstrækkelige beviser, men altså i domsudtalelsen stadig anerkender, at migranter systematisk mødes af vold og trusler.

Det er i sig selv ikke nyt, at domstolen siger, at pushbacks er ulovlige. Domstolen har også tidligere kritiseret Polen for deres håndtering af migranter ved grænsen til Belarus. Pushbacks er et fælleseuropæisk problem: Blandt andre benytter de italienske grænsemyndigheder sig af metoden. Det samme gør EU’s grænsepersonale, der også har overtalt Libyen til at hjælpe med at overvåge og tilbageholde migranter.

Men dommene er især en sejr internt i Grækenland. Landets interesseorganisationer arbejder i et miljø, hvor deres beviser for menneskerettighedskrænkelser ofte bliver afvist af regeringen, siger Lefteris Papagiannakis, direktør for Greek Council for Refugees (GCR). Hos GCR er man ligesom i ECRE “ekstremt tilfredse” med dommene.

“For vores myndigheder er det jo ikke en positiv konklusion, men vi er begejstrede for, at resultatet først og fremmest giver retfærdighed for ofrene. Og for de ngo’er, der her i landet bliver behandlet som landsforrædere, som nogle, der gør regeringen til grin,” siger Papagiannakis, der mener, at retorikken om migration i mange år har været “giftig”.

“I Grækenland har den offentlige diskurs altid været den samme. Når man beskæftiger sig med migration, bliver man mødt af store tilbageslag. Det er meget svært at håndtere, mens regeringen selv argumenterer for, at de gennemfører en hård, men retfærdig politik.”

I tide for asylpagten

Den græske regering har endnu ikke udtalt sig om dommene, men Stavros Papageorgopoulos fra ECRE forventer ikke en hård modstand fra myndighedernes side, da “den nuværende regering er ret Europa-venlig”.

“Men den har i årevis konsekvent afvist meget troværdige og talrige beskyldninger fra forskellige menneskerettighedsaktører og overvågningsorganer. Den har været så fast besluttet på, at de her pushbacks ikke er sket, at det er umuligt at forudsige, hvad deres reaktion vil blive.”

Ifølge Papageorgopoulos kommer dommene på et afgørende tidspunkt, fordi EU’s medlemslande i 2026 skal implementere EU’s nye asyl- og migrationspagt, der fastlægger ansvaret for antallet af asylansøgninger og den nye grænseovervågningsmekanisme. Her skal EU’s medlemslande kunne bevise, at de overholder grundlæggende EU-rettigheder:

“Forhåbentlig vil dommene tjene som endnu en påmindelse om, at der er behov for en effektiv grænseovervågningsmekanisme,” siger Stavros Papageorgopoulos.

Fra Grækenlands side skal man dog ikke regne med at se mange konkrete foranstaltninger lige foreløbig, siger han: “Grækenland har ikke tidligere, i hvert fald ikke umiddelbart, efterlevet mange andre domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og praksissen med pushbacks har eksisteret i lang tid.” At den ene af de to domme blev afvist, understreger videre, at beviser “generelt er et vanskeligt emne i grænsesammenhæng”.

“Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en domstol, der undersøger de beviser, der er blevet fremlagt for den, og træffer afgørelse fra sag til sag ud fra en individuel vurdering … Det er en konstant kamp for advokater at indsamle bevismateriale, og nogle gange udelukker omstændighederne, hvor operationerne finder sted, i sagens natur beviserne.”

I fremtiden bliver det måske lidt nemmere. Alt imens kan Grækenlands regering forberede sig på at blive fundet skyldig og ansvarlig i flere af de sager om pushbacks, der er på vej ved Menneskerettighedsdomstolen, mener Lefteris Papagiannakis.

“Nogle af dem vil passere tærsklen, andre ikke. Men vi vil presse på for at få gennemført undersøgelser på nationalt plan. Det er en anden konsekvens af dommene.”