Mad Man Trump

Vanvid kan være det mest durkdrevne: Ingen kan længere regne med Donald Trump – og det er helt kalkuleret. Helt efter drejebogen, for der findes en lang og kulørt tradition for skøre konger.

Allerede renæssancetænkeren Niccolò Machiavelli konkluderede i 1500-tallet, at det kan være “særdeles kløgtigt at simulere galskab”; som en form for balstyrisk magtstrategi, hvor modparten bringes ud af balance, og til sidst mister fornemmelsen for, hvad der er sandt og falsk.

Intet føles mere utrygt og ubehageligt end at stå over for en formodet og hidtil fortrolig ven, der pludselig opfører sig utilregneligt og forrykt.

Når USA’s snart tiltrædende præsident Donald Trump tirsdag aften dansk tid truede Danmark direkte med både militærmagt og økonomisk straftold, er der som sådan ikke tale om et historisk nybrud. For metoden med trusselsdiplomati, selv blandt tætte allierede, er nemlig gammel og velkendt. Men det virker voldsomt, ikke mindst fordi det ofte virker.

Skræmmetaktikken har tydeligvis effekt. I løbet af de seneste døgn er den danske regering således blevet snurret så godt og grundigt rundt på gulvet, at statsminister Mette Frederiksen (S) efterhånden ikke aner, hvad hun skal sige eller undlade at sige:

“Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi kommer dertil,” sagde Danmarks regeringschef, da hun blev konfronteret med Donald Trumps aggressive udskejelser på et pressemøde i Florida.

“Jeg synes, at vi skal holde fast i at handle med hinanden og gøre det på en ordentlig måde,” lød det næsten naivt fra Mette Frederiksen til TV 2.

I en yderligere eskalering af hans spektakulære afpresningsforsøg på Kongeriget Danmark – i det intenst gakkede forsøg på at opnå større eller ligefrem fuld kontrol over Grønland – gik Donald Trump så overrumplende langt, at han effektivt fik lammet den danske regering alene med ord:

“Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed,” rablede Trump: “Det har jeg fået at vide i lang tid. Længe før jeg overhovedet stillede op – folk har snakket om det i lang tid.”

Hvis regeringen i København står i vejen, vil Trump “pålægge Danmark told på et meget højt niveau”. Alt tidligere umuligt forekommer nu muligt.

Galningeteorien

Sammenlignet med Trumps primære inspirationskilde i amerikansk politik, daværende præsident Richard Nixon, er der – urovækkende nok – stadig et betydeligt manøvrerum for endnu mere ekstreme afsindigheder.

Tilbage i 1969 blev den republikanske præsident grebet af en bevidst splittertosset grille. Han døbte selv fænomenet “the Mad Man Theory”, galningeteorien.

I forbindelse med de fastlåste fredsforhandlinger mellem Syd- og Nordvietnam i Paris forsøgte Richard Nixon at iscenesætte et skræmmescenario, hvor Sovjetunionen og Kina skulle frygte, at han som øverstbefalende for de amerikanske atomstyrker ville være parat til at gå til nukleare yderligheder. Fjenden skulle betragte ham som en sindsforvirret galning, der kunne finde på hvad som helst i impulsiv affekt.

Stabschefen i Det Hvide Hus, H.R. Haldeman, har senere citeret Nixon for følgende ordveksling: “Jeg vil have, at nordvietnameserne skal tro, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg måske vil gøre hvad som helst for at stoppe krigen. Vi skal bare lade rygtet sprede til dem: ‘For Guds skyld, I ved, at Nixon er besat af kommunismen. Vi kan ikke holde ham tilbage, når han er vred – og han har sin finger på atomknappen’. Og så vil selv Ho Chi Minh være i Paris om to dage og bede om fred.”

Dengang undlod russerne dog at hoppe på limpinden. Selvom Richard Nixon angiveligt beordrede amerikanske bombefly til at flyve tæt på Sovjetunionen, og i det hele taget skruede godt op for upålideligheden, undlod Kreml at lade sig psyke og underkue. Og hverken Moskva, Beijing eller Hanoi gik med på at kapitulere på amerikanske betingelser. Tværtimod.

Donald Trump har ikke desto mindre taget ved lære af galningeteorien, og nu er landet, han overfalder med skræmmetaktik, lille Danmark – og i øvrigt også Panama, hvor han på lignende vis truer med at ville annektere Panama-kanalen.

Fanget af hysteri

Effekten af de mafiøse bøllemetoder afhænger af reaktionerne. Lader modparten sig kue? Intimidering virker jo kun, hvis offeret lader sig tromle. Og netop her har statsminister for Kongeriget Danmark, Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, udvist to ret forskellige reaktionsmønstre.

Fra dansk side har den officielle reaktion været præget af først larmende tavshed og dernæst en undvigende form for ansvarsfraskrivelse. Efter mere end et døgns rumlerier med Donald Trump Junior, og hans showbesøg i Nuuk, valgte statsminister Mette Frederiksen endelig at udtale sig tirsdag eftermiddag:

“Jeg vil fastholde, at USA er vores vigtigste allierede. Vi har behov for altid at have et tæt samarbejde med amerikanerne. Men fremtiden for Grønland defineres i Nuuk,” sagde Mette Frederiksen til DR, og formåede dermed at sige hverken buh eller bæh.
Tankevækkende nok turde Danmarks statsminister ikke at afvise Trumps købsfantasier helt kontant og definitivt. I stedet skubbede hun initiativet mod nord.

Selvom den nuværende konstruktion med et rigsfællesskab, hvor grundloven dikterer, at regeringen “handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender” – og nok så væsentligt også fastslår, at “uden folketingets samtykke kan [regeringen] dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område” – undlod Mette Frederiksen at handle på hele rigets vegne. Følgagtigheden over for Trump fik hende til at snakke udenom.

Til gengæld var reaktionen fra 37-årige Múte B. Egede mere håndfast. I et opslag på Facebook reagerede han på én og samme tid mere roligt og kraftfuldt:

“Danskere, amerikanere og alle andre kan have holdninger, men vi skal ikke blive fanget af hysteriet og pege ad andre,” skrev den grønlandske regeringschef, og fortsatte stolt: “For vores fremtid, er vores og skal tegnes af os. Vi bruger vores rettigheder og pligter fornuftigt.”

Egede kalder på sin vis det trumpistiske bluff – ved at påpege “hysteriet”. Omvendt tør Mette Frederiksen ikke længere rode sig ud i konfrontationer, efter hun i 2019 kaldte det en “absurd diskussion”, da Donald Trump første gang ytrede ønske om at købe Grønland, og den første bølge af diplomatiske infight begyndte. Men der er ingen vej udenom.

Danmark skal ikke blot skubbe grønlænderne foran sig som et skjold: I stedet for at underkaste sig galningeteorien, skal den danske regering turde kalde bluffet. Canadas premierminister Justin Trudeau kunne måske give inspiration? Han sagde klart, at der ikke er en “snebolds chance i helvede” for, at Canada skulle blive USA’s 51. stat. Ikke mere bullshit. /Lars Trier Mogensen