Lars Løkke-selfie i flyet på vej til alle konflikters moder.
Mens du læser disse linjer, er Lars Løkke Rasmussen (M) på “diplomatisk rundrejse i Mellemøsten”, som Udenrigsministeriet formulerer det i en pressemeddelelse. Han vil rejse rundt i Israel, Palæstina, Jordan og Libanon med et budskab, skriver han selv på Instagram, og det budskab er, at der “nu og her er behov for en våbenhvile mellem Israel og Hamas”. Lille Lars fra Græsted vil slå et slag for en tostatsløsning.
Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvorvidt posten som udenrigsminister i en dansk regering overhovedet har nogen som helst betydning, og i dag er en af den slags dage. Men på en måde kan man godt forstå ham, Løkke. Statsminister Mette Frederiksen har ligesom sat sig på Ukraine, det er hende, der er stolt over at kunne kalde præsident Volodymyr Zelenskij for sin “ven” – og Grønland, som Løkke nok burde bruge alle sine kræfter på lige nu, er pt. en hvepserede, som er svær at gøre til en vindersag. Hvad gør man så? Man finder noget langt større og endnu mere uløseligt – alle konflikters moder – og gør det til sin hovedløse mission at få has på den.
En ting er sikker: Det er ikke Udenrigsministeriets embedsværk, som har prikket eller rusket i ministeren og sagt, at Mellemøsten kalder, og at det er nu, der er et vindue for en tostatsløsning for Israel og Palæstina. Der er ikke noget vindue. Timingen er absurd. Israels premierminister Benjamin Netanyahu og højreekstremisterne i hans regering er – med materiel støtte fra USA – ved at fjerne Gaza-striben og dens befolkning fra jordens overflade, og Netanyahu er imod en tostatsløsning.
Så Løkkes mellemøstrejse er for så vidt pseudoarbejde, lidt ligesom når prins Joachim hver dag møder ind på den danske ambassade i Washington, D.C., for at passe sit job som ‘forsvarsindustriattaché’. Det gør ingen forskel. Hvorfor bruger Løkke ikke sin energi i Afrika, når regeringen i efteråret lancerede en ny strategi for Danmarks engagement med afrikanske lande? Vel fordi det ikke giver nogen opmærksomhed.
Hvis man endelig skal komme udenrigsministeren lidt i møde, så er Danmark netop pr. 1. januar trådt ind som midlertidigt medlem af FN’s Sikkerhedsråd, og fra 1. juli og et halvt år frem overtager vi formandskabet for EU. Det er godt at vise handlekraft. Lars Løkke Rasmussen udtaler, at han ikke kommer med “store armbevægelser”, at han selvfølgelig ikke tror, at Danmark på få dage kan skabe fred i Mellemøsten. Hvor meget har han forberedt sig? Har han talt med Per Stig Møller (K)? Dengang Møller var udenrigsminister under Anders Fogh Rasmussen (V) op gennem 00’erne, var der også noget kraftesløst og impotent over jobbet – det er nok prisen for at have en stærk og machiavelli-bevidst statsminister.
Måske af samme årsag brugte Møller uforholdsmæssigt meget tid på at rejse rundt for at skabe fred i Mellemøsten i årene 2002-03. Dengang virkede det bizart. Det gør det sådan set stadig, når man tænker tilbage på det, selvom chancen for succes med forehavendet i princippet var lidt større på det tidspunkt. Han skriver om det i sine erindringer I krig og fred fra 2017, og selv om det var absolut frugtesløst, har han helliget omkring 65 (!) sider til bestræbelserne. I sine minutiøse beskrivelser af evindelige rejser og møder med alskens dignitarer tegner han et billede af sig selv som en stor mand med store resultater lige inden for rækkevidde, selv om han igen og igen har været den lavest rangerende og mest ligegyldige politiker i hierarkiet. Og endelig, på side 333, konkluderer han: “At forsøge at skabe fred i Mellemøsten er åbenbart skønne spildte kræfter.” Nogle linjer længere nede skriver han dog også, at vi – altså Danmark – må engagere os af “såvel humanistiske og idealistiske som realpolitiske og økonomiske grunde”. Og det har Per da ret i. Men Lars burde koncentrere sig om Afrika. /Oliver Stilling