Rs/Capital Pictures/Ritzau Scanpix
Så landede der en våbenhvile, en våbenhvile mellem Hamas og Israel. Faktisk landede den allerede i maj 2024 – en stort set identisk våbenhvile – men dengang blev den afvist af Israels regering med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen. I mellemtiden har det israelske militær slået i hvert fald yderligere 11.000 palæstinensere ihjel i Gaza-striben. Det officielle drabstal i Gaza, siden Hamas d. 7. oktober myrdede omkring 1.200 israelere på israelsk jord, er 46.645, heraf en uhyggelig stor overrepræsentation af kvinder og børn.
Våbenhvilen træder først i kraft fra på søndag, hvilket betyder, at palæstinenserne i Gaza ikke skal vide sig sikre de næste døgn. Al Jazeeras korrespondent i byen Deir el-Balah i Gaza skrev tidligt torsdag morgen, at israelske droner og jagerfly har brudt lydmuren i luften over Gaza flere gange og skabt frygt. “I løbet af de forgangne 24 timer er mere end 30 palæstinensere blevet bekræftet slået ihjel i forskellige luftangreb på boliger og civile forsamlinger i Striben. Civile forsøger at tage størst mulige forholdsregler i forhold til sikkerhed ved at undgå åbne pladser eller områder, som kan være forbundet med nogen som helst former for fare.”
Våbenhvilen, som er forhandlet på plads af USA, Qatar og Egypten, består af en række faser. Den første er en våbenstilstand på 42 dage begyndende fra på søndag. Her skal Hamas udlevere 33 af de tilbageværende israelske gidsler, som blevet taget d. 7. oktober 2023, først og fremmest kvinder, børn, gamle og syge. Til gengæld skal Israel udlevere 110 palæstinensere med livstidsdomme samt 1.000 tilbageholdte palæstinensere, som er blevet tilbageholdt fra d. 8. oktober 2023 uden nogen andel i Hamas’ angreb dagen forinden. Grænserne skal åbnes for nødhjælp.
Hvis de første 16 dage af første fase forløber som planlagt, indledes forhandlingerne om fase 2. Her skal Hamas løslade samtlige resterende gidsler, og Israel skal trække sine soldater helt ud af Gaza. Håbet er, at våbenhvilen kan blive til en permanent fredsaftale. Men hvad er ‘permanent’ i det hele taget i Israel-Palæstina-konflikten ud over konflikten selv?
USA’s præsident Joe Biden præsenterede sent onsdag våbenhvilen flankeret af vicepræsident Kamala Harris og udenrigsminister Antony Blinken. Biden sagde, at det er en af de sværeste aftaler, han nogensinde har været med til at forhandle i hus. Ifølge The New York Times var folk fra Bidens efterfølger Donald Trumps hold med til at få de sidste ting på plads, fordi den nuværende regering ville sikre sig, at våbenhvilen også holder, efter at Trump bliver svoret ind som præsident. Som avisen højstemt formulerer det, lidt løst oversat: “Sjældent – om overhovedet nogensinde – har to hold fra en siddende og en kommende præsident tilhørende forskellige partier arbejdet sammen på et så afgørende tidspunkt, hvor amerikanske liv og fremtiden for en ødelæggende krig hænger i en tynd tråd.”
Da Biden var på vej væk fra podiet, spurgte en reporter, hvem der skulle have “æren for våbenhvilen, hr. præsident, Dem eller Trump?” Biden stoppede, vendte sig og spurgte smilende, om det var en joke. Underforstået at det selvfølgelig er hans fortjeneste.
Men det er også Joe Biden og hans regering, der har stået last og brast med Israel. Bomberne, der har regnet ned over Gazas civilbefolkning, er amerikanske bomber, flyene, der har kastet dem, er amerikanskproducerede fly. Det er Biden, som har støttet Israels kamp mod Hamas med milliarder af dollars. Hvad vil eftertiden vægte tungest? Bidens medvirken til det, som FN, Amnesty International og nødhjælpsorganisationer kalder et klokkeklart folkemord, eller at han bidrog til at skabe en pause i folkemordet, han selv havde en andel i?
Det venstreorienterede amerikanske medie Democracy Now bragte forleden et interview med Matt Duss, der er vicedirektør i Center for International Policy og tidligere udenrigspolitisk rådgiver for den demokratiske senator Bernie Sanders. Her gør Duss rede for den bemærkelsesværdige forskel mellem Bidens tilgang til krigen i Ukraine og krigen i Gaza. “Kontrasten kunne ikke være mere slående,” siger han. I forhold til Ukraine har Biden talt varmt for principperne i international ret, herunder landes ret til at forsvare deres grænser. Men i Gaza har Israel igen og igen overtrådt mange af de samme krigsregler, som Rusland er blevet fordømt for i Ukraine. Ifølge Matt Duss har Biden og Det Demokratiske Parti gjort langt større skade på den såkaldte ‘regelbaserede orden’, end Trump gjorde i sin første præsidentperiode. Demokraterne er blevet et krigens parti.
Hvis Donald Trump spiller sine kort rigtigt, vil han fremstå som en fredens mand, en due, Joe Bidens totale modsætning. /Oliver Stilling