Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Stereotyper kan være svære at få bugt med. Som DR også bemærker, afhjælper det fx ikke den gængse forestilling om, at fodboldspillere er dumme, at Manchester City-spilleren Jack Grealish end ikke kan placere sin hjemby på et Englandskort – også fordi han i første omgang har svært ved at se, at der overhovedet er tale om et Englandskort. Ligesom Chelsea-stjernen Cole Palmer, fristes man til at tilføje, heller ikke dribler ubesværet forbi fordommen når han bliver interviewet; lad os bare sige, at hans udtalelser står i skarp kontrast til hans geni på banen.
Sagen er dog, at fodboldspillere ifølge ny forskning udgivet i tidsskriftet PNAS faktisk er ret kloge, og på visse parametre endda er klogere end gennemsnittet. I hvert fald når der er tale om professionelle spillere på højeste niveau. For som Leonardi Bonetti, medforfatter på studiet og forsker i Cognitive Neuroscience ved Aarhus Universitet, også forklarer: “Fodboldspillerne havde meget højere planlægningsevner, men også meget bedre hukommelse, løsning af intelligensopgaver og generel planlægning.”
Heureka! Eller hvad? Altså, noget kunne tyde på, at DR ikke helt køber resultatet. Man har i hvert fald også ringet til den tidligere FCK-profil William Kvist – der i sin spillerkarriere havde ry for at være noget så uhørt som en boglig type – for at høre hans holdning til, at fodboldspillere skulle være klogere end gennemsnittet. Med et grin får han sendt pointen til VAR-eftersyn: “Altså jeg har ikke ligefrem tænkt, at der løber den næste professor rundt. Det tegner måske ikke så godt for samfundet i så fald.”
Om man er en Kvist eller ej, skal man nok passe på med at sidde alt for højt på den grønne gren. Spørgsmålet om, hvorvidt vi er ved at blive kollektivt dummere, fortjener dog alligevel lidt opmærksomhed. Alene det forhold, at diarrémanden Lars Boje Mathiesens populistprojekt Borgernes Parti ifølge en ny måling fra Epinion er tæt på at komme over spærregrænsen, fungerer jo som en tydelig advarsel. Og så er der den samfundskritiske problemstilling, som Politiken har valgt at sætte fokus på med et nyt tema: at stadig færre børn læser bøger, og at mange ligefrem giver udtryk for et aktivt læsehad.
For nu at gøre det kort (og mere læsbart?) er det selvsagt en demokratisk udfordring, hvis udviklingen ikke vendes; vi risikerer jo at producere en generation af selvvalgte analfabeter. Af samme grund råber både forskere og forældre nu op i avisen (betalingsmur). Intet, forældrene forsøger at gøre, ser ud til at virke. Deres børns læselyst er for længst blevet nakkeskudt, og forklaringerne er mange. Der er selvfølgelig det øgede skærmforbrug og det dertilhørende endorfin-rush, bevares, men ifølge eksperterne også den lange række af reformselvmål i folkeskolen: Testregimet, manglen på fysiske bøger og nedprioriteringen af skolebiblioteket har tilsyneladende skabt en giftig cocktail, som har forvandlet læsningen til en dødsyg pligt snarere end et middel til både underholdning og læring.
Den gode nyhed er, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) også er pinligt bevidst om problemet. Ikke mindst fordi han selv døjer med en 13-årig søn, som hader at læse. For som ministeren – og forfatteren til flere bøger, herunder Kloge hænder og Velkommen Mustafa – siger til Politiken: “Min søn sagde, at det værste, han vidste i hele verden, var bøger […] Det kom fra bunden af hans hjerte. Han mener det virkelig. Han mener, at bøger er det værste i hele verden.”
Noget nyt må simpelthen gøres, og Mattias Tesfaye taler da også om flere friske politiske tiltag, som er blevet vedtaget, herunder en større læselystkampagne. Læser man lidt rundt i Politikens dækning, får man imidlertid det indtryk, at (lov)teksterne stadig kan forbedres markant – og at børne- og undervisningsministeren med fordel kan researche videre på emnet. Se fx, om du selv kan spotte forskellen på de her to udtalelser fra hhv. Tesfaye og Simon Skov Fougt, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og national forskningsleder på Pirls, der netop undersøger børns læsekompetencer i 4. klasse:
Tesfaye: “Jeg tror ikke, at nogen bliver klogere og bedre til læsning af at blive testet. Men jeg tror så heller ikke, at der er nogen, der bliver dårligere.”
Fougt: “Nationale tests er noget lort fra ende til anden. Det må du gerne citere mig for”.
Testspørgsmål: Hvorfor vil den socialdemokratiske minister ikke bare indrømme, at indførelsen af nationale tests var en fejl?
Nej, bolden ligger stadig på flertalsregeringens banehalvdel. Om man så skal hive Jack Grealish ind til hjælp, vil vi måske ikke lige anbefale, selvom han trods alt er god til at læse en aflevering. Sikkert er det dog, at vi generelt har brug for endnu flere kloge fodboldspillere, kloge hænder, kloge akademikere, kloge velfærdsansatte, kloge iværksættere, kloge vælgere og (ikke mindst) kloge politikere. Og at rigtig meget godt begynder med læsning drevet af lyst og nysgerrighed, snarere end af test og tvang. For som Immanuel Kant berømt skrev i essayet “Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?” tilbage i 1784: “Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”. Som tingene går, er vi bare atter ved at umyndiggøre os selv. /David Dragsted