De La Pena/Reuters/Ritzau Scanpix
I den seneste udgave af det konservative britiske ugemagasin The Economist optræder pave Frans i hele to artikler. Den ene (betalingsmur) er en morsom anmeldelse af hans himmelske paveligheds nye selvbiografi, Håb. Anmelderen finder den nærmest dødbringende kedsommelig, dels fordi paven åbenbart har insisteret på selv at skrive den, og dels fordi pavestillingen med alle de hensyn, der skal tages, er en svær position at skrive en ærlig bog fra. “Han værdsætter ydmyghed, sin bedstemor, fodbold, Gud og pizza, formentlig ikke i den rækkefølge. Hans største ærgrelse over at være blevet pave er, at han ikke længere kan smutte ud efter en pizza, men i stedet må få den bragt til Vatikanet (‘en noget anden smag’). Han er meget rar, meget venlig og meget, meget kedelig,” lyder dommen.
Den anden artikel (betalingsmur) handler om, at Donald Trumps nye fascistregering modtager modstridende signaler fra Rom. Mens Italiens premierminister Giorgia Meloni som den eneste europæiske statsleder fløj over Atlanten for at deltage i præsidentindsættelsen, lyder der andre toner “fra en anden leder på den anden side af Tiberen”, nemlig paven i Vatikanstaten. I et tv-interview i forrige weekend kaldte han Trumps planer om at deportere alle “illegale” immigranter i USA for en “disgrazia”: “Det går ikke! Man løser ikke ting på den måde!” Og som The Economists skribent anfører, så er disgrazia i de fleste angelsaksiske medier blevet oversat til “disgrace”, selv om “udtrykket på italiensk velsagtens er endnu stærkere. Det kan betyde en ‘tragedie’ eller en ‘ulykke’.”
Og det er det også. Det er sygt, ulykkeligt og uhyggeligt. Washington Post skriver (betalingsmur) mandag, at USA’s nye regering i weekenden anmodede landets udlændingemyndigheder (ICE), om at skrue op for de daglige arrestationerne – fra et par hundrede om dagen til 1.200-1.500 – “fordi præsidenten er skuffet over de hidtidige resultater af sin massedeportationskampagne, ifølge fire personer med kendskab til briefingerne”. Samtidig har ICE i selskab med en række myndigheder (FBI, ATF, DEA, CBP og US Marshals Service) indledt razziaer i Chicago med henblik på at “sikre den offentlige tryghed og nationale sikkerhed ved at holde potentielle farlige kriminelle udlændinge ude af vores samfund”, som det formuleres i en skrivelse fra ICE.
Uden skelen til menneskelige hensyn ønsker at Trump at gøre sine deportationer til et spektakel. Allerede fredag landede to amerikanske militærfly og et civilt fly med 265 deporterede guatemalanere i Guatemala. Tidligere på dagen havde Det Hvide Hus lagt et billede ud på X af mænd i lænker på vej ind i et fly: “Deportationerne er begyndt.”
EU er ikke et hak bedre
Men hvad er egentlig værst – at indføre en menneskefjendsk, dehumaniserende, xenofobisk udlændingepolitik med larm og blinkende lygter, eller at føre den køligt og diskret ud i livet, sådan som det er tilfældet i Europa? ‘Hvis du synes, at Trumps indvandrerpolitik er ekstrem, så kig på EU’s,’ hed det i en overskrift i netmagasinet Politico Europe i oktober sidste år. En række højrefløjsledere fra EU-lande havde netop mødtes for i timevis at diskutere netop deportationer og såkaldte modtagecentre for flygtninge i lande uden for EU. Europas politikere undgår at tale om deportationer, fordi det giver uheldige konnotationer i retning af Nazitysklands koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Så her sender vi bare flygtninge “tilbage” eller “hjem” og opererer med “udrejsecentre”, som om det er en skovtur af en rejse, der venter på den anden side.
Sidste forår vedtog EU-landene Pagten om migration og asyl, som tilforladeligt på hjemmesiden beskrives som “et sæt nye regler for migrationsstyring og oprettelse af et fælles asylsystem på EU-plan, der giver resultater, samtidig med at den er baseret på vores europæiske værdier”. Det fremgår, at man gerne ville sætte fart på “hjemsendelser” af asylansøgere, “der sandsynligvis ikke har behov for beskyttelse, vildleder myndighederne eller udgør en sikkerhedsrisiko”. Pagten skal implementeres i 2026, og alle EU’s medlemslande er blevet bedt om at indsende deres handlingsplaner for, hvordan de hver især vil leve op til pagten, særligt i forhold til den solidaritetsmekanisme, som er en af pagtens centrale punkter: Ansvaret for flygtninge skal fordeles på en ny måde, så der kommer mindre ‘pres’ på landene ud til Middelhavet.
I mangel af et mere dækkende ord er det grundlæggende en disgrazia. Vi indledte dagens tekst med paven. Lad os slutte med biskoppen af Washington, D.C., Mariann Edgar Budde, som i sidste uge talte om at vise barmhjertighed lige op i hovedet på Donald Trump: “Hjælp dem, som flygter fra krigszoner og forfølgelse i deres egne lande, med at finde medfølelse og imødekommenhed her.” Det gælder også i Europa. /Oliver Stilling