I-Hwa Cheng/AFP/Ritzau Scanpix
Markedet er ofte i sine følelsers vold. Faktisk virker det nærliggende at tænke, at denne abstrakte størrelse – som vi åbenbart har accepteret kan påvirke store dele af verdensøkonomien med sine daglige humørudsving – ikke så meget er styret af en usynlig hånd, som af en neurotisk spøgefugl med galopperende koncentrationsbesvær. Hvilket måske også bare er det samme som at sige, at den styres af mennesker?
Mandag var en blodrød dag på børsen for de amerikanske techaktier, og i særdeleshed for chipproducenten Nvidia, der ellers hidtil har kunnet bryste sig af at være verdens mest værdifulde selskab. Sammenlagt blev omkring en billion dollars barberet fra det førende amerikanske techindeks Nasdaq Composite, hvilket fik panikken til at sprede sig som lynild blandt investorer. Nvidia faldt med svimlende 17 pct., og fik dermed fjernet 589 mia. dollar af sin kursværdi – ifølge Bloomberg det største enkeltstående tab på en handelsdag nogensinde. Imens faldt bl.a. også Google og Microsofts aktier markant.
Så hvad var der sket? Hvad kunne udløse så omfattende ramaskrig? Udbruddet af tredje verdenskrig? En pludselig erkendelse af, at klimakrisen udgør en alt for ægte eksistentiel trussel, og at den næres af den løsslupne senkapitalisme symboliseret ved Silicon Valley? Nej, så rationel er markedet selvsagt ikke. Snarere var der tale om noget så uskyldigt som, at den relativt ukendte kinesiske techvirksomhed DeepSeek havde lanceret en ny udgave af sin KI-chatbot kaldet R1. Vel at mærke en chatbot, som er gratis at bruge (og ligefrem er open source), som kan matche OpenAI’s såkaldte o1-model, og som har været langt, langt billigere at udvikle end dens amerikanske konkurrenter.
Ifølge DeepSeek har det blot kostet 40 mio. kr. at udvikle R1; et chokerende lille beløb med tanke på, at OpenAI skønnes at have brugt omkring 700 mio. kr. alene på at udvikle den tidligere (men nu forældede) KI-topmodel GPT-4. Uden at gå alt for dybt ned i teknikaliteterne er det også her, at Nvidia’s drastiske kursfald kommer ind i billedet: Hvad der for alvor har rystet Silicon Valley er, at DeepSeek har brudt med hele forestillingen om, at udviklingen af kunstig intelligens kun er mulig med Nvidias dyreste, mest avancerede og allermest strømslugende grafikkort – og rigtig, rigtig mange af dem. DeepSeek har nemlig brugt markant mindre slagkraftig og nærmest uddateret hardware til at opnå tilsvarende og endda bedre resultater end techgiganter som OpenAI, Meta og Google. Hvilket øjeblikkeligt har dæmpet forventningerne til Nvidias fremtidige chipsalg.
Her kan vi så hoppe hurtigt tilbage til den usynlige hånd og dens ophavsmand, den skotske moralfilosof Adam Smith. Eller, faktisk vil vi slet ikke opholde os ved den famøse usynlige hånd, for trods dens senere ry og rygte fylder den forbløffende lidt i Smiths økonomiske tanker – selv nævner han den kun tre gange i hele forfatterskabet. Det vigtige for Smith var snarere den usynlige hånds modsætning, nemlig suverænens grådige hånd, der brutalt griber ind og forstyrrer alt. Hvilket kan føre os videre til en anden, måske lidt mere brugbar Smith-pointe:
“Forbrug er det eneste mål og formål med al produktion, og producentens interesse bør kun tilgodeses i det omfang, det er nødvendigt for at fremme forbrugerens. Denne maksime er så selvindlysende, at det ville være absurd at forsøge at bevise den. Men i det merkantile system ofres forbrugerens interesse næsten konstant til fordel for producentens; og det system ser ud til at betragte produktion og ikke forbrug som det ultimative mål og formål med al industri og handel.”
Apropos den ovennævnte løsslupne kapitalisme er det nu ikke, fordi vi pludselig vil give Adam Smith ret og uforbeholdent omfavne alle tænkelige forbrugsglæder. Pointen om, at producenten altid må vige for forbrugeren, virker dog temmelig god at få genopfrisket – ligesom den for Smith var afgørende. Det merkantile system, han kritiserer, var nemlig kendetegnet ved en ophobning af materiel rigdom, som ikke kom “almindelige” mennesker til gode. Penge blev snarere forvekslet med rigdom, alt imens hele systemet prioriterede griske handelsmænd og producenter på bekostning af forbrugere, der som resultat måtte betale en unaturligt høj pris for alle varer – bl.a. også på grund af de toldsatser (altså tariffer), som merkantilisterne knuselskede. Sådan skulle det for Adam Smith ikke være. Akkumulationen af rigdom i de stærkestes hænder virkede komplet meningsløs, hvis den sådan blev til et mål i sig selv.
Og det er så her, vi passende kan klippe tilbage til mandagens sortsyn og krisestemning i den amerikanske techindustri.
Som journalist og KI-ekspert Karen Hao også opridser i en glimrende Bluesky-tråd, er der som forbruger og almindeligt menneske nemlig god grund til at juble over DeepSeek. Ikke mindst på grund af den måde, hvorpå den kinesiske techvirksomhed har hevet tæppet væk under Silicon Valleys stædige fortælling om, at den eneste vej frem er at bygge endnu flere datacentre og bruge endnu flere penge for at opskalere den kunstige intelligens. Udover at KI-teknologien endnu mangler at bevise sit reelle værd, har hele den fremgangsmåde omfattende klima- og miljømæssige konsekvenser – for opskaleringen er enormt ressourcekrævende. Nu har DeepSeek imidlertid vist, at der findes en anden og mere sparsom vej. En vej, hvor vi tænker os bedre om og i stedet forsøger at optimere det eksisterende, snarere end hæmningsløst at forurene kloden på KI-producenternes præmisser.
Dermed ikke sagt, at DeepSeek ikke også har sine problemer. Spørger man fx R1-chatbotten om Taiwan eller massakren på Den Himmelske Freds Plads, viser den lynhurtigt, at den stadig ligger under for den kinesiske censur. Så det bliver nok heller ikke DeepSeek, der kommer til at føre menneskeheden ind i den længe lovede digitale oplysningstid. Hvad virksomheden til gengæld kan gøre, er at bryde med de amerikanske techgiganters tiltagende monopol; noget, der kan vise sig at være priceless. Adam Smith ville være taknemmelig for børsblodbadet, og det er vi også. Der skal dog nok lige gå nogle dage, før vi kigger på vores pensionsopsparinger. /David Dragsted