Underprioriterede Arktis

Forsømmelserne er ikke mulige at skjule længere: Gennem årtier har Danmark vendt ryggen til Grønland – og på område for område har relationerne været enten stedmoderlige eller helt ignoreret. Investeringerne fra dansk side har været begrænset til det automatiske bloktilskud, som en form for hold-kæft-bolsje.

Det årelange fravær slår hårdt tilbage nu, hvor hele verdens øjne er rettet mod Kalaallit Nunaat, og den danske regering pludselig har fået travlt med at manifestere Rigsfællesskabet og Københavns overhøjhed. For det er ikke så let at fingere reelt engagement, når virkeligheden er og bliver en anden og mere distanceret historie.

Her på konferencen Arctic Frontiers i den nordnorske by Tromsø, som kalder sig selv for hovedstaden i Arktis, og hvor Føljetons udsendte er til stede nede på stolerækkerne, er Danmark påfaldende fraværende. Blandt alverdens forskere, der til daglig nørder rundt i alt fra accelererede klimaforandringer over geopolitiske forvridninger til oprindelige folks rettigheder, er der stort set ingen dansk tilstedeværelse.

Fra grønlandsk og færøsk side, jo, så er der politisk repræsentation, og Udenrigsministeriets mand i Nuuk er også til stede. Men blandt de videnskabelige oplægsholdere er der larmende tavshed fra dansk side, og SVM-regeringen – som ellers gør mange krumspring i disse døgn for at stimle opbakning sammen – har heller ikke fundet vej til Tromsø.

Kontrasten til både andre lande med kystlinje ud til Ishavet og langt fjernere stater er slående, og ganske nedslående for Danmark. For den iskolde kendsgerning er, at Danmark ikke længere er et førende land inden for forskning i arktiske anliggender. Igen skal det fremhæves, at grønlænderne selv er godt i gang, efter de har hjemtaget netop uddannelses- og forskningsområdet. Men fra dansk side er engagementet gradvist sygnet hen.

Målt på udforskning, grundvidenskab og dataindsamling er Danmark ikke længere en stormagt i Arktis. Som i så mange af livets anliggender må Danmark efterhånden henregnes til en småstat, som alt for sent har fået øje på, hvad der sker lige rundt om ørerne på os.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan flyve nok så meget rundt til Berlin, Paris og Bruxelles og ved hjælp af foto-diplomati forsøge at skabe et billede af europæisk sammenhold mod USA’s nye præsident Trump og det neokoloniale erobringstogt i Grønland. Men offensiven kommer lidt sent.

Det høje nord

Symbolsk valgte Københavns Universitet i 2016 at lukke for optaget af nye studerende på ‘Eskimologi og arktiske studier’, officielt af sparehensyn, men i lige så høj grad fordi de vilde omvæltninger, der sker i de vidstrakte områder i og omkring Grønland, åbenbart ikke rigtigt interesserer så mange i Danmark.

Selvom studiet senere er blevet genåbnet i en noget nedskaleret udgave under det nye navn ‘Grønlandske og arktiske studier’, er forløbet afslørende: Grønland og Arktis ligger tydeligvis nederst i hierarkiet, når det kommer til videnskabelige satsningsområder. Og det står vel at mærke i skærende kontrast til udviklingen i andre lande: Fra Canada over Rusland til ikke-arktiske stater som Sydkorea er der blevet skruet op for den arktiske forskning.

Nysgerrigheden drives frem af en simpel, men ganske skræmmende dynamik: De turbulente forandringer i det globale klima, som forårsages af menneskeskabte drivhusgasudledninger, sker allermest voldsomt i Arktis og hele den øde region rundt om Ishavet. Her stiger temperaturerne op til fire gange så hurtigt som de fleste andre steder på jordkloden, og det er tilmed også herfra at de mest omvæltende dynamikker tager sit udspring i form af stigende vandstand.

Hvis man vil forstå klimaforandringerne, og hvis man vil være i stand til at forudsige, hvordan vejrlig, artsmangfoldighed og selv naturressourcer ændrer karakter og værdi, så er det høje nord i dag stedet, hvor de mest videbegærlige søger hen. Altså bortset fra danskerne.

Norges statsminister Jonas Gahr Støre har ikke svært ved at tage værtskabet på sig. Under konferencen Arctic Frontiers, som også er et norsk prestigeprojekt, gør både Gahr Støre og udenrigsminister Espen Barth Eide et stort nummer ud af, at udveksling af viden på tværs af grænser er den klogeste måde at fastholde Arktis som et lavspændingsområde.

Tankevækkende nok nævnes det mest som en afledt effekt af Ukraine-krigen i den danske regerings seneste ‘Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi’. Som i et forvredet kalejdoskop er Arktis reduceret til et appendiks, for som det hedder:
“Krigen i Ukraine har afledte konsekvenser for regionen. Mest markant er samarbejdet i Arktisk Råd sat på pause.” Og videre: “Vi vil arbejde for at sikre, at Arktis ikke bliver en skueplads for konfrontationer med oprindelse andre steder i verden.”

Sort samvittighed

I praksis har skiftende danske regeringer haft blikket rettet alle andre steder hen. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik har handlet om, at Danmark skulle gøre sig til i verdens storpolitiske brændpunkter – fra Irak over Afghanistan til Libyen – mens Kongerigets eget territorium har ligget mere eller mindre glemt og gemt hen.

Stik modsat har Norge i de senere år opprioriteret “Nordområdet”, som Arktis kaldes i norsk politik – og den socialdemokratiske statsminister Jonas Gahr Støre var selv med til at udpege forandringerne mod nord som det vigtigste udenrigspolitiske satsningsområde for over 20 år siden.

Ret beset ligger store dele af Norge også nord for polarcirklen, og byen Tromsø er i sig selv verdens nordligste mini-storby. Og nok så væsentligt: Nordmændene har masser af penge, som tilmed er blevet suget op fra undergrunden i form af olie og gas, fossil energi.
Man kan bestemt argumentere overbevisende for, at Norge – om nogen – burde investere i klimaforskning, og som et mindstemål være med til at kortlægge og beskrive, hvad afbrænding af deres egne oliemilliarder allerede har forårsaget af ødelæggelser på natur, miljø og biodiversitet. Men det gør Norge så faktisk også, skønt det kan fremstå hyklerisk.

Værre end hykleri er dog ligegyldighed. Nordmændene har erkendt, trods alt, at de har et ansvar og tør derfor også lade klimaforandringer være omdrejningspunktet i deres udenrigs- og sikkerhedspolitik. Igen er kontrasten til Danmark slående.

Den fundamentale årsag til Trumps imperiale interesse i Grønland, nemlig opvarmningen af Ishavet som følge af den globale drivhuseffekt – og dermed åbningen af hurtige sejlruter fra Asien til Europa og det østlige Amerika, samt nye potentialer for råstofudvinding – nævnes ikke rigtigt fra dansk side. Næppe fordi man ikke ved det, men snarere fordi man formentlig frygter, at Trump kun vil gå endnu mere bersærk, hvis man nævner klimaforandringerne.

Den barske realitet er blot, at det er afbrænding af fossil energi og udledning af drivhusgasser, som har skabt den aktuelle krise i Arktis, ikke Donald Trumps trusler. Desværre har regeringen i København svage forudsætninger for at bringe de ubekvemme sandheder frem, simpelthen fordi Danmark i alt for mange år har kigget væk og ladet Grønland sejle sin egen sø. /Lars Trier Mogensen