“Verdens mest bæredygtige” modeuge planlagde at flyve sine gæster fra København til Aalborg og retur igen for ét enkelt show: “Det tyder på, at champagnefesten ikke er slut endnu”

I sidste uge var det atter modeuge. Højtiden for kindkys og champagne, tynde modeller på catwalken og avantgarde fashionistaer i det københavnske bybillede.

Men jeg synes, vi denne sæson skal begynde et andet sted. Hvor jeg sluttede sidst.

Jeg rundede nemlig forrige reportage om Copenhagen Fashion Week i Føljeton af med ordene:

“Måske modeugen rent faktisk er blevet bæredygtig, når vi om et halvt års tid mødes igen?”

For det er spændende, det dér med bæredygtighed. Det synes modeugen også selv, og derfor arbejder den strategisk med at trække branchen i en grønnere retning, lyder det på organisationens hjemmeside.

Det er den faktisk så dygtig til, at British Vogue kalder København for “verdens mest bæredygtige modeuge”. En artikel, som modeugen selv deler på sin Instagram-profil.

Den grønne strategi lader til at virke. Endda så godt, at den har fået vores lille hovedstad på verdenskortet. I stedet for kun at tale om de fire store modeuger eller ‘the big four’ – Paris, Milano, London, New York – er man internationalt begyndt at tale om ‘the big five’, hvor København altså er den femte som følge af sine bæredygtighedsanstrengelser.

Men er Copenhagen Fashion Week virkelig verdens mest bæredygtige modeuge, eller er det for godt til at være sandt?

For at se, om jeg kan få svar på mit spørgsmål, er jeg endnu engang taget til modeuge i København, hvor der denne sæson vises Autumn/Winter 2025-kollektioner. Det vil sige det tøj, man vil kunne købe i butikkerne i det kommende efterår.

Med flyet til Aalborg

I en parkeringskælder under Ofelia Plads drøner høje, tynde og travle karrierekvinder forbi i stramt komponerede, klassiske, men kontemporære outfits designet af Forza Collective. Nogle i hvide skjorter, sorte slips og grå nederdele, andre i elegante jakkesæt asymmetrisk stylet med sort-, beige- og pinkmønstret kunstpels. Der er også dyrt draperede sorte og lyseblå, en slags lys himmelblå, aftenkjoler, som om de nu er på vej til middag i en kosmopol, der ikke er København. Og så en showstopper: En knaldrød, smukt draperet aftenkjole med slæb båret af model Maria Palm.

Det største modeshow findes dog sjældent på catwalken, men blandt gæsterne, som ude foran Forza-showet hopper rundt foran knipsende kameraer og poserer i mærkværdige munderinger.

Og denne modeuge florerer en særlig historie.

Længe inden, flere måneder før modeugen begynder, modtager jeg et tip om, at Copenhagen Fashion Week vil flyve alle deres officielle gæster til Aalborg og retur igen for at se ét enkelt show: Stine Goya, der lige nu udstiller på Kunsten Museum of Modern Art i den nordjyske by.

Et tip, jeg får bekræftet fra flere personer, der uafhængigt af hinanden kan berette om beslutningsprocessen. Et par uger før modeugen går i gang, får jeg dog at vide, at man har ændret planer: Nu skal gæsterne med tog i stedet.

Og det er da også en historie, der har vandret i det åbne blandt modeugens gæster.

“Jeg har hørt, at det (flyrejse, red.) på et tidspunkt var på tapetet,” siger Cathrine Leth Damgaard, redaktør hos Eurowoman. “Men lige pludselig skulle de med toget.”

Ifølge Google Maps vil turen formentlig tage mindst 10 timer med tog alt i alt. Til sammenligning varer et show typisk 10 minutter. Men jeg hører, at der også bliver afholdt en middag.

I rolige omgivelser

Ude foran teatret Republique på Østerbro står jeg i kø – sammen med Lotte Freddie i øvrigt – for at komme ind og se Henrik Vibskov. Lotte bliver lukket fluks ind, mens jeg får at vide af hende, der står i døren, at hun skal tale med mig. Og så bliver jeg placeret i et hjørne ved indgangen i en slags skammekrog.

Her får jeg lov at se på, at den ene gæst efter den anden bliver lukket ind. Til sidst vender dørvogteren sig imod mig og gør det klart, at jeg gerne må komme ind, hvis jeg dækker showet for Føljeton – men ikke hvis jeg dækker det for Danmarks Radio.

Jeg dækker ikke noget for DR. Til gengæld bliver jeg denne modeuge fulgt af tv-stationen til et afsnit af klimaprogrammet Jorden kalder. Ved Republique er kameraholdet dog slet ikke til stede, for det var blevet afvist på forhånd i en mail. Begrundelsen lød på pladsmangel, hvilket retfærdigvis er et større problem under vintermodeugerne, hvor alle shows foregår indendørs, end det er om sommeren.

Det bemærkelsesværdige ved optrinnet er dog nu, at jeg som ene person gerne må komme i kraft af Føljeton, men ikke i kraft af DR’s klimaprogram.

I en mail uddyber Henrik Vibskov, at forklaringen om pladsmangel skyldes et lovgivet sikkerhedskrav om, at der kun må være 420 siddende gæster i salen. Ligesom kun ganske få måtte filme ved showet efter at have modtaget et sikkerhedskursus fra forestillingsstedets sikkerhedschef.

“Vi tager gerne en snak med dig og DR omkring bæredygtighed i rolige omgivelser, da det er et vigtigt og seriøst emne,” skriver Henrik Vibskov videre.

Tilbage ved teaterindgangen svarer jeg, at jeg dækker modeugen for Føljeton, og får dermed lov at komme ind i salen. Her er tilskuerne allerede blevet placeret på stolerækker vendt mod scenen.

Tæppet går op, og til syne kommer et enormt spisebord fra en allerede afholdt middag, fyldt med beskidte tallerkener og tomme vinglas. Det har tilsyneladende været en god aften, og festen fortsætter med modeller i farverige, neonstribede outfits samt høje hatte med små ører. Der er livemusik af bandet Hess Is More, som Henrik Vibskov selv spiller med i – også i dag – og modellerne bevæger sig rundt og rundt om bordet. Senere kravler de også op på det, sådan som gode fester slutter.

En modeuge i panik

Til gengæld har både jeg og DR modtaget invitationer til Han Kjøbenhavns show i Tap1 på Amager. Før vi får set os om, bliver de dog trukket tilbage igen. DR er udtrykkeligt ikke velkommen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det også gælder mig, så jeg ringer Han Kjøbenhavns direktør Daniel Søndergaard Hummel op.

“Det må være en systemfejl,” siger han. Også selvom invitationen blev trukket tilbage på en mail skrevet af et menneske. “Jeg sørger for, at I får den igen,” fortsætter han, og tilbyder at sætte et interview op med Han Kjøbenhavns designer Jannik Wikkelsø i forbindelse med showet.

Et par timer senere ringer direktøren mig op, og trækker i land i forhold til DR. Han understreger, at jeg altså er velkommen. Daniel Søndergaard Hummel ønsker bare ikke, at Han Kjøbenhavns show skal “være baggrund for et kritisk klimaprogram” på DR. Til gengæld vil han – ligesom Henrik Vibskov – gerne tage en snak om emnet, hvis det foregår i rolige omgivelser på modebrandets eget kontor.

Snart bliver jeg også kontaktet af en brancheperson, der fortæller mig, at “modeugen er i panik”. Brands bliver angiveligt advaret imod at invitere mig og DR til deres shows. En højt placeret ansat hos et større brand på modeugen fortæller, at det er modeugens direktør Cecilie Thorsmark, der personligt ringer rundt med advarslen. En designer fra et andet stort brand bekræfter og beretter, at alle brands bliver advaret. Flere andre brands afviser dog at have hørt noget.

Tak for snakken

Ude foran Tap1 på Amager står flere hundrede mennesker i kø til at komme ind og se Han Kjøbenhavns show. Jeg spotter modeugens direktør Cecilie Thorsmark og skynder mig at fange hende, før hun forsvinder i mængden. For jeg vil selvfølgelig gerne spørge hende, hvorfor hun forsøger at udelukke den frie og kritiske presse fra at deltage i modeugen.

Hvorfor må vi ikke komme til modeugen?

“Jeg vil rigtig gerne tale, hvis vi aftaler et tidspunkt,” siger Cecilie Thorsmark.

Hvorfor må vi ikke komme til modeugen?

“Tak for snakken.”

Kilder siger, at de har talt i telefon med dig personligt, og at du siger, vi ikke må komme.

Her bryder sanger og influencer Saint Clara, som Thorsmark står sammen med, ind og beder os om at gå.

Hvad har du at skjule?

“Jeg vil gerne snakke med dig, jeg har lavet mange interviews med dig, og det vil jeg rigtig gerne igen,” svarer Thorsmark.

Hvordan tænker du, at det ser ud?

“…”

Hvad så med, at I ville flyve jeres gæster til Aalborg?

“Vi tager toget.”

I ville jo først flyve?

“Vi tager toget frem og tilbage”.

Jeg har flere kilder, der siger, at I først ville flyve.

“…”

Du vil ikke tale med os?

Herfra får jeg ikke flere svar ud af Cecilie Thorsmark, der allerede er på vej væk og ind til showet.

Den dårlige stemning fortsætter inde hos Han Kjøbenhavn, som fylder Tap1 med hård techno og hardcore outfits, der minder om Balenciaga, men mørkere og mere dystert. Besynderlige skabninger med brede, spidse skuldre og Rick Owens-inspirerede ben – hvor støvlen går langt op over knæet og skaber sådan en klumpfodet fornemmelse – bevæger sig igennem mørket. Indhyllet i tåge kommer en nattens dronning, en zombiebrud i en flænset bleg kjole. Det er u-hyg-ge-ligt!

Er det nødvendigt?

Det var altså ikke mange ord, man kunne lokke ud af modeugens direktør. En, der til gengæld er nem at få i tale, er anti-greenwashingspecialist Tanja Gotthardsen. Hun mener ikke, at det giver mening at kalde den københavnske modeuge mere bæredygtig end andre, sådan som Vogue gør det.

“I så fald ville man skulle kunne afdække, om alle modeuger globalt i deres livscyklusser og værdikæder er bedre eller værre end København,” siger hun. En dokumentation, der ikke indgår i Vogues artikel.

“Når man tænker på, at der er modeuger i hele verden, så er det noget af en opgave, især fordi der findes modeuger steder, hvor man ikke har en lige så forbrugende kultur, som vi har.”

Men noget må modeugen vel gøre, for den har hele 19 bæredygtighedskrav, som den stiller deltagende brands?

“Bæredygtighed er en absolut, så at tale om mest eller mere bæredygtig giver ikke mening. Det ville give bedre mening at tale om en mere eller mindre belastende modeuge.”

Hvad tænker du om, at modeugen først planlagde at flyve folk fra København til Aalborg og retur igen?

“Man sidder fast i en forestilling om, hvor konsekvensløst man kan være til stede i verden, hvor ikke engang det at losse folk ombord på et fly er noget, man kan se et problem i. Det er da tankevækkende,” siger Tanja Gotthardsen. “Det tyder på, at champagnefesten ikke er slut endnu.”

Modeugens gæster endte som nævnt med at tage toget. Men også det har en klimaomkostning og er derfor noget, man kan sætte spørgsmålstegn ved, mener Tanja Gotthardsen:

“Er det nødvendigt for at have en succesfuld modeuge?” spørger hun. “Det er i virkeligheden meget sigende for, hvor man står bæredygtighedsmæssigt, for flyture og lange togrejser burde være lavthængende frugter.“

Det eneste show, som DR’s Jorden kalder lykkes med at få adgang til, er Fine Chaos’. Et brand, der bygger på fortællingen om en ny verden opstået fra asken af den gamle. Et univers, der – vil nogen måske mene – ser realiteterne i øjnene, taler til tidsånden og ikke frygter samtalen. Skræmmende, men betryggende. Forhåbentlig er det en advarsel og ikke en forudsigelse.

 /Mikkel Lind Sorgenfrey

 

Mikkel Lind Sorgenfrey er kultur- og modejournalist.