Det næste galmandsværk

Vanviddet driver ned ad væggene i Det Hvide Hus. Den seneste udmelding fra USA’s præsident Donald Trump er ultimativt forrykt: “USA vil overtage Gazastriben, og vi vil også gøre et stykke arbejde med den,” sagde han natten til onsdag, dansk tid, på en pressekonference, flankeret af Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

Den nye fantasi-forestilling fra Trump er, at befolkningen i Gaza-striben – på godt to millioner mennesker – skal tvangsforflyttes til andre lande, og at USA dernæst skal overtage og udvikle det menneskeligt martrede og sønderbombede område til at blive en ny “riviera”.

Selvom det ikke er første gang, at Trump taler om at deportere palæstinenserne til andre lande, og selvom han også tidligere har fantaseret om muligheden for at bygge strandhoteller i Nordkorea, tager det seneste gøglebillede om Gazas fremtid alligevel prisen som det skøreste påfund til dato. Hvis han ikke var øverstkommanderende for USA’s militær, ville rablerierne være komplet til grin.

I en særegen blanding af infantil naivitet og skruppelløs brutalitet forestiller Donald Trump sig tilsyneladende, at han kan løse verdens mest indgroede, komplicerede og blodige konflikt ved hjælp af gemen boligspekulation. At han kan udnytte USA’s enorme militærmagt til at rydde vej for simpel ejendomsudvikling:

“Jeg synes, de bør få et godt, friskt og smukt stykke land, og vi finder nogle mennesker, der kan stille penge til rådighed for at bygge det, gøre det pænt og gøre det beboeligt og behageligt,” sagde Donald Trump – næsten som om han har levet i en afsondret parallelverden i de senere år, helt uden kontakt med virkeligheden.

Flere gange slog præsidenten fast, at befolkningen i Gaza slet ikke har noget valg eller medbestemmelse: De skal bare flyttes. Med militærmagt. Sådan lyder præmissen for Donald Trump – stik imod enhver folkeret og eksisterende aftale. Og ikke mindst lodret imod palæstinensernes egen vilje og ret til fortsat at leve i og på deres eget, historiske land. Og ydermere i total modstrid med de omkringliggende arabiske stater, som aldrig har ønsket at lægge land til palæstinenserne.

Den nye fatamorgana om Gaza er en bizar vildfarelse, som næppe er set magen fra en statsleder i noget land, siden i hvert fald trykkekunstens udbredelse i 1440. Siden menigmand begyndte at kunne læse, har det været vanskeligt at kolportere så skøre og løsagtige idéer. Indtil nu.

Ud af boksen

Reaktionerne vælter ind fra hele verden. Hovedrysten. Men opstandelsen er alt sammen bare småting, blot praktiske detaljer for Trump:

“Jeg tror, at selvom de siger nej, så tror jeg, at kongen i Jordan og generalen i Egypten vil åbne deres hjerter og give os den jord, vi har brug for. Folk kan leve i harmoni og fred,” sagde Trump om udsigterne til at indgå en studehandel med Jordans kong Abdullah 2. og Egyptens diktator Abdel Fatah al-Sisi.

Trump har dog én ven: Israels premierminister Benjamin Netanyahu, som er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol og mistænkt som krigsforbryder. Han har god grund til at glæde sig over den utilregnelige galskab.

Selvom Netanyahu udmærket ved, at Trumps tankespind ikke har gang på jorden, er han tydeligvis også klar over, at magtskiftet i Washington D.C. er det bedste, som er sket for den israelske højrefløj i årtier. For pludselig kommer selv Benjamin Netanyahus yderligtgående linje til at fremstå næsten moderat.

Hegnspælene rykkes. Ved siden af Donald Trump kommer alle til at virke mere afbalancerede, pragmatiske og kompromissøgende, uanset hvor ekstreme de end er. Den første og for Benjamin Netanyahu nok også vigtigste faktor er således, at rammerne for, hvad der kan ske med Gaza, er blevet sprængt.

Når Trump kan foreslå noget så gakket og skruptosset som en ny amerikansk invasion i Mellemøsten – og tilmed tegne et drømmesyn om at ville bygge et luksus-badeland i Gaza – bliver det kun mere sandsynligt, at Israel vil kunne få rygdækning til at sætte sig tungere igennem, og i hvert fald forhindre dannelsen af en palæstinensisk stat, som omfatter Gaza-striben.

Sammenlignet med Donald Trump er Benjamin Netanyahu ikke længere den allermest krigeriske og imperialistiske magtmand, og skønt det kan lyde som en kynisk relativisering, så er det ikke desto mindre sådan storpolitik fungerer. Trump har forskubbet hele terrænet for, hvad der kan ske i både Mellemøsten og resten af verden. Ikke fordi hans egne forslag vil blive gennemført, men fordi hidtil yderligtgående idéer pludselig bliver mere mainstream.

Benjamin Netanyahu forstod da også at spille Donald Trump som et klaver. Israels premierminister gjorde det, som alle ved virker bedst på USA’s nye præsident, men som kun få er i stand til, nemlig at smigre Trump. Fedte for ham. Tale beundrende og tilbedende til ham og mere end antyde, at han er et miskendt geni.

“Din villighed til at tænke ud af boksen med friske idéer vil hjælpe os med at opnå alle disse mål,” sagde Netanyahu direkte til Trump, som blev kaldt for “den bedste ven, Israel nogensinde har haft i Det Hvide Hus”.

Ude af sind

Uden at kommentere alt for specifikt på Gaza-planerne, brugte Netanyahu alt krudt på at tale Trump op, og denne underdanige form for benovelse må siges at være effektiv, ikke mindst fordi den udskældte premierminister satte trumf på ved at sige: “Og det er derfor, Israels befolkning har så stor respekt for dig.”

Helt banalt og psyko-infantilt er en sådan hengivenhed og imponerethed alt, hvad Donald Trump angler efter. Og Benjamin Netanyahu evner at læse ham som en børnebog. Netop derfor er det langt fra usandsynligt, at USA’s præsident vil fortsætte ud af sit nye vildspor. For her er for alvor en mulighed for at udvirke noget grandiost, noget historisk transformativt.

Til gengæld kan Trumps seneste grille med Gaza vise sig at fjerne fokus og lette presset et helt andet sted: Erobringstogtet mod Grønland kan meget vel være sat på pause, næsten lige så hurtigt som det hvirvlede kaotisk forbi – og skabte panik i København og Nuuk. Måske har Donald Trump allerede glemt alt om, at USA’s territorium skulle udvides mod nord, nu hvor han i stedet har kastet sig over et endnu mere umuligt projekt?

Koncentrationsevnen, Trumps “attention span”, er flygtig, og det kan vise sig at blive sigende for Trumps anden præsidentperiode, at han konstant og forbigående vil foreslå vilde omvæltninger, som i nogle døgn vil alarmere alverden og dominere nyhedsfladerne, for så at fuse ud igen og forsvinde som en ond drøm, der endegyldigt fordufter, når det næste raseriudbrud begynder.

Problemet er dog, at ingen kan vide sig sikre. Det er stadig alt for tidligt at udelukke, at Donald Trump rent faktisk vil annektere Grønland, og endnu mere usikkert, hvad USA’s militære planer reelt er i Mellemøsten. Det eneste givne er, at Trump har både reelle og formelle beføjelser til at beordre den amerikanske hær til at angribe eller intervenere overalt på kloden, fra time til time.

På skræmmende kort tid har USA forvandlet sig til en fejlslagen stat, som nu regeres både egenrådigt og hovedløst. Og selvom Gaza-fantasien om muligt er mere konfus end Grønland-togtet, tyder intet på, at dårskaben skulle være kulmineret. Trump går kun fra det ene galmandsværk til det endnu værre. /Lars Trier Mogensen