Hvem rydder op i tøjørkenen?

Ecodesign. CSDDD. CSRD. Produktsikkerhed. Forbud mod tvangsarbejde. Under den seneste – og uden tvivl mere grønne – Kommission har EU forsøgt at stille større og mere omfattende krav til mode- og tekstilindustrien, der hidtil har været den næstmest forurenende i verden. Den kræver uanede mængder vand og pesticider, og tekstilerne hober sig op i bunker, som alle andre end producenterne selv skal tage sig af. Tøjet ender i ørkener så store, at de kan ses fra rummet. I 2019 eksporterede EU 1,7 mio. ton tekstilaffald, ofte til de fattigste lande i primært Afrika og Asien – hvad der svarer til godt en fjerdedel af det europæiske forbrug, og typisk det tøj med lavest kvalitet.

Modeindustrien var en central del af den grønne klimaaftale Green Deal, der blandt andet satte nye mål for genanvendelighed, herunder med en strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler. Kommissionen har med andre ord haft travlt med at regulere en industri, der ikke har formået at rykke sig selv.

Størstedelen af kravene er først lige begyndt at blive implementeret. Det gælder eksempelvis den store aftale om bæredygtighedsrapportering CSRD, der blev vedtaget for to år siden. Aftalen kræver, at virksomheder indrapporterer deres arbejde med blandt andet miljømæssig og social bæredygtighed og indføres gradvist. Fra sidste år omfattede den kun de største virksomheder. I år er det de ‘øvrige store’ virksomheders tur, fra 2026 de små og mellemstore, og så fremdeles. Der går således flere år, før vi er nået hele vejen rundt.

Virksomhederne er stadig ved at vænne sig til en verden, hvor de skal rapportere deres performance på tusindvis af nøgletal. “Rapportering er blevet en industri”, skriver den amerikanske ESG-rådgiver Kenneth Pucker, der godt nok er kritisk over for de mange lovkrav, men samtidig illustrerer det dilemma, modebranchen står i: Hvis reguleringen fortsætter i samme tempo som i dag, vil modeindustrien “fortsætte med at levere endnu mere planetarisk skade, mens konsulenter, advokater og revisorer vil juble”. Hvis man udvander reglerne, gør man kun ondt værre: “Det [vil] sandsynligvis mindske den administrative byrde, men det vil ikke få industrien til at ændre adfærd.”

Forsimplet forenkling

På den ene side har branchen efterspurgt flere bæredygtighedskrav. Men er man sikre på, at mere rapportering nødvendigvis er svaret? Hvis man spørger den nye Kommission, har byrden i hvert fald taget overhånd. Den står nemlig allerede – midt i al implementeringen – klar til at rulle en stor del af de krav, der blev vedtaget under Green Deal, tilbage. Efter planen skal Kommissionen den 26. februar præsentere den første del af et nyt omnibusdirektiv, der skal “modernisere” reglerne og fjerne mindst 25 pct. af virksomhedernes rapporteringskrav inden sommer.

Modernisering skal forstås som deregulering, som man kunne forstå på EU’s konkurrencekompas, der blev lækket i januar. Da lovforslaget endnu ikke er præsenteret, ved ingen virksomheder præcist, hvor reduktionskravene vil ramme. Men hvad de ved, er, at de hidtidige grønne krav til virksomhederne står til at blive udvandet.

Både virksomheder og menneskerettighedsorganisationer har sendt åbne breve til EU-Kommissionen om, at omnibusdirektivet skaber usikkerhed hos virksomhederne. Det kan udfordre “fremdriften omkring virksomheders bæredygtighed og bæredygtig finansiering i EU” og “utilsigtet stille virksomheder, der allerede har investeret betydeligt i forventning om lovkrav, dårligere”, lyder det.

Flere eksperter siger til Føljeton, at virksomhederne er på bar bund om fremtiden for de regler, de netop har skullet lære at tilpasse sig. “Det er ikke gode nyheder, at tingene bliver strømlinet, da [flere af aftalerne] tog lang tid at få vedtaget og var noget udvandede i forhold til deres oprindelige versioner,” skriver Morgane Veillet Lavallée, seniorresearcher i tænketanken Circle Economy. “Det er også bekymrende, at rapporteringskravene til tekstilvirksomheder potentielt bliver færre, når cirkulariteten langs værdikæden allerede er uigennemsigtig, og det er svært at få fat i data.”

Omnibuspakken ser ud til at blive den første i en bølge, der måske kaldes en “forenklingsrevolution”, men også beskrives som det seneste af flere grønne tilbageslag fra Kommissionen – ligesom EU-Rådet allerede i sommer nedprioriterede miljø og klima i de strategiske prioriteter. Også interesseorganisationen Finance Watch advarer mod, at deregulering synes at være en tendens, der ikke fjerner modebranchens problemer, men kun skaber mere usikkerhed.

Revisorerne vinder

Marie Busck er bæredygtighedschef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, der også er en del af den europæiske paraplyorganisation Eurotex. De mange nye regler, mode- og tekstilindustrien bliver underlagt, har gjort det “svært at gennemskue, hvilke præcise dokumentations- og rapporteringskrav der kommer, og hvordan de hænger sammen på tværs. I dag oplever mange virksomheder, at kravene strider i mange retninger,” siger hun til Føljeton.

“Hvis vi ser fire år frem, hvor vi regner med, at meget af det her falder på plads, bliver dokumentationsbyrden ekstrem for en lille virksomhed, som har 20 ansatte, men som sælger til eksempelvis Zalando og dermed er eksponeret mod mange europæiske markeder. Især CSRD indeholder mange målepunkter, men også sådan noget som ecodesign-forordningen vil komme til at stille mange krav. Især er vi bekymrede for den compliance-byrde, der ligger på små og mellemstore virksomheder.”

“Vi risikerer reelt at drukne den europæiske branche i krav og papirarbejde, mens Shein og Temu og de andre oversvømmer markedet. Lige nu sælger revisionshusene dyre pakker til mange virksomheder og ansætter helt vildt. Fordi det er så teknisk, er der næsten ingen, der kan klare det alene. Det driver vækst og forandring i revisionsbranchen, men måske ikke i virksomhederne. Det er heller ikke særlig hensigtsmæssigt.”

Men de mange krav er også nemme at kritisere, siger Marie Busck.

“Derfor skal man heller ikke trække rapporteringslovgivningerne fra CSRD tilbage. Vi er nødt til at få løftet barren og have fælles regler på tværs af EU. Branchen har ikke formået at flytte sig i det tempo, som den skal af sig selv ad frivillighedens vej. Der skal lovgivning til. Rapportering i sig selv flytter ikke nødvendigvis forandring. Men man skal vide, hvor man står, før man kan finde ud af, hvor man skal flytte sig hen. Det giver transparens og ikke mindst mulighed for investorer at se, hvilke virksomheder der performer bedre end andre på miljøområdet.”

“Selvom loven først er trådt i kraft nu, er der allerede blevet kastet mange ressourcer i at prøve at forstå, hvad vi skal gøre. 2024 var det første år, virksomhederne har været igennem CSRD-kravene, og rapporterne kommer først nu her i starten af 2025. Så på sin vis har vi jo ikke engang prøvet det endnu. Det er vigtigt, at vi stopper op og ser på, om det er det rigtige, vi gør. Men det er ikke ensbetydende med, at det skal trækkes tilbage. Det er vigtigt med fælles lovgivning på ESG-området, for så skal man som virksomhed skal man ikke debattere med sig selv, om det er godt eller skidt. Det er bare den måde, virksomhederne skal til at arbejde på.” /Emma Louise Stenholm