Nyhedsanalyse

Højre om

Polens premierminister Donald Tusk lægger sig ud med Kommissionen i spørgsmålet om EU’s nye asyl- og migrationspagt.

Adam Warzawa/EPA/Ritzau Scanpix

Donald Tusk har altid været imod Polens nationalistiske højrefløj og argumenteret for mere samarbejde i EU – men aldrig for åbne grænser. Tværtimod. Da flygtninge i 2015 gik over de danske motorveje, og EU kaldte antallet af asylansøgere i Europa en migrationskrise, sagde den tidligere formand for Det Europæiske Råd, at “kaosset” aldrig skulle gentage sig. De ydre grænser skulle styrkes, og siden han i 2023 blev valgt som Polens premierminister, har han yderligere skærpet retorikken: Med et præsidentvalg på trapperne den 18. maj er en hård linje på migration blevet hans våben. I store træk kopierer modstanderne i partiet Lov og Retfærdighed (PiS) og beskyldes samtidig for at gå endnu længere end sine egne partikolleger.

I sidste uge fremlagde Tusk sine prioriteter for Polens nuværende EU-formandskab, der har migration øverst på dagsordenen. “Polen vil ikke implementere på en måde, der vil indføre yderligere kvoter af immigranter i Polen,” sagde Tusk fredag på et pressemøde og gik således direkte imod Kommissionen og den nye asyl- og migrationspagt, som EU’s medlemslande skal implementere fra næste år: “Vi er klar til at samarbejde med alle om at beskytte Europa mod illegal migration. Men Polen vil ikke påtage sig yderligere byrder. Vi har allerede påtaget os mere, end nogen kunne have forestillet sig for bare få år siden.”

Med pagten, der har været flere år undervejs, og hvor flere detaljer endnu ikke er færdigforhandlet, er EU-landene blevet enige om at fordele ansvaret for asylansøgere på det, Kommissionen kalder en “fair og stram” måde. En ny obligatorisk solidaritetsmekanisme skal give de europæiske regeringer mulighed for at tage imod et antal asylansøgere eller betale sig fra ansvaret ved enten at betale et økonomisk bidrag eller yde teknisk støtte til de andre lande. Nærmest det, Tusk faktisk foreslog i sin tid som formand for Det Europæiske Råd – mere omfordeling – og som fik hans modstandere til at kalde ham “antieuropæisk”.  Nu er det ham, der står på den anden side og mener, at de ukrainske flygtninge, som Polen har taget imod, er for mange.

Nye knudepunkter

Flere EU-lande har med Danmark i spidsen diskuteret “innovative” løsninger på, hvordan man kan nedbringe antallet af asylansøgere og opfordret til et “paradigmeskifte” i udlændingepolitikken. For et par dage siden kom de første tegn på, at den slags idéer ikke er forbeholdt enkelte medlemslande – som den danske regerings forslag om et samarbejde med Rwanda eller Italiens allerede realiserede udrejsecenter i Albanien, der trods sin korte levetid allerede har mødt store juridiske problemer.

Ifølge et lækket referat fra et uformelt møde i Warszawa fredag er planen, at Kommissionen vil inkludere udrejsecentre i tredjelande – eller på engelsk “return hubs” – i et kommende lovforslag. Det nye er ikke tanken, som flere EU-lande altså allerede har barslet med, men at det formuleres af Kommissionen – der selv har vurderet, at centrene kan være i strid med EU-retten.

Som EU-korrespondent Tore Keller skriver i Information, er det ikke forventningen, at der er tale om deciderede EU-lejre, men at “fjerne lovgivning”, der i dag gør livet besværligt for de politikere, der skulle få lyst til at etablere udrejsecentre selv. Mens flere dele af den kommende asyl- og migrationspagts indhold endnu ikke er præsenteret af migrationskommissær Magnus Brunner, mangler der endnu konkrete detaljer om, hvilke lande der er tale om. Ligesom man ikke uden strid med menneskerettighederne kan lave vilkårlige tilbageholdelser af migranter.

I december skulle alle EU’s medlemslande aflevere deres nationale planer for, hvordan de vil leve op til asyl- og migrationspagten – også Danmark, der med retsforbeholdet ikke er påkrævet, men kan vælge at deltage i dele af samarbejdet. Flere medlemslande var ifølge Bruxelles-nyhedsbrevet Agence Europe i første omgang forsinket.

Kommissionen lover retssager

Når Donald Tusk holder fast i, at Polen ikke har tænkt sig at følge pagten, når den træder i kraft, er det ikke af folkeretlige eller humanitære hensyn, men fordi han mener, at netop Polen er blevet et slags frontlinjeland, der kan blive tvunget til at tage imod flere migranter mod sin vilje.

Men hvad sker der, hvis et EU-medlemsland ikke lever op til reglerne? Kommissionen har tidligere truet med at indlede retssager mod de lande, der ignorerer de nye regler – og at de er bindende for alle, også dem, der stemte imod aftalen.

Som Euronews bemærker, undlod kommissionsformand Ursula von der Leyen at gentage netop den pointe over for Donald Tusk i fredags; og det er langt fra første gang, hun giver efter. Da Tusk sidste år sagde, at han ville suspendere retten til asyl, endte von der Leyen med at give lov til at suspendere grundlæggende rettigheder under “ekstraordinære” omstændigheder.

Nu lyder det i stedet fra von der Leyen, at hun vil tage “hensyn” til Polens position – og hun minder om, at EU-landene kan gøre brug af undtagelser, der fritager dem fra at følge dele af de nye regler. Mens de undtagelser endnu ikke er blevet præsenteret (det bliver de først senere på foråret) er det ikke desto mindre et tydeligt signal om, at EU-landene nemt kan forhandle sig til kompromiser. Og at egentlige retssager mod de lande, der ikke følger pagten, næppe bliver første skridt. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12