Trumps lukkede land

“Send mig de arme, fortrykte, de sukkende masser, der ønsker sig fri. Kom, alle kysters forkomne, til mig kan I flygte! I flakkende, hjemløse, trætte, som søger et hi, her ved den gyldne port jeg hæver min lygte!”, står der på berømt vis indgraveret i Frihedsgudinden. Digtet af den amerikanske forfatter Emma Lazarus er gang på gang blevet brugt som det klokkeklare eksempel på, at immigration er vævet dybt ind i USA’s selvforståelse, historie og eksistensberettigelse. Også selvom den slags digte selvsagt kan fortolkes på mange måder, og selvom USA i mindst lige så høj grad er blevet bygget på ufrihed; på slavegørelse og et spor af tårer.

Med Donald Trumps genvalg er en radikalt anden immigrationsfortælling imidlertid ved at blive selvfølgeliggjort. En fortælling, hvor mistænkeliggørelse og eksistentiel usikkerhed agerer fundament snarere end humanistiske strofer. Den fakkel, Trump har sat sig for at bære, kaster et anderledes og mørkere lys, der samtidig skygger for de idealer, som før var så tydelige ved indsejlingen til New York. Samtidig er det en fortælling, som nyder relativt bred folkelig opbakning. Ligesom den dårligt kan siges at komme ud af det blå: den bygger i vid udstrækning oven på tidligere præsidentkontorers udlændingepolitikker, herunder også Barack Obamas og Joe Bidens.

Som med det meste andet Donald Trump foretager sig, er det ikke mindst forvirringen, der er det mest potente våben. På forskellige, mere eller mindre voldsomme måder, har præsidenten lovet at gennemføre “massedeportationer” af “ulovlige” immigranter, uden nødvendigvis at redegøre for, hvordan det vil ske i praksis. I de første hektiske dage af den nye Trump-æra udstedte han en malstrøm af præsidentielle dekreter, der på forskellige måder strammede USA’s flygtningepolitik markant. Herunder kom en række opsigtsvækkende løfter om at ændre på indfødsretsreglerne, ligesom migranter, der var kommet ind i landet uden at have papirerne i orden, nu pludselig blev set som kriminelle. Sidenhen er den såkaldte Laken Riley Act eksempelvis også blevet vedtaget, der gør det muligt at tilbageholde særligt “kriminelle” migranter.

På sin vis virker det som et morbidt spil Whac-A-Mole at skulle redegøre for de mange regelændringer. Som ngo’en American Immigration Council rammende bemærker, er det dog netop pointen. Trump skyder bevidst med spredehagl i en grad, så mange af de nye praksisser vil være svære at omgøre – og så de opståede overlap mellem nye og gamle immigrationslove i praksis betyder, at grænsevagterne og andre lovudøvere får “vilkårlig og uansvarlig magt til at bestemme, hvad der sker med en given asylansøger”. Ligesom uigennemsigtigheden i sig selv kommer til at fungere som et repressionsmiddel:

“Omfanget af kaos vil blive bestemt af implementeringen, men beviser fra Trump-administrationens første periode viser, at usikkerheden i sig selv skaber en belastning for immigranter og deres familier – især børn – som vil få langsigtede konsekvenser for deres fremtid og fremtiden for det land, der i øjeblikket erklærer dem uvelkomne.”

Mere end noget andet forsøger Donald Trump og hans stab bevidst at gøre udlændingepolitikken til et realityshow, hvor statistik må vige pladsen for billeder af ICE-agenter, der hårdhændet håndterer flygtninge. Heri har det tilsyneladende ingen betydning, at vilde løfter om at ville deportere de op mod 11 mio. udokumenterede immigranter, som menes at være i USA, slet ikke hænger sammen med personale- og ressourcemanglen i Department of Homeland Security, der står for at håndtere selvsamme immigranter. Eller at Trumps tiltag på et mere menneskeligt plan er dybt forrykte.

Det bedste eksempel på sidstnævnte er måske præsidentens eksplicitte – og allerede iværksatte – planer om at ville placere op mod 30.000 migranter i Guantánamo Bay. Selvom det ikke er det berygtede terroristfængsel, men snarere den nærliggende migrantlejr, som vil blive taget i brug, har bare navnet Guantánamo Bay nogle så voldsomme konnotationer, at Trump bevidst signalerer en hidtil uhørt hårdhed, der blæser på alle menneskerettigheder. For som Vince Warren, direktør ved non-profit organisationen Center for Constitutional Rights, også påpeger: “Præsident Trumps beslutning om at bruge Guantánamo – et globalt symbol og sted for lovløshed, tortur og racisme – til at huse immigranter, bør forfærde os alle.”

Bare idéen om en mulig koncentrationslejr sanktioneret af den amerikanske præsident burde om noget forfærde – også selvom den heller ikke er uden historiske fortilfælde. Men for Donald Trump er chokket et mål i sig selv. Han har lovet sine vælgere at lukke grænserne, at skrue op for deportationerne og at håndtere alle dem, Frihedsgudinden kalder på, som andenrangsmennesker. Nu skal løfterne blot føres ud i livet. /David Dragsted