Zebraen i det fri

Utroligt nok er den løsslupne zebra fra Jyllands Park Zoo i skrivende stund stadig på fri fod – eller på fri hov, som DR så eventyrligt har formuleret det. Selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, er det åbenbart ret besværligt at finde sådan et stribet dyr på den jyske hede. For som zoo-ejer Ove Nordestgaard siger til Ritzau:

“Det eneste, vi har at gå efter, er, at der er nogle, der har hørt lyde ude omkring os. Men det har vi tjekket, og det gav ingen gevinst i søgningen.”

Og videre:

“På en eller anden måde er vi stadig optimistiske. Men det undrer os meget, at vi ikke har hørt fra nogen, der har set zebraen i dagstimerne. Det giver mening, at der hen over natten ikke er nogen, der ser zebraen, men det er besynderligt, at en zebra går ubemærket hen i dagstimerne.”

Tænk: Har vi virkelig så nemt ved at overse selv de mest opsigtsvækkende hov-sa-hændelser, der bryder med naturens og hverdagens vanlige gang?

Ham-fisted er et besynderligt engelsk udtryk, der typisk beskriver et klodset forsøg på at gøre noget – det kunne eksempelvis være en mislykket zebrafangst eller den her tekstovergang. I USA trænger et nyt, men relateret udtryk sig imidlertid på: Hamm-fisted, der kunne betegne oli(e)garkernes ihærdige forsøg på at røvrende hele verden.

I det altid glimrende klimanyhedsbrev Heated satte journalist Emily Atkin tidligere på ugen fokus på en milliardær, som forunderligt nok er fløjet under radaren midt i Elon Musks igangværende statskup. Harold Hamm hedder han. Ikke nok med, at han er stifter af frackingselskabet Continental Resources – og derfor har fået tilnavnet “Frackenstein” af klimaaktivister – så er han også kendt som Donald Trumps “energihvisker”. Eller som præsidenten selv har sagt om Hamm:

“Han er min oprindelige olie-fyr, der har lært mig så meget om olie.”

Harold Hamm nærer kort fortalt en tæt og meget venskabelig relation til Donald Trump; en relation, som bliver yderligere forstærket af store pengedonationer. Nu har Big Oil-milliardæren så minsandten også fået lov til at sætte sine tydelige fingeraftryk på Trumps fossil-begejstrede energipolitik. Den nye indenrigsminister Doug Burgum er en af Harold Hamms personlige venner, og det samme er den nye energiminister Chris Wright, som – quelle surprise – er både klimabenægter og fracking-direktør.

Emily Atkin opsummerer sådan set situationen perfekt: “Det primære mål med Trumps energipolitik er at skabe overskud for Hamm og de andre oliemilliardærer, der har doneret rigeligt til hans kampagne […] at udviklingen af vedvarende energi og klimaregulering nu bliver afviklet, udgør ikke kun en trussel mod USA. Det udgør en eksistentiel trussel mod den økologiske og økonomiske stabilitet i hele verden. Dette fortjener lige så hyppig og presserende dækning (som Musk, red.), hvis ikke mere.”

Harold Hamm er zebraen med oliesorte striber, som ingen lægger mærke til, selv i fuldt dagslys.

Hvilken deadline?

Det mærkelige er, at man faktisk ikke kan se heden for bare zebraer, når først man har fået det rette dommedagsperspektiv. Måske er det lidt ligesom med thestralerne i Harry Potter, som kun kan ses af dem, der har set døden.

Her kommer en lille fredagsquiz: Har du overhovedet set det omtalt nogen steder, at der mandag i denne uge, altså den 10. februar, var deadline for, at FN’s medlemslande skulle indlevere deres NDC’er – et akronym for ‘nationally determined contributions’ – der er en afgørende del af Parisaftalen, hvori landene hvert femte år skal redegøre for, hvordan de har tænkt sig at reducere deres drivhusgasudledninger? Og vidste du, at 95 pct. af landene – altså 185 ud af 195 – har overskredet selvsamme deadline?

Ganske chokerende er den god nok: Langt størstedelen af verdenssamfundet har skidt højt og helligt på den aftale, man ellers var blevet rørende enige om i Paris tilbage i 2015. Tilsyneladende er man gennemført ligeglad med, at kloden pt. har kurs mod en katastrofal opvarmning mellem 2,6 og 3,1 grader celcius. Endda så ligeglad, at man slet ikke har forsøgt at aflevere sine klimalektier til tiden – og det på trods af, at NDC’erne bliver set som et afgørende afsæt for det kommende klimatopmøde COP30 i Brasilien.

Endnu mere forstemmende bliver det, når man zoomer ind på de 10 dukse, der trods alt har deres NDC’er klar. En af dem er USA, der allerede afleverede under Biden-regeringen, men som man jævnfør ovenstående olie-Hamm-string – og det faktum, at Trump trækker USA ud af Parisaftalen – altså ikke længere skal regne med. Så er der ni lande tilbage, og som klimamediet CarbonBrief skriver, er planerne hos mindst fire af de lande mangelfulde: Ifølge forskningsgruppen Climate Action Tracker lever hverken Brasiliens, De Forenede Arabiske Emiraters eller Schweiz’ NDC’er op til målet om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader (det løb er vist allerede kørt), ligesom New Zealands planer ifølge klimaeksperter er “chokerende uambitiøse”.

En lille trøst – hvis man kan se det sådan – er, at NDC-deadlinen heller ikke blev overholdt sidste gang, altså tilbage i 2020, hvor kun fem lande afleverede til tiden. Dengang havde man så bare coronakrisen som undskyldning. Men det forhindrer altså ikke Simon Stiell, der er chef for UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change), i at læse den nye overskridelse meget jubeloptimistisk. For som han siger, er NDC’erne “blandt de vigtigste politiske dokumenter, regeringer vil producere i dette århundrede”, hvorfor det “giver mening”, at regeringerne “tager sig lidt ekstra tid for at sikre sig, at planerne er så gode som muligt”.

Undskyld vores franske, men det lyder som en solid omgang bullshit, som FN-horsecrap, som zebra-fæces. Parisaftalen er blevet borte, og ingen af verdens største CO2-udledere har tænkt sig at lede efter den. Konsekvenserne må vi alle leve med, mens milliardærerne forvandler de resterende politiske forhandlinger til et cirkus, hvor de selv får lov til at agere dumsmarte domptører. /David Dragsted, chefredaktør