Når argumenterne løber tør, og den tørre realpolitik har udtømt sit potentiale, tager celebrity-typerne over. Lige nu hvirvler stjernestøvet rundt i luften i et sidste desperat forsøg på at tryllebinde og forføre de millioner af vælgere, som fortsat står forvirrede tilbage efter mere end 18 måneders valgkamp.
Mens Hillary Clinton i disse døgn flyver frenetisk rundt mellem nøje udvalgte valgdistrikter og optræder sammen med popstjerner som J-Lo, Jon Bon Jovi og Katy Perry, har Donald Trump helt bogstaveligt kun én cirkushest: ham selv. Men tricket synes at virke.
Aldrig har én politiker fået så massiv opmærksomhed som Donald J. Trump, ikke engang Barack Obama for otte år siden, som ellers blev seriøst sammenlignet med Messias. ’The Donald’, som mange forventer vil lancere sin egen tv-kanal, Trump TV, i tilfælde af et sandsynligt nederlag, har skrevet historie med sin uortodokse og egenrådige kampagne.
Joker #5 i Føljetons nedtællings-liste over de mest udslagsgivende faktorer i den amerikanske valgkamp handler om kampagnernes planlagte slutspil.
Som et sindbillede på de to kandidaters fremtoning har Trump og Clintons kampagner valgt så forskellige strategier, som nok overhovedet tænkes kan: Baseret på erfaringerne fra Barack Obamas netværks-organiserede kampagner i 2008 og 2012 satser Hillary-staben målrettet – og ganske digitalt detaljeret – på at registrere, organisere og dernæst mobilisere vælgere, særligt i områder, hvor en ekstra indsats har vist sig påkrævet. I høj grad via arrangementer, hvor alle fremmødte næsten tvinges til at melde sig som voluntører. Og i hvert fald afgive navn og nummer.
Omvendt har Trump-showet ingen tydelig organisation. Ud over de årvågne sikkerhedsopbud, som Secret Service står for, har ’The Donald’ ingen frivillige, der går rundt og sikre sig, at de fremmødte til hans egne valgmøder rent faktisk engagerer sig her i de næste altafgørende dage.
For europæere ville Trumps kampagne, paradoksalt nok, virke mest normal. For han virker, som om han forventer, at folk af egen drift vil møde op ved valgstederne på tirsdag. Netop den selvsikre forventning – som mange ville kalde arrogant – kan vise sig at blive Donald Trumps største svaghed i det konkrete magtspil om stemmerne. USA er nemlig ikke Europa, og folk stemmer ikke automatisk.
Hillary Clinton, derimod, overlader intet til tilfældighederne. Hendes håndgangne folk har opbygget den største valgmaskine, måske nogensinde, som i månedsvis har stræbt efter at kortlægge det politiske landkort så detaljeret, at de ved, hvor de kan hente mulige vælgere på bopælen og transportere folk – som ellers ikke ville have stemt – direkte ned til valgstederne. Forinden er imidlertid gået et næsten lige så omfattende arbejde med at planlægge arrangementer, som kan trække de rigtige folk af huse.
Danske apparatjiks, ungdomspolitikere og spindoktorer er i de seneste døgn fløjet til USA for at lære af verdens dyreste og mest avancerede valgkamp. Hver præsidentvalgkamp ‘inspirerer’ nemlig kampagnemagere i andre lande, og det folketingsvalg, som kan komme ganske pludseligt – efter statsminister Lars Løkke Rasmussens ydmygende nederlag med 2025-planen – vil utvivlsomt rumme tricks fra årets kampagnespor. Men et amerikansk valg er på godt og ondt så meget ude af skala i forhold til Danmark, at det kan vise sig vanskeligt i praksis. For i direkte sammenligning virker alle danske valgkamp-stunts som den rene amatør-lokalpolitik.
Latino-popdronningen Jennifer Lopez optrådte i lørdags i Miami, i silende troperegn, og formåede med sine ferme, feministiske slagord – akkompagneret af Hillary Clinton på scenen i det åbne amfiteater ved Miamis havneområde – at få tusindvis af unge førstegangsvælgere i folden. Iført netstrømper, med vrikkende numse, fotos af Lady Diana og omgivet af letpåklædte dansere gentog hun Michelle Obamas pompøse kampråb: ”When they go low, we go high.”
Det amerikanske popfænomen Kate Perry skal gøre nummeret efter i morgen i Philadelphia, hvor Clinton-kampagnen også satser på at rekruttere vælgere via kendis-glamour.
Popdivaerne har en appel, der rækker langt ud over det almindelige og derfor rammer folk, som ellers ikke interesserer sig for politik – nøjagtig som Trump gør, himself. Både Hillary og Donald gør således brug af den x-faktor, som kendisstatus giver i tidens opmærksomhedsøkonomi. Det afgørende bliver, hvem af de to som bedst formår at veksle det kulørte stjernestøv til kontante kryds.
For sandheden er, at begge kandidater er så upopulære og direkte forhadte, at det næsten vil være en demokratisk sejr, hvis blot halvdelen af vælgerne overhovedet gider at slæbe sig hen og stemme på tirsdag.
Forsideillustration: Sara Trier