Færøerne skynder sig langsommere

“Der findes ikke et dansk ønske om at opsige rigsfællesskabet og relationerne til Færøerne eller Grønland”, og alle landene i rigsfællesskabet af Grønland, Færøerne og Danmark er “ligeværdige partnere”. Hver gang, Donald Trump taler om at købe Grønland, ryger Færøerne med i slipstrømmen som en del af modsvaret fra den danske statsminister Mette Frederiksen (S).

Trump har endnu ikke selv nævnt Færøerne, selvom den selvstyrende øgruppe indirekte blev fremhævet som et muligt næste offer under senatshøringerne i Washington. Frygten for USA har man også kunnet spore hos den nu tidligere færøske udenrigsminister Høgni Hoydal – for kun en uge siden måtte han træde tilbage i en regeringsrokade – der kalder det “noget lort”, at de stigende spændinger betyder, at samarbejdet i Arktis smelter og krakelerer.

Man kunne derfor tænke, at det grønlandske sneskredsvalg – der i sidste uge gav en overvældende valgsejr til partiet Demokraatit, mens også selvstændighedspartiet Naleraq stormede frem – ville sprede sig som ringe i vandet et par tusinde kilometer østpå fra den grønlandske hovedstad Nuuk. Men i Torshavn er stemningen alt andet end tumultarisk: Stort set ingen færøske politikere har talt højt om selvstændighed, der derimod har været nærmest fraværende på den politiske dagsorden.

Der har været så stille, at den færøske politiolog Heini í Skorini har været overrasket over, at selvstændighedskræfterne “ikke har forsøgt at udnytte momentum”. Heini í Skorini er ph.d. i international politik, lektor ved Færøernes Universitet og aktuelt vært på podcasten Rigsrådet, hvor han sammen med Lars Trier Mogensen og grønlandske Arnakkuluk Jo Kleist analyserer den seneste udvikling i debatten om rigsfællesskabet fra hver deres hovedstad.

Ifølge Heini í Skorini skal man bl.a. forstå, at der er tale om en meget anden økonomisk virkelighed end i Grønland: På Færøerne er der konsensus om, at bloktilskuddet skal afvikles, siden man i 2002 besluttede gradvist at gøre det mindre og at fastfryse bloktilskuddet til et fast nominelt beløb, der ikke følger inflationen.

Men det skyldes også især et andet spøgelse i færøsk politik: Valget i 1998, hvor selvstændighedspartiet Tjóðveldi fordoblede deres mandater og indledte forhandlinger med den forhenværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen – der lovede selvstændighed, men krævede, at bloktilskuddet skulle afvikles på fire år i stedet for de femten, Tjóðveldi ønskede.

Stemningen på Grønland minder i dag på mange måder om den periode, der ledte op til forhandlingerne, da landets største banker i 1992 kollapsede, og Færøerne gik konkurs, siger Heini í Skorini.

“Det skabte en tillidskrise mellem Færøerne og Danmark, fordi danske myndigheder ifølge Grønborg-rapporten havde tilbageholdt oplysninger om, hvordan det egentlig gik. På samme tid var der – som i Grønland i dag – mange satiriske indslag om ansvarsløse og forkælede børn, der byggede tunneler og ødslede med danske penge. Det var den stemning, der medførte, at Selvstændighedspartiet fordoblede sine mandater og gik til valg på forhandlinger med den danske regering.”

“Fortællingen er ofte, at det ikke endte med noget. Men det skabte et kæmpestort paradigmeskifte i færøsk politik, fordi man lige siden har afviklet bloktilskuddet og overtaget flere sagsområder.”

Første skridt mod selvstændighed

Ser man på meningsmålingerne, siger et flertal af færingerne nej til selvstændighed, hvis de bliver spurgt, om løsrivelsen skal ske i dag. Men det billede ser markant anderledes ud, hvis man tilføjer ordene ‘på sigt’. Det skyldes også en “generel færøsk tilbageholdenhed”, siger Heini í Skorini.

“Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Man skulle tro, at der med vores frie, rige og trygge Færøerne ville komme en vis selvtillid. Men på paradoksal vis skal der en krise til. Lidt forsimplet kan man sige, at der er noget, man rituelt diskuterer, når der er valgkamp, men ellers er det bare back to business.”

Partier som Tjóðveldi taler om på sigt helt at afskaffe bloktilskuddet. Men ønskerne om selvstændighed kommer ikke kun til udtryk i spørgsmålet om økonomi.

Hvor Grønlands valgvinder Demokratiit vil “skynde sig langsomt”, er man på Færøerne begyndt at tale om muligheden for, at Færøerne under de nuværende rammer af rigsfællesskabet får et større albuerum på den internationale scene. Senest underskrev den danske statsminister Mette Frederiksen (S) og den færøske lagmand Aksel V. Johannesen i januar en aftale om at aktivere det såkaldte tvistløsningsnævn, der med hjælp fra tre højesteretsdommere skal afgøre, om Færøerne kan blive et selvstændigt medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

“Det er første gang i rigsfællesskabets historie. Jeg tror, at det inden da var de allerfærreste færinger, der vidste, hvad paragraf 6 i selvstyreordningen siger,” siger Heini í Skorini om tvistløsningsnævnet, der altså står indskrevet i den færøske hjemmestyrelov og skal afgøre “tvivlsspørgsmål om det færøske hjemmestyres kompetence i forhold til rigsmyndighederne”. Den samme paragraf står indskrevet i Grønlands Selvstyrelov under paragraf 19, som regeringen i Nuuk foreløbigt har afvist at bruge.

“Det blev set som et første skridt mod selvstændighed,” fortsætter Heini í Skorini. Men udfaldet er langt fra givet på forhånd.

“Til et pressemøde mellem Høgni Hoydal og Lars Løkke spurgte jeg, hvordan fremtiden ville se ud, hvis det juridiske udfald bliver et nej. Høgni Hoydal sagde, at det ville være en bekræftelse af, at vi må ud af den spændetrøje, som rigsfællesskabet er. Løkke sagde, at vi ikke skal tage sorgerne på forskud,” siger han. “På Færøerne har man været vant til, at når Færøerne pludselig kan for meget, iklæder danske politikere deres argumenter med juridiske barrierer om, at ønskerne vil være i strid med grundloven.”

Mette Frederiksen taler et nyt færøsk

Ifølge Heini í Skorini er det ikke nyt, at regeringen taler om ligeværdige partnere i et ligeværdigt fællesskab.

“Alle statsministre fra Fogh til Thorning til Løkke til Frederiksen har sagt, at selvstændighed grundlæggende er Nuuk og Torshavns egen beslutning. Alligevel er der et markant skifte i måden, Mette Frederiksen taler om det på, hvor hun er mere eksplicit og tydelig om, at der er tale om tre selvstændige nationer i et rigsfællesskab, og hvor der er mere dialog og involvering end tidligere. Selv de mest hardcore selvstændigheds- og embedsfolk siger, at Danmark har ændret sin tilgang,” siger Heini í Skorini, der dog mener, at vi endnu har til gode at se Mette Frederiksen i en konkret forhandlingssituation.

“Nyrup sagde også, at Færøerne måtte få det, som vi ville have det. Og så kom betingelserne. Lige nu siger Mette Frederiksen det, alle gerne vil høre. Det er nemt at sige, at man skal have et nyt samarbejde med tre ligeværdige parter. Men djævlen ligger i detaljen, og hvilke sagsområder der skal hjemtages. Også på Færøerne er debatten om det utroligt ukonkret,” siger Skorini, der beskriver dilemmaet i et nyligt indlæg i Weekendavisen:

“Ingen ved endnu, hvad en eventuel folkeafstemning vil handle om, for den offentlige debat har hidtil ikke behandlet de konkrete og vanskelige områder, som Danmark stadig varetager: Hvad skal der for eksempel ske med valutaen, borgerskab, politiet, domstolene og sikkerhedspolitikken? I modsætning til abstrakte proklamationer om selvstændighed vil den folkelige tilslutning afgøres af disse mere praktiske og jordnære spørgsmål”.

“Færøerne har én gang prøvet at lave et kæmpe forarbejde til, hvordan man skulle håndtere sagsområderne, men det, man havde undervurderet, var den politiske modstand i København. Det vil man for enhver pris undgå at lade ske igen,” siger Heini í Skorini og fremhæver en anden afgørende forskel fra situationen i Grønland: På Færøerne er selvstændighed noget, primært de ældre er optaget af, hvor det i Grønland forholder sig lige omvendt.

“Blandt mange færøske unge er det et non-issue. Det handler måske også om, at det går så godt,” siger Heini í Skorini.

“Paradokset er, at Færøerne er meget tæt på selvstændighed og sagtens kunne træde ud af rigsfællesskabet i morgen, men vi taler ikke meget om det. Mens man i Grønland økonomisk er utrolig langt væk fra nogen form for økonomisk selvstændighed. Det er ikke for at bagatellisere det. For man kan nemlig fra et grønlandsk perspektiv sige, at fordi man er så langt væk fra selvstændighed og uafhængighed, er der brug for en politisk revolution.” /Emma Louise Stenholm