Din ekskærestes glemte sko er også kunst

En biografbillet fra den første date, to brugte ørepropper og en fladtrykt tandbørste. Eller større ting, vigtigere og mere hjemmegjorte ting, som det sofabord, hun byggede, eller den tale, han skrev ned og rullede sammen. Nogle gange er det alt, hvad der er tilbage fra et forhold. De ting, man ikke kan smide ud, som man ikke kan holde ud at se på, og som pludselig føles meget store. Siden 2006 har det været muligt at sende sådan nogle ting til Kroatien, hvor Museum of Broken Relationships samler genstande fra forliste forhold.

Museet i Zagreb udstiller donationerne anonymt ved siden af en kort tekst om kærlighedshistorien bag. Sådan sætter man punktum for sit parforhold med stil. Udstillingen har besøgt 22 lande og vokset sig til et viralt kunsthit, hvis sådan noget ellers findes. Nu kommer den til Rundetårn i København. Der har i ugevis stået en rektangulær boks til donationer, og de bliver udstillet side om side med genstande fra modermuseet fra 19. november til 22. januar. Bagefter bliver de danske donationer skibet til Zagreb.

For donorerne er det et ægte farvel til deres kærlighedstrofæer. Otte af dem kan ses herunder. To kvinder fortæller om, hvorfor følelserne sidder fast i genstande fra hverdagen, og hvorfor det betyder noget at give slip på dem. Donorernes navne er blevet ændret for at bevare deres anonymitet.

Interview 1: Linnea

[24 år, læser Performance Design på Roskilde Universitet, bor i København]

Hvad har du doneret?

”Jeg har doneret en af mine t-shirts fra min teenagetid. Det er en form for band-t-shirt, som jeg har købt i Hard Rock Café ved Tivoli. Jeg har selv skåret halsen over på den. Det minder mig om, at jeg afsluttede forholdet.”

”Jeg kalder den t-shirt of firsts. Jeg havde den på, første gang jeg mødte min allerførste kæreste. Vi var 15 år. Den gjorde indtryk på ham. Han var også selv en type, der gik i rockede band-t-shirts, så det var nok en af grundene til, at han lagde mærke til mig den dag. Vi mødtes i Fælledparken til 1. maj. Og så havde jeg den også på, da jeg mistede min mødom sammen med ham.”

Hvordan gik det til?

”Det var noget, vi planlagde nøje. Det skulle være en fredag, hvor jeg var alene hjemme. Det var også hans første gang, så vi var begge meget nervøse. Måske var det ubevidst, at jeg tog t-shirt’en på, men han kunne i hvert fald huske den fra vores første møde. Det blev jeg glad for. Jeg tror, at jeg beholdt den på under hele seancen. Jeg turde nok ikke tage den af.”

Hvorfor har du doneret den?

”Fordi der aldrig rigtig var noget closure på forholdet, tror jeg. Jeg har også mange af hans ting derhjemme, som jeg ikke har afleveret. Små post-it-noter, for eksempel. En af dem satte han på en dåsesodavand, som jeg fik med i skole. Der stod ’Jeg elsker dig’. Han har også nogle af mine ting, som jeg ikke har kunnet få mig selv til at bede om. For så skal vi møde hinanden, og det har jeg ikke overskud til. På samme tid har jeg også doneret den for at ære det, vi havde sammen, før det sluttede.”

Hvordan sluttede jeres forhold? 

”Vi var sammen i fire år, og vi boede sammen tre af årene. Til sidst gik det bare så dårligt. Efter endnu et af vores skænderier, sagde han, at jeg skulle tage hjem til min far, og så kom jeg bare aldrig rigtig tilbage. Han var ked af, at jeg ikke var nærværende nok. Og jeg var ked af, at han ikke kunne forstå, at jeg havde travlt med mit nye studie. Jeg sluttede det i 2012 under mit første semester på RUC. Han prøvede at få mig tilbage, og afslutningen blev ret pludselig og rocky på grund af mig. Nok fordi jeg ikke rigtig turde tage konflikten.”

Tænker du tilbage på det med en skyldfølelse? 

”Ja, meget. For han har aldrig rigtig fået en forklaring. Jeg har jo mødt ham et par gange siden, men jeg har mest prøvet at undgå ham. Hver gang jeg ser ham, bliver jeg også mindet om, hvorfor jeg gik fra ham. Det virker ikke, som om han er kommet meget videre i sit liv. Og det gør ondt. Og jeg kommer til at tænke over, om jeg kunne have gjort noget ved det. Om han kunne have været et bedre sted i sit liv, hvis jeg ikke var gået fra ham.”

Hvorfor har du gemt tingene, hvorfor ikke bare smide dem ud? 

”Den t-shirt betyder egentlig ikke så meget for mig, men den har betydet noget for ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide den ud. Og så fortæller den også en historie om mig, selvom den ikke rigtig er en del af mit liv mere. Jeg har også overvejet, om jeg skulle fortælle ham om udstillingen. Jeg har ikke helt besluttet det endnu. Jeg er nok lidt bange for, at han tror, der ligger noget i det.”

Er der mere at fortælle om t-shirt’en?

”Nej. Men jeg har også doneret en ekstra ting. Fra et andet forhold, som ikke blev et rigtigt forhold. Jeg mødte en anden, to uger før det var rigtigt slut med min eks. Det fik stor betydning for bruddet. Det var en, jeg mødte på studiet. Og det hjalp mig til at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Jeg havde jo altid kun været sammen med min eks. Og pludselig opdagede jeg, at folk kunne se på mig på en helt anden måde. Det kunne jeg godt lide.”

”Den oplevelse vil jeg nok også gerne have afsluttet med min donation nummer to. På grund af dårlig samvittighed. Min eks-kæreste ved ikke noget om det. De to donationer hænger på en måde sammen. Mine to fuck-ups. Jeg havde ikke regnet med, at det var en så stærk følelse af aflevere de her ting.”

”Min anden donation er en rød fjer. Den kommer fra et kostume, som jeg havde på til en Moulin Rouge-fest.”

Interview 1: Marianne

[Lærer, 49 år, København]

Hvad har du doneret?

”Jeg har doneret et fuldstændig ligegyldigt 20 år gammelt skærebræt! Lige efter min skilsmisse, som snart ligger 10 år tilbage, tænkte jeg helt latterligt og småligt ’Jeg vil have det skærebræt med!’”

Var det et fælleseje?

”Det var faktisk oprindeligt min eksmands. Det er ikke engang et særligt lækkert skærebræt, men han har snakket meget om det. At det er lavet af egetræ, og at det har en særlig antibakteriel virkning, som gør det mere hygiejnisk at bruge i køkkenet. Jeg har brugt det hver dag siden. Og så stod jeg og skar grøntsager en aften og tænkte ’Gud hvor er det åndssvagt, at man kan være så meget i krise i sit liv, at man tænker ’Det er virkelig vigtigt, at jeg får det skærebræt!’”

Var det en magtdemonstration?

”Ja, ligesom i mange skilsmisser var der også magtkampe i vores tilfælde. Der er sikkert også ting, hvor han har tænkt ’Ha! Der fik jeg spisebordet!’”

Hvorfor har du doneret det?

”Jeg har en trang til, at der er plads til en form for tilgivelse. Når man går hvert til sit efter 14 år, er der jo tusind ting, man selv eller den anden har gjort galt. Vægtskålene kan aldrig rigtig komme til at balancere. Men jeg ville gerne nå derhen, hvor vi kan tilgive hinanden. Men i vores tilfælde kommer vi det aldrig. Vi snakker aldrig sammen. Han vil slet ikke have kontakt, og det er meget sørgeligt, især fordi vi har to børn sammen. Jeg tror, jeg havde behov for at sige i et eller andet forum, at det her skærebræt havde haft en bedre plads hos ham. Jeg ved så fra mine børn, at de slet ikke mangler skærebræt i hans nye familie!”

”Jeg fortalte til min veninde, at jeg havde doneret det. Så kiggede hun bare på mig og sagde: ’Hold da op! Det vil sige, at du har tænkt på din eksmand, hver gang du har stået og hakket løs på gulerødderne?’ Sådan kan man selvfølgelig også tolke det. At der er en frustration. Sådan var det nok de første år. Men alle de følelser er følt, og de tanker er tænkt.”

Hvorfor har du beholdt det, hvis det har vakt svære følelser?

”Brættet er jo blevet en slags hverdagsvidne. Det er jo min historie. Og de mennesker, vi omgås, bor jo også i vores ting på en eller anden måde. Jeg tror ikke på det, der står i ugebladene om, at man skal smide lortet ud og komme videre. Men det er gået fra, at jeg var glad for at have det, til at være en ting, jeg var træt af at have. Det mindede mig om, at jeg var meget fokuseret på mig selv og totalt ligeglad med ham.”

Hvorfor blev I skilt?

”Det var et lorteforhold. Vi løb surt i det, og det hele gik op i hverdag og børn. Vi havde også svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Og jeg var – her føles det virkelig godt at kunne sige ‘var’ – en kvinde, som aldrig syntes, at han gjorde det godt nok. I dag kunne jeg godt tænke mig at sige til ham ’For satan, jeg var da ulidelig at være sammen med!’ Der er mange kvinder, som går meget op i rammerne. Boligen skal være lidt større, møblerne skal være lidt federe, og børnene skal spise noget mere fuldkorn. Egentlig er han et utrolig sødt og tålmodigt menneske. Han gjorde også ting forkert, for han var virkelig træt. Og det bedste, der er sket for os begge to, er, at vi er gået hvert til sit. Og i dag har vi nye gode forhold.”

Kunne du forestille dig at kontakte din eksmand og fortælle, hvorfor du har doneret det?

”Hvis jeg kunne det, tror jeg ikke, jeg ville have behov for at donere det. Jeg kan netop ikke sige sådan nogle ting til ham, for han vil ikke have noget med mig at gøre. Så på en eller anden måde er det et forsøg på at sige noget til ham. Nogle gange har jeg haft fantasier om, at hvis en af os fik en alvorlig sygdom, så ville vi snakke sammen, inden vi skulle herfra. Og vi kunne sige ’Jeg tilgiver dig.’”

”Men nej, ord kan ikke bruges her. Så det blev et skærebræt.”