Trumps toldspejl

Trump er en trold, bestemt ingen troldmand. Ødelæggelser er hans foretrukne tumleplads. Primitive og plumpe greb, alt andet end fortryllende evner.

Det nyeste vildskud med en toldmur mod alle andre lande på kloden er dømt til at skabe mistro, armod og recession. Når rusen af indestængt vrede og hævngerrighed fortager sig, vil økonomien bare skrumpe, og verden stå mere opsplittet tilbage.

Idéen er på ingen måde ny eller original. Toldmure er uhyggeligt velkendte gennem historien og har altid haft en simpel effekt: Alle bliver fattigere. Men i særdeleshed dem, der i forvejen er fattigst. I Trumps troldspejl vil amerikanerne imidlertid stå tilbage som vinderne, hvis andre landes befolkninger bare mister endnu mere. Selvom amerikanerne altså også bliver fattigere.

I Rosenhaven foran Det Hvide Hus kundgjorde han onsdag aften til den undrende verdensoffentlighed, at USA vil pålægge amerikanske forbrugere at skulle betale mindst en ekstra importmoms på 10 procent på alle varer, der er produceret i udlandet. Han kalder det selv for en “tarif”, en toldsats, men i praksis svarer det til en ekstra moms på importerede varer. Som vel at mærke skal betales af de amerikanske forbrugere.

Baseret på nogle helt obskure kriterier – formentlig USA’s handelsunderskud med de pågældende lande og regioner – har Donald Trump valgt at pålægge en endnu højere importmoms på udvalgte nationer: Fra i næste uge vil der blive lagt 34 procent oveni i prisen på kinesiske varer, 46 procent ekstra på produkter fra Vietnam, og 20 procent på alt fra EU-landene, herunder Danmark.

Fremover vil amerikanere f.eks. skulle betale markant mere for sneakers og gummisko af mærker som Nike og New Balance, der alle sammen typisk produceres i Sydøstasien, og ikke mindst alle former for elektronik vil også stige voldsomt i pris. Men det er kun første bølge.

Både EU-landene og Kina har straks truet med modtræk, og reelt vil den handelskrig, som Donald Trump nu har indledt, ikke kunne undgå at sætte en ond spiral af stadig mere destruktive modforholdsregler i gang. Fra morgenstunden lød det fra Beijing og Bruxelles, at man er “klar til en handelskrig” med USA, og EU-landene planlægger særligt at ville “angribe onlinetjenester” fra de amerikanske tech-giganter.

Og så snurrer den selvplageriske afgiftsmaskine: Trump har for længst truet med, at USA vil doble op, og øge importmomsen, hvis andre lande svarer igen. Og det vil helt sikkert ske.

Modsiger sig selv

Trump har opfundet sine helt egne argumenter for USA’s nye trolde-told. Det officielle formål med toldmuren er således dobbelttydigt. Taget på ordet ønsker Donald Trump at opnå to helt vidt forskellige mål, som strider direkte mod hinanden.

På den ene side vil Trump stoppe import af udenlandske varer for i stedet at fremtvinge en større hjemlig produktion i USA. Strategien kaldes for importsubstitution, og er hidtil blevet brugt af enten sovjetkommunistiske lande, som ikke kunne købe varer udefra, eller som et mislykket eksperiment i Latinamerika tilbage i 1950’erne. Her skal afgifterne være så høje, at importen mere eller mindre stopper, og amerikanske forbrugere dernæst ikke har andre muligheder end at købe varer produceret i USA.

På den anden side forestiller Trump sig, at den nye importmoms vil indbringe så mange milliarder og atter milliarder af dollars, at man snart kan sløjfe indkomstskatterne. Her er målet altså, at importen skal fortsætte, og dermed indbringe enorme beløb til statskassen, hvorefter personskatterne kan droppes. Til gengæld vil produktionen så fortsat ske i udlandet.

Logisk kan begge dele ikke realiseres samtidig. Sandsynligheden taler da også for, at handelskrigen – med formentlig en stadig stigende importmoms på udenlandske varer – langt fra vil føre til en opblomstring for amerikanske fabrikker, simpelthen fordi ingen tør binde an med enorme anlægsinvesteringer i en så uforudsigelig økonomi, og fordi der heller ikke vil komme massive indtægter i statskassen. Slet ikke i et omfang, så personskatterne kan sænkes. Simpelthen fordi verdenshandlen blot vil sande til, og forbrugerne må nøjes med et mindre og væsentligt dyrere vareudbud.

Paradoksalt nok kan den egentlige effekt af Donald Trumps vilde eksperiment blive, at forbruget i det hele taget falder kloden over. At efterspørgslen efter alt fra energi over råstoffer til kunstige materialer falder, og at han – frem for at accelerere den kapitalistiske forbrugsøkonomi, som han selv drømmer om – i virkeligheden opnår det stik modsatte: Trumps bersærkergang kan syret nok føre til nulvækst, de-growth, og på omvendt vis bidrage til at mindske belastningen af jordklodens planetære grænser.

Det vil være skæbnens ironi, hvis Trump bliver den første amerikanske præsident, som – ganske vist intetanende og helt omtumlet – gør en positiv forskel for klodens klima.

Håb midt i vanviddet

Så vidt går det dog næppe. For Donald Trump har mange andre tricks i ærmet, som i afgørende grad vil øge forureningen af både klima, natur og miljø. Så selv om man vender det hele på hovedet, er der ikke mange opløftende perspektiver i de seneste rystelser fra Det Hvide Hus.

Og dog, for der er én mulig erkendelse, som ikke skal undervurderes på forhånd. Måske er der alligevel et lille håb gemt midt i vanviddet?

Når Donald Trump kan iværksætte en så kaotisk, usammenhængende og arbitrær plan, som stort set alle uafhængige økonomer vurderer vil være skadelig for alle, ikke mindst USA selv, er det trods alt et tegn på, at det i dag er blevet muligt at bryde med den ortodoksi, som tidligere gik under betegnelsen ‘The Washington Consensus’. Dengang var det amerikanerne, der tordnede mod told og importbegrænsninger.

Op gennem 1990’erne blev det en etableret sandhed i alle vestlige hovedstæder, at frihandel er den eneste vej til fred, frihed og fremgang. Dengang blev verdenshandlen forsøgt liberaliseret, og alt, hvad Trump taler om nu, blev afskrevet som planøkonomisk tosseri. Men tiderne er tydeligvis i skred.

Dengang blev det sagt, at der ikke var noget alternativ til frihandel, også kaldet TINA, There Is No Alternative. Men Trump viser nu, at der faktisk findes alternativer. Tossede? Ja! Forarmende? Ja! Men ikke desto mindre en radikal anden økonomisk politik, og dét kan i det allerbedst tænkelige scenario – måske – åbne for nye og andre måder at skabe en mere jævnbyrdig og grønnere økonomisk udvikling i fremtiden.

Lyder det lidt for naivt? Lyder det absurd? Okay, det er nok for verdensfjernt at tro, at der på den anden side af Trumps toldspejl skulle ligge en ny og mere retfærdig verden. Realistisk set går det nok ad hekkenfeldt til, og lige nu er der desværre ikke meget, som tyder på, at hverken opbremsningen i verdensøkonomien eller kortslutningen af ‘The Washington Consensus’ vil bane vej for bæredygtige alternativer. Snarere tværtimod.

Trumps nye toldspejl viser en forvrænget fremtid, hvor mistilliden tegner til at blive det eneste, som for alvor vil trives. /Lars Trier Mogensen