Vox har en analyse af, hvordan Trump formåede at give sin valgkampagne næring ved at tappe ”Amerikas voldsomste kraft”, nemlig racismen, som naturligvis ikke er forsvundet, bare fordi der har været en sort præsident i otte år. Snarere tværtimod:
”I sin sejrstale tidligt onsdag morgen lovede Trump at tjene alle amerikanere. Men han har allerede gjort det klart, hvad han mener med det: at bruge sin magt til at skabe en ‘great again’ version af Amerika, hvor hvide kristne borgere ville have den dominans, som de føler sig berettiget til trods en demografi i forandring. Og hvis det betød at fornærme og trække alle andres rettigheder tilbage – med kvinder fanget i krydsilden – så måtte det være sådan.”
+ I weekenden havde vi i øvrigt vores eget interview med den amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild, som har skrevet bogen Strangers in their own Land – Anger and Mourning on the American Right. I den har hun set på præcis de samme mekanismer, som Vox beskriver, men uden at afskrive folk som racister. Hvis vi lige må supplere med en læseværdig anmeldelse af bogen, som New York Times bragte i september.