Danske konsulentbureauer rådgiver den fossile industri, mens de påstår at understøtte den grønne omstilling

Den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentbureau kalder sig selv et “firma med et formål”. Særligt efterspørgslen på energi har været med til at lande virksomhedens hidtil største overskud. Rasmussen Global rådgiver “ledelsen i nogle af verdens førende energi-, ressource- og teknologivirksomheder” og hjælper dem med at “navigere i politiske systemer, forme lovgivning og få deres budskab igennem til de mennesker, der træffer beslutninger.”

Også det danskstiftede public affairs-bureau Rud Pedersen, der har mere end 20 afdelinger i Europa, skriver på deres hjemmeside, at de hjælper kunder med at lede overgangen til “en bæredygtig energifremtid”, “skabe grøn vækst” og “nå deres klimamål”.

Alligevel optræder begge konsulenthuse på top 10 over de konsulenter og advokathuse, der er på lønningslisten hos europæiske olie- og gasselskaber. Ifølge en ny analyse af EU’s åbenhedsregister har Rasmussen Global og Rud Pedersens Bruxelles-kontorer tjent over 1 million kroner og 690.000 kroner på at rådgive henholdsvis olie- og gasselskaberne Equinor og ST1 ved opgørelsens seneste regnskabsår.

Fire ud af 10 konsulent- og advokathuse tager opgaver for olie- og gasselskaber, mens de påstår enten at hjælpe med at understøtte eller drive den grønne omstilling og dermed kan være i strid med deres egne bæredygtighedsløfter. Øverst på listen, der er udarbejdet af organisationen The Good Lobby og fredag er blevet offentliggjort i The Guardian, finder man kommunikationsbureauerne Burson og NOVE, der rådgiver virksomheder som Shell og ExxonMobil for millioner af kroner.

Ifølge professor i EU-ret Alberto Alemanno, der har brugt et år på at udvikle datasættet, viser analysen, at mange af virksomhederne samtidig har “tendens” til at arbejde for virksomheder, der modsætter sig grøn klimapolitik.

“Vores data afslører, hvordan public affairs- og advokatfirmaer bruger deres ekspertise inden for interessevaretagelse og politiske forbindelser til at støtte den fossile industris bestræbelser på at forsinke overgangen til ren energi. På trods af deres indflydelse forbliver de stort set uregulerede, hvilket understreger det presserende behov for gennemsigtighed, mens de positionerer sig selv som en del af løsningen,” siger han.

“Når vi ser på mange af virksomhedernes ydelser, er det ikke svært at argumentere for, at der er tale om greenwashing, ene og alene fordi der benyttes så svulstige og udokumenterbare tillægsord om det, de tilbyder eller dem, de repræsenterer,” siger anti-greenwashingspecialist Tanja Gotthardsen til Føljeton.

Ifølge EU-professor Emilia Korkea-aho understreger tallene, at det europæiske åbenhedsregister endnu er “mangelfuldt”. Både konsulenter og advokater skal indberette aktiviteter, der kan anses som lobbyarbejde, men bliver bedt om at gøre det i så generelle vendinger, at de ikke dækker alle aspekter af rådgivningsydelsens karakter.

“Det giver virksomhederne mulighed for at sige, at de gør noget godt, men vi ved ikke, hvordan det ser ud i virkeligheden. Det kan være, at de arbejder på en såkaldt miljøvenlig sag, men vi kender ikke til de andre, som de måske også arbejder under den brede titel energi eller klima,” siger Korkea-aho.

Handler kun om CO2-fangst

“Områder som energi, digital omstilling og i stigende grad sikkerhed og forsvar var prioriterede områder for kunderne,” sagde Rasmussen Global sidste år til Altinget, da overskuddet i rådgivervirksomheden endte på knap 5,3 millioner kroner.

Rasmussen Global optræder på listen for deres arbejde for den norske olie- og energivirksomhed Equinor, der i februar droppede deres mål om at bruge over halvdelen af deres bruttoinvesteringer på vedvarende energi og lavudledningsløsninger inden 2030. Samtidig annoncerede Equinor et ønske om at udvide produktionen af olie og gas, hvilket i denne uge har fået investorer til at stille et forslag, der beklager “de væsentlige uoverensstemmelser” mellem selskabets klimastrategi og politiske udmeldinger. Forslaget skal til afstemning på firmaets generalforsamling i maj.

Rasmussen Global oplyser til Føljeton, at konsulentydelserne for Equinor “alene” har handlet om “udvikling af teknologi til CO2-fangst- og lagring”, også kaldet CCS. Blandt andre projekter står CCS sammen med TotalEnergies og Shell bag Northern Lights i Norge, der som det “første i verden gør det muligt for industrivirksomheder at transportere og binde deres CO2-udledning”.

“Vi har sagt det tydeligt, at vi skal tage et samfundsansvar, når vi er så store og har tjent så mange penge. Vi dækker en niche, som ellers ikke ville være dækket, og vi har den kompetence, der skal til for at kunne gennemføre det. Det ligger der en forpligtelse i,” sagde Equinors projektdirektør Sverre Overå, da Føljeton besøgte anlægget i 2022. I Danmark har klimaminister Lars Aagaard (M) engageret sig i indsatser for at udvikle CO2-fangst og -lagring, herunder i Nyborg og på Amager Bakke.

Rasmussen Global har ikke ønsket at stille op til interview, men henviser i stedet til FN’s Klimapanel IPCC, der i 2022 skriver, at “anvendelsen af kuldioxidfjernelse som modvægt til restudledninger, der er svære at reducere, er uundgåelig, hvis der skal opnås netto nul … udledninger”, og Energistyrelsen, der beskriver CCS som et “afgørende værktøj” til at reducere udledningen af drivhusgasser.

“Det er helt i tråd med vores mangeårige arbejde for den grønne omstilling,” skriver Rasmussen Global i et skriftligt svar.

Føljeton har opfølgende spurgt Rasmussen Global, om det betyder, at de ikke ville rådgive Equinor i planerne om at øge produktionen af olie eller gas eller sige nej, hvis de fik tilbuddet. Det har de ikke svaret på.

Ifølge Alberto Alemanno kan man ikke rådgive på et enkelt område uden at understøtte den øvrige og primære del af de fossile virksomheders drift:

“De her firmaer holder fast i deres kerneforretning, mens de forsøger at diversificere. CO2-fangst og lagring forhindrer i øvrigt ikke udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer, men tilbyder på den måde et skjul, der potentielt kan mindske deres udledninger. Det er virksomheder, der arbejder med fossile brændstoffer, ikke vedvarende energi,” siger han.

De nye tal viser desuden, at den fossile industri kun udgør 1 pct. af branchens indtægt, siger han, men at det offentlige pres for at opsige aftalerne ikke er tilstrækkeligt.

Fortsætter i andre lande

Rud Pedersen Public Affairs’ Bruxelles-afdeling har arbejdet for det finske energifirma ST1, der leder et distributionsnetværk af tankstationer i Norden og et olieraffinaderi i Göteborg, som de kalder “et af de mest energieffektive olieraffinaderier i verden”. Ifølge virksomhedens egen formålsbeskrivelse ønsker de at være en “førende producent og sælger af CO₂-bevidst energi”.

Forelagt kritikken oplyser Rud Pedersen Public Affairs, at kontoret i Bruxelles “tidligere har samarbejdet med ST1 om forskellige energirelaterede sager. Det gør det ikke længere”. Samarbejdet med ST1 “ophørte sidste sommer”, ligesom “det danske kontor ikke har arbejdet for ST1,” skriver talspersonen og fortsætter:

“Mere generelt er vi et europæisk konsulenthus, der som en del af vores formål er engageret i den demokratiske debat på EU-niveau. Vi arbejder med en række forskellige virksomheder, herunder energiselskaber, der søger at diversificere deres forretninger, hvilket afspejler EU’s klimaambitioner. Vi oplyser om vores kunder og deres interesser i overensstemmelse med EU’s regler om gennemsigtighed.”

Rud Pedersen har afdelinger i 20 europæiske lande, hvor Morten Rud Pedersen er øverste chef og administrerende direktør i virksomheden. Han stiftede virksomheden i Göteborg i 2002 og er desuden formand for Dansk Skoleskak.

Rud Pedersens Bruxelles-afdeling er ikke konkret vendt tilbage på, om de har defineret grænser for, hvilke virksomheder eller politikområder de ville sige nej til at samarbejde med eller om.

Ifølge Emilia Korkea-aho, der er professor ved University of Eastern Finland (UEF), understreger det, at EU’s gennemsigtighedsregister ikke i dag afkræver rådgivningsvirksomheder at dokumentere, hvilket arbejde de udfører og for hvem. De skal angive, hvilke love eller emner, de har samarbejdet om, men ikke i samme detaljegrad som eksempelvis det finske nationale lobbyregister:

“I Finland er det ikke nok at oplyse, at man arbejder for et område som energi eller klimaforandringer. Lobbyister er nødt til at specificere mere omhyggeligt, hvad de arbejder med. For eksempel er det finske firma Aula (public affairs-bureau, red.) registreret både i Finland og på EU-niveau,” siger Korkea-aho,

Åbner man netop det finske lobbyregister, finder man Rud Pedersens afdeling i Helsinki, der har arbejdet for olie- og marketingsvirksomheden Neste, der kalder sig verdens førende producent af bæredygtigt flybrændstof (SAF) og vedvarende diesel – og som er blandt dem, der ifølge Alemannos datasæt bruger allerflest penge på lobbyister i EU. Her fremgår de ikke som tilknyttet Rud Pedersen, fordi tallene kun omfatter aktiviteter indberettet til EU’s gennemsigtighedsregister.

Danmark har trods mange års opfordringer fra blandt andre Transparency International endnu ikke noget nationalt lobbyregister. Og netop derfor kan eksempelvis konsulent- eller advokatvirksomheders øvrige filialer fortsætte med at påtage sig opgaver for den fossile industri, uden at det bliver opført i EU’s gennemsigtighedsregister, ligesom det i øvrigt sjældent nævnes på deres egne hjemmesider.

“Vi har brug for nationale registre for at gøre dataene mere omfattende og mere troværdige. Hvis man havde et nationalt register i Danmark, ville det være nemt at triangulere,” siger Emilia Korkea-aho, der sammen med den franske forsker Lola Avril har kortlagt svingdøren mellem konsulenter, advokater og EU-institutionerne og undersøgt, hvordan rådgivningsindustrien ikke altid selv skriver sig op i registrene, fordi de ikke selv anser deres ydelser som værende lobbyarbejde.

“Konsulentfirmaer og advokater kan godt lide at sige, at de kun giver teknisk rådgivning og ikke ønsker at være dommer over kundernes aktiviteter. Det er hyklerisk og en slags greenwashing, når man offentligt erklærer, at man går ind for bæredygtighed, samtidig med at man har store virksomheder med fossile brændstoffer på sin kundeliste. Man kan ikke gøre begge dele.”

Kan føre til politianmeldelse

“Ville det mon være greenwashing, hvis et firma offentligt erklærede sine mange forpligtelser til bæredygtighed og til at reagere på klimakrisen, og samtidig … forsvarede sit lukrative olie- og gasarbejde?,” spørger den britiske juraprofessor Steven Vaughan i en fodnote til en forskningsartikel om, at der særligt i advokatbranchen er en udbredt opfattelse af, at “alle har ret til en grundig rådgivning”, uanset de konsekvenser det måtte have for miljøet.

Det kan det potentielt godt være, siger Tanja Gotthardsen, anti-greenwashingspecialist i konsulentvirksomheden Continual, der senest har anmeldt Copenhagen Fashion Week til Forbrugerombudsmanden for greenwashing.

“Vi bliver nødt til at sondre mellem rådgivning og lobbyisme. Udøver de en service, hvor de hjælper firmaet med en ESG-rapport, eller hjælper de med at skrive briefinger og positionspapirer, som bliver brugt til at påvirke lovgivere? Det er i sidstnævnte tilfælde, at vi klart kan tale om lobbyisme og ikke bare en rådgivningsydelse.”

Kan man kalde det greenwashing, når det ikke er selve det produkt, de sælger, de kalder grønt, men de blot giver udtryk for at hjælpe kunderne med at understøtte den grønne omstilling?

“Hvis konsulenterne har bidraget med rådgivning og udarbejdet materiale, som fossilselskaberne bruger til at skabe et urigtigt billede af sig selv i deres markedsføring, kan konsulenterne godt blive anset for at være medvirkende til vildledning og dermed være omfattet af et potentielt sagsanlæg,” siger Tanja Gotthardsen og forklarer, at der dog endnu ikke er set præcedens-sager på det i Danmark.

Det mest aktuelle eksempel er sagen mod Mercedes-Benz Danmark, der i 2023 blev politianmeldt for greenwashing af Forbrugerombudsmanden på baggrund af en klage fra Greenpeace. Greenpeace ville derudover anmelde bureauer og medier, der havde været involveret i kampagnen, men det fandt Forbrugerombudsmanden ikke grundlag for at følge op på.

“Det er dog forventeligt, at vi kommer til at se sager, der også medtager rådgivere og marketingbureauer, og også i EU-regi tegner kommende anti-greenwashing-lovgivning til at indskærpe tredjeparters medansvar,” siger Gotthardsen.

“Rådgivningsfirmaerne må i øvrigt også kun selv postulere, at de arbejder for at fremme den grønne omstilling, hvis det rent faktisk er det, de gør. De er virksomheder, der markedsfører sig på linje med alle mulige andre. Og faktisk må man heller ikke markedsføre sig med miljømæssige eller etiske anprisninger, så længe det, man gør, blot er sædvanligt for ens respektive branche. Det er et brud på relevanskravet. Vil man fremhæve sig selv på det her, kræver det en markant og væsentlig indsats.”

Ifølge Tanja Gotthardsen ved man som rådgiver også, at der ikke er garanti for, at kunderne retter sig efter rådgivningen. “Forbrugerombudsmanden skeler desuden også til, om påstandene bliver brugt om særligt belastende industrier, såsom fossilindustrien,” siger hun og fortsætter:

“Hvis der hypotetisk set var tale om et olieselskab, der aktivt, i markant grad og med en nært forestående slutdato var ved at udfase sin fossile portefølje for at overgå til vedvarende energi, ville rådgivningsvirksomheden stå så meget desto mere rent i forhold til egen påståede formålsparagraf.”

“Men desværre tegner selskabernes engagement i den grønne omstilling sig mestendels som forsøg på at legitimere og camouflere business as usual. For eksempel som vi har set det med CO2-fangst. Der kan rådgiverne fremstå som medsammensvorne, hvis de for eksempel har udfærdiget de rapporter, der bruges til at informere den offentlige holdning.” /Emma Louise Stenholm