Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Den her øvelse vil kræve lidt held, men hvis du kan få slalomet dig igennem dagen uden at se og høre Danmarks Radio eller læse Politiken (og Føljeton), så vil det akkurat gå hen over hovedet på dig, at i dag – foruden selvfølgelig at være årsdagen for Danmarks Befrielse – er ‘Forsvarets Dag’. Den plejede ikke at hedde noget, den var ikke noget særligt, det var bare en dag med session – eller et “møde mellem en værnepligtig og en militær myndighed, hvor der bl.a. tages stilling til den værnepligtiges egnethed til aftjening af værnepligt”, som man kan læse under ordet i Nudansk Ordbog.
Men der blæser nye vinde. Der er krig i Ukraine, Ruslands præsident Vladimir Putin er angrebslysten og konfliktsøgende, Europa kan ikke længere regne med USA’s beskyttelse, Nato er udvidelsestrængende i østlig retning, vi skal alle sammen opruste som vanvittige, og Danmarks pauvre hær skal “genrejses” med nyt “materiel”. Og som Politikens forsvarsredaktør skriver i en længere artikel (betalingsmur) i dagens avis: “Det virker oplagt, at forsvaret med fuldt overlæg har valgt en dag vædet i symbolik som skæringspunkt for, hvornår kommende rekrutter på landets kaserner kan skrive sig op til den nye og langt mere omfattende værnepligt.”
Før varede værnepligten fire måneder, men efter at ‘et bredt politisk flertal’ har været inde over sagen, er den nu skruet op til 11 måneder med basisuddannelse, videreuddannelse og en dosis “operativ tjeneste”. Landets forsvarschef, Michael Hyldgaard, medvirker i Politiken-artiklen, og ligesom vi tidligere har beskyldt Mette Frederiksen for at have tilbragt for meget tid sammen med Anders Fogh Rasmussen, så er det, som om Michael Hyldgaard har set lidt for meget til Mette Frederiksen i den seneste tid. I hvert fald udtrykker manden, der ellers bliver opfattet som “ekstremt introvert”, sig pludselig med samme svulstighed og patos, som statsministeren har for vane, når hun taler om krig og militær opofrelse. “Det er et kæmpe ansvar, fordi vi låner døtre og sønner af Danmark til den her opgave,” siger han. “Så det er en kæmpe forpligtelse, og den sidder selvfølgelig dybt i mig.”
Danmarks døtre og sønner… ydrk. Militariseringen virker nærmest uafvendelig – som om sporet allerede er lagt, og nu er det bare at sætte sig op i toget og komme af sted. Men er det ikke et spor mod afgrunden? Der er det indbyggede paradoks i alt det her, at man opruster for at fremstå stærk og handlingsparat med henblik på at undgå krig. Men samtidig sender man et signal til hvem der måtte være ens fjender om, at de bare kan komme an. For at bevare freden er man villig til krig. Ragnarok i fredens navn.
Det er desværre ikke medierne, der sætter foden ned og spørger, om toget kører den rigtige vej. Jo større maskineriet fremstår, desto mere falder medierne ind i geledderne og følger takten. Tag fx statsministerens tale i Mindelunden søndag i forbindelse med markeringen af Befrielsen. På Berlingske plejer en fyr som Bent Winther, der er avisens politiske kommentator, at kommentere og perspektivere det politiske spil. Men i en artikel (betalingsmur) om Frederiksens tale udsendt kl. 21.38 søndag aften, gengav han sådan set bare slavisk, hvad hun havde sagt – uden noget nævneværdigt analytisk lag. “Hun sammenlignede ukrainernes kamp i dag med kampen mod nazismen. Hun mindede os om, at den verdensorden, der fulgte Befrielsen og nederlaget til Nazityskland, i dag er truet,” lød det fra analytikeren. Og videre: “Regeringen har iværksat den største oprustning af Danmark siden Anden Verdenskrig, og Mette Frederiksen har flere gange sagt, at den nuværende trussel mod Europa er den største siden 1945. Paralleller som slår netop den stemning an, som skal fastholde tilslutningen til militær mobilisering og en stor udvidelse af Forsvaret i Danmark.”
Wow. Det er skarpt. Måske kan det altsammen animere Danmarks døtre og sønner til at komme i dronningens klæ’r, som man sagde før i tiden. Politikens forsvarsredaktør spørger i sin artikel forsvarschefen, hvad han “personligt” mener om folk, der vælger at være militærnægtere. Her kan man glæde sig over, at forsvarschefen ikke tager maddingen, men i stedet bare siger, at “det er jo en overbevisning. Så det er fint, at vi har den mulighed i Danmark”.
Ragnarok, skrev vi tidligere. Det kan godt være, at det er hyggeligt og sjovt at være i trøjen i 11 måneder. Men moderne krig er ikke nogen spøg. Det er sværme af droner og kunstig intelligens og maskiner, der selv tager beslutninger. Og det bliver vildere og mere og mere sindssygt. Søg på ordene future og warfare på nettet og find rimelig dystopiske rapporter. Den gode nyhed er, at sønnerne og døtrene ikke skal sidde og vente i skyttegrave og løbe frem mod bajonetter på slagmarken. Man dør hurtigere. Det er som et fingerknips. /Oliver Stilling