Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix
“Våben dræber ikke mennesker, mennesker dræber mennesker”, lyder et af de mere berygtede slogans fra de skydegale medlemmer af National Rifle Association of America. Begynder man at dissekere argumentet bare en anelse holder det ikke, for det er alt andet lige nemmere at dræbe mennesker med en semi-automatisk AR-15-riffel end med de bare næver. Men skal vi alligevel møde våbenfanatikerne på halvvejen, ligger der da en pointe i, at vi også må se på, hvordan de voldelige redskaber bliver brugt – og af hvem.
Forestil dig, at du har udviklet en magisk lille kasse, som kan spytte præcis det ud, du vil have den til – overbevisende akademiske opgaver, naturtro billeder af hunde, der kører bil, pornografiske videoer af gamle gymnasieflirter, trin-for-trin opskrifter på brintbomber. Kassen er så nem at betjene, at enhver idiot kan gøre det; man skal faktisk bare tale til den, som man ville tale til en ven. Hvilket så også er selve problemet: Alle kan problemfrit bruge kassen til alt, selv uden at kende dens begrænsninger. Folk tror, at den er en genial schweizerkniv, mens den i virkeligheden er en rygklappende lystløgner, du bør være yderst påpasselig med at spørge til råds; i hvert fald hvis du stadig værdsætter uddødende begreber som “sandhed” og “virkelighed”.
For nylig lancerede Coca-Cola en sukkersød reklame, hvori man fremhæver forskellige romanpassager af kendte forfattere, som eksplicit nævner den ærkeamerikanske læskedrik. En af de Coca-Cola-udvalgte litterære kanoner er den postmodernistiske provo-forfatter J. G. Ballard, der bl.a. står bag novellen “Why I Want to Fuck Ronald Reagan” fra The Atrocity Exhibition samt den David Cronenberg-filmatiserede roman Crash om en gruppe mennesker, der har en makaber fetich for biluheld.
Som titlerne antyder, formåede Ballard at vende den amerikanske drøm til et techno-dystopisk mareridtlandskab; hans fortællinger er snarere præget af et eksistentielt ubehag end af lysten til at nyde en iskold sodavand. I den forstand er han et meget mærkeligt valg til en reklamefilm. Nu viser det sig da også, at der (selvfølgelig) har været ukritisk kassetænkning på spil: Som mediet 404 fortæller, har reklamefolkene fået hjælp af en kunstig intelligens til at lave referencen, som endda viser sig at være fejlbehæftet: I reklamen gør Coca-Cola uheldigt nok J.G. Ballard til forfatter af bogen Extreme Metaphors, selvom han slet ikke har skrevet den. Upsi-dupsi!
Når selv verdensomspændende milliardvirksomheder som Coca-Cola kan få KI’en galt i halsen og endda komme for skade at bruge den som intellektuel sutteklud, lover det ikke sådan vildt godt for os andre. For som den nye pave – af alle mennesker – også allerede har advaret om, skaber udviklingen af kunstig intelligens “nye udfordringer for forsvaret af menneskelig værdighed, retfærdighed og arbejde”. Eller sagt mindre katolsk og mere darwinistisk: I bund og grund er vi stadig bare aber, der godt kan lide at slå på tromme. Vi er slet ikke bygget til at få magiske kasser i hænderne, som vi kan bruge uden hæmninger.
Ret skal være ret: Brugt med omtanke (og allerhelst af fagprofessionelle) i fx lægevidenskaben, kommer kunstig intelligens til at være en potentiel game changer. Prisen er så bare, at vi må trækkes med usandsynlige mængder sort og slimet Coca-Cola-diarré, når vi færdes rundt i informationssamfundet. Og her er det faktisk ikke bare paven, der prædiker, men også OpenAI’s adm. direktør Sam Altmans eget dystopiske sideprojekt World – en bizar blockchain-baseret virksomhed, som tilbyder udbetaling i krypto-tokens, hvis folk indvilliger i at få scannet deres øjenæbler. Ja, der er meget at forklare og forholde sig til her, men lad os tage den helt korte version; nemlig at World for et par uger siden publicerede et blogindlæg, hvor man bl.a. skrev det her:
“Fremskridt inden for kunstig intelligens har gjort det bemærkelsesværdigt nemt at generere tekst, billeder og endda hele online-personaer, som ikke kan skelnes fra rigtige mennesker. Faktisk advarer eksperter om, at det om få år ‘vil være umuligt at vide, om nogen kommunikerer med en anden dødelig eller et neuralt netværk’.”
Og videre:
“En nylig forbrugerundersøgelse viste, at mere end tre fjerdedele af befolkningen (77 %) er blevet snydt af AI-genereret indhold online. En verificeret menneskelig identitet er hurtigt ved at blive hjørnestenen i tilliden til det moderne internetøkosystem […] World udvikler værktøjer til at gøre netop det. Ideen er enkel: at give alle en hurtig, brugervenlig måde at bevise, at de er en unik, virkelig person – alt sammen med respekt for den enkeltes privatliv og selvstændighed.”
Sort på hvidt skriver World – som, understreger vi lige igen, er stiftet af Sam Altman, godfatheren til ChatGPT – at vores tillid til verden er ved at blive totalsmadret af kunstig intelligens, men at løsningen altså (åbenbart) er at lave biometriske scanninger af folks retinaer, hvilket slet ikke vil krænke deres privatliv. Det hele er meget mærkeligt; til forveksling lyder det faktisk som en psykedelisk J. G. Ballard-historie. Sam Altman vil alt på én gang; inklusive at røvrende os efter biluheldet. Eller som techjournalist Ryan Broderick ret præcist skriver:
“Det her er Altmans udgave af ‘dem, som gør dig syg, sælger også kuren’. Skab en maskine, som forvandler internettet til ulæseligt lort, brug årevis på at regne ud, hvordan man gør det så vanedannende, at det er umuligt at stoppe, og når først folk er afhængige, siger du, at vi bliver nødt til at dræbe online-anonymitet for at fikse det. Ikke nok med, at Altman ejer gør-internettet-til-lort-virksomheden, så, se bare der, ejer han også anonymitets-dræber-virksomheden”.
Vi ved snart ikke, hvem der dræber hvad. Men vi får altså brug for mange Coca-Colaer (eller måske snarere en solid spand Kool-Aid), hvis vi skal blive ved med at sluge de klamme fremtidsvisioner, Silicon Valley så ublu forsøger at sælge til os. /David Dragsted