Kerneproblemet

Kernen i regeringstoppen er ustabil for tiden. I en politisk kædereaktion, der ligner en pludselig kernetransmutation, har de tre magtpartier på påfaldende kort tid skiftet fundamental holdning til fremtidens energipolitik i Danmark:

“Regeringen har besluttet at sætte en analyse i gang af, hvad potentialet er i de nye a-kraft-teknologier”, udtaler klima- og energiminister Lars Aagaard (M), skønt han ellers selv har været den hidtil klareste modstander af netop kernekraft i Danmark.

I et drastisk omslag har SVM-regeringen hovedkulds skiftet kurs, og åbner nu principielt op for at omgøre det eksisterende forbud, og det tegner dermed til, at der fremover kan etableres atomkraft på dansk jord. Det er et skelsættende opbrud, et højpolitisk kvantespring.

Mest iøjnefaldende har Venstres formand Troels Lund Poulsen krævet, at forbuddet sløjfes hurtigst muligt: “Tiden er inde til, at vi får afskaffet forbuddet mod atomkraft fra 1985,” skrev han forleden, og fortsatte: “Atomkraft er en grøn energikilde, som allerede spiller en stor rolle i det europæiske energisystem, og som verden har brug for, hvis vi skal nå de globale klimamål og sikre stabil og omkostningseffektiv energiforsyning.”

Nu er Socialdemokratiet så også fulgt efter, og dermed er der et meget bredt flertal i Folketinget for atomkraft, eftersom alle borgerlige partier også støtter en ophævelse af forbuddet. Kursændringen fra netop Socialdemokratiet er på sin vis det mest spektakulære, ikke kun fordi partiet i årtier har satset på vedvarende energikilder som vind og sol, men også fordi Mette Frederiksens parti var imod atomkraft så sent som 29. april 2025, altså for blot 15 dage siden.

Sidst i april diskuterede Folketinget fordele og ulemper ved atomkraft, og debatten mundede ud i en vedtagelsestekst – som fik opbakning fra alle tre regeringspartier – med følgende ordlyd: “Det er ikke nødvendigt at producere atomkraft i Danmark for at minimere svingende elpriser, have forsyningssikkerhed eller indfri Danmarks klimamål.”

Socialdemokratiets energiordfører Jesper Petersen jublede over vedtagelsen på sociale medier: “Solidt, bredt flertal i Folketinget bag en klar afvisning af dansk produceret A-kraft som relevant her aktuelt. Vi har hurtigere og billigere alternativer i Danmark.”

Men de menige socialdemokrater havde tilsyneladende ikke fået det nye memo oppefra. De politiske celler er i hastig forandring.

Massivt lobbyarbejde

Pludselig er positionerne muteret. Modstanden mod atomkraft i Danmark har vist sig at have en ekstremt kort halveringstid.

Argumenterne for at åbne for atomkraft er trefoldige, og prioriteres lidt forskelligt af fortalerne. Den udslagsgivende faktor er dog krigen i Ukraine, og Europas langstrakte og hidtil mislykkede forsøg på afvænning fra russisk gas. EU-kommissionen har for længst klassificeret atomkraft som en “grøn energikilde” i den officielle taksonomi, og atomkraften indgår også allerede i en lang række europæiske lande som en central del af energiforsyningen.

Når fronterne har rykket sig så abrupt, som tilfældet er, kan det således ses som en effekt af Ukraine-krigen. Hvis Europa skal være selvforsynende med energi, og vel at mærke energi, som ikke udleder CO2, er mainstream-opfattelsen blevet, at atomkraft skal indgå i mixet. Ikke i stedet for vind, sol, vandkraft og geotermi, men som et vigtigt supplement.

Den anden faktor er teknologiudviklingen. Gennem de seneste årtier er der blevet udviklet helt nye former for atomreaktorer, de såkaldte fjerdegenerationsreaktorer, som ikke længere kan sammenlignes med f.eks. Tjernobyl-atomkraftværket, som eksploderede tilbage i 1986. I dag eksperimenteres der med nye såkaldte SMR’ere, små modulære reaktorer, som endnu ikke er afprøvet i større skala, og heller ikke er kommercielt skalerede. Men teknologien har fjernet meget af strålingsfrygten, simpelthen fordi risikoen er dramatisk meget mindre og tilmed kun helt lokal.

Når politikerne på Christiansborg har rykket sig opsigtsvækkende nu, skyldes det ikke mindst, at der findes to danske virksomheder, Saltfoss Energi og Copenhagen Atomics, som begge arbejder på udviklingen af SMR’ere, og nok så afgørende, at de har fået massiv støtte fra landets største pengetank og ikke mindst formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen.

Gennem flere år har den tidligere Novo-topdirektør kørt en kampagne imod vindmøller og for atomkraft, og fonden har sideløbende doneret større beløb til på den ene side at problematisere store vindmøller og solcelleparker, nu også kendt som “jernmarker”, og så selvfølgelig også at støtte lobby-promoveringen af ny atomkraft.

Sidste år donerede Novo-fonden 120 millioner kroner til forskning i kernekraft, eller som det selv kalder det: “nye eller spirende teknologier til bæredygtig og kontinuerlig energiforsyning”. Senest har Novo også finansieret en omdiskuteret atomkraft-rapport fra Erhvervslivets Tænketank.

Strålende fremtid

Hvis der skal udpeges én person, som har sprængt atomkraft-modstanden i stumper og stykker, er det ingen af toppolitikerne, men derimod 70-årige Lars Rebien Sørensen. Til Berlingske forklarer han åbent og ærligt: “Jeg søger en bedre forståelse for, hvordan vi opbygger et sikkert og stabilt energisystem i Danmark. Den efter min mening overdrevne fokusering på havvind har nogle bekymrende og uheldige effekter, som både kan koste forbrugerne og det danske samfund dyrt.”

Og her åbenbarer det tredje argument sig, påstanden om, at atomkraft skulle være et billigt supplement til vedvarende energikilder. Et argument, som må betegnes som det absolut svageste led. For selv om særligt havvind har vist sig at være en mere bekostelig affære end først antaget, er alle kendte og reelt anvendte atomkraft-teknologier ekstremt meget dyrere. Atomkraft i Danmark ville få elregningerne til at stige voldsomt, ganske enkelt fordi prisen pr. kilowatt er markant højere.

Hvis man vil have atomkraft i Danmark, er det først og fremmest et ideologisk valg, der hverken kan forklares med snusfornuft eller hensyn til forsyningssikkerheden. Hidtil har atomkraft været brugt som en blå fidus, hvor de borgerlige partier på én og samme tid kunne hævde at ville fremme CO2-neutrale energikilder og samtidig ikke behøve at gøre noget håndfast nu – for lige rundt om hjørnet venter den fagre nye og ikke mindst strålende fremtid.

Foreløbigt er der imidlertid intet, som tyder på, at atomkraft skulle begynde at bidrage mere til hverken energiforsyningen eller CO2-reduktionerne i de næste mange, mange år. Så langt øjet rækker, er der ikke nævneværdige planer om at opgradere netværket af atomkraftværker i Europa, og imens udbygges vind, sol og andre vedvarende energikilder – som også alle er billigere – i et rasende tempo.

Så selv hvis man ikke ønsker at forholde sig til de ubehagelige affaldsproblemer, som fortsat er uløste, og selv hvis man er ligeglad med størrelsen på elregningen, som efter alt at dømme vil stige for folk med små indkomster, er bundlinjen, at atomkraft ikke kan nå – rent praktisk, logistisk og byggeteknisk – at blive en del af klimaløsningen, før det er gået galt.

I bedste og teoretiske fald kan atomkraft blive et mindre og hundedyrt supplement til energiforsyningen efter år 2040, og altså efter det tidspunkt, hvor temperaturstigningerne ifølge IPCC’s prognoser allerede er steget med 1,5 grader. Atomkraftens største potentiale er at kunne drive luftkøling og airconditionsanlæg ude i fremtiden, når den globale opvarmning allerede er løbet løbsk. /Lars Trier Mogensen