
Eyad Baba/AFP/Ritzau Scanpix
Joe Biden har “aggressiv” prostatakræft. Det har bredt sig til knoglerne. ‘Hvad bliver den 82-årige eks-præsidents eftermæle?’, er der allerede nogle, som spørger. Tja, det kunne have været hans indsats for den grønne omstilling, men som en skriver et sted på de sociale medier, så bliver det nok snarere, at han forsynede Israel med “mindst 14.000 MK-84 bomber på 2.000 pund, 6.500 500 punds-bomber, 3.000 Hellfire præcisions-luft-til-jord-missiler, 1.000 bunkerbuster-bomber, 2,600 små kastebomber og anden ammunition”.
Det er muligt, at tallene ikke er helt korrekte, men der er under alle omstændigheder tale om ødelæggende og dræbende ammunition for milliarder af dollars. Bomberne har den israelske hær brugt til mere eller mindre at jævne Gaza-striben med jorden. Joe Biden og hans udenrigsminister Antony Blinken, der også vil gå over i historien som “genocide enabler”, overdrog til Donald Trump en fuldstændig kaotisk situation, hvor en stor del af det grimme arbejde allerede var gjort, så vejen var banet for, at Israels præsident Netanyahu og hans højreekstreme regering kunne ‘gøre arbejdet færdigt’.
Nu har Israel taget hul på en “landoffensiv”. Mandag morgen meldte Al Jazeera, at Israel havde foretaget 30 luftangreb i løbet af en time omkring byen Khan Yunis i den sydlige del af Gaza-striben – bl.a. er Nasser-hospitalet blevet bombet. Gazas sundhedsministerium, der er kontrolleret af Hamas, har opdateret antallet af døde i Gaza til 61.700 – hvilket af eksperter vurderes at være lavt sat.
Fredag skrev det uafhængige israelske medie +972, at Israel bombede løs på European Gaza-hospitalet i Khan Yunis. Blandt de 28 mennesker, som meldte dræbt, var patienter, sundhedspersonale, civilforsvarspersonel og ambulancefolk, som forsøgte at redde de sårede, inden der blev bombet igen. Ifølge en pressemeddelelse fra hæren og sikkerhedstjenesten Shin Bet var der tale om et “præcisionsangreb”, som skulle ramme Hamas’ leder, Mohammed Sunwar. Hans lig er angiveligt blevet identificeret, skriver den regeringsvenlige avis Times of Israel.
+972 har gjort sig den ulejlighed at tale med flere mennesker, som befandt sig ved hospitalet, og det, de beskriver, er et levende helvede. En af dem var den 35-årige As’ad Al-Amour. “Folk begyndte at skrige og løbe som vanvittige for at slippe væk. Ingen kunne forstå, hvad der skete,” udtaler han. ”Det var, som om jorden åbnede sig og slugte folk. Lig lå spredt ud over det hele. Selv da bomberegnen stoppede, fortsatte droner med at ramme alle, der var i live eller forsøgte at redde andre.”
Når vestlige medier forsøger at formidle, hvad der sker i Gaza, forbliver det som regel på et abstrakt plan, hvor militæranalytikere og andre eksperter forklarer nogle overordnede linjer. Det, der går tabt, er den menneskelige lidelse, som netop er det, mennesker kan relatere til. Det er i den israelske regerings interesse, at offentligheden spises af med, hvad der svarer til at kigge på et militærkort. Effekten er sløvende. Man begynder at se gennem fingre med uhyrligheder, man forstår ikke alvoren.
Mandag morgen var den palæstinensisk-danske journalist Nidal Abu Arif igennem på telefon til DR P1’s radionyhedsflade – ikke for at analysere situationen, men for at fortælle, hvordan hans familie i Gaza oplever den. Interviewet begyndte okay. Nidal Abu Arif fortalte, at det var svært at tale med familien, fordi de var så udmattede. “De er trætte. De føler sig svigtet. De sover sultne, og de vågner sultne.”
Efter 10 minutters interview går det galt. Arif har lige fortalt, at hans fætters 14-årige søn, Murad, netop er blevet dræbt af et israelsk missil. Værten siger til Arif, at militæranalytikeren Peter Viggo Jakobsen tidligere på morgenen har sagt, at der vil komme større pres på Israel for at få hospitaler og nødhjælp til at fungere, hvis landet går ind og decideret besætter Gaza med militæret: “Er det noget, der på nogen måde kan give dine familiemedlemmer og dig et håb?” får hun sagt.
En lang pause følger, hvorpå Arif spørger: “Undskyld, spørger du mig om en besættelse af Gaza vil give et håb til folk i Gaza? At en militær besættelse vil give folk håb? At folk får frataget deres rettigheder, at de vil sove under israelske kampvognskanoner? Nej, israelske soldater skal ud af Gaza, israelske fly skal ikke bombe Gaza, Israel skal fjerne blokaden af Gaza, det er det, der kan give folk i Gaza et håb.”
Bagefter lavede Nidal Abu Arif et opslag på Facebook om interviewet: “Jeg blev tavs. Chokeret. Rystet. For hvordan svarer man på, om militær besættelse kan være en kilde til håb – for nogen som helst? Men det her handler ikke kun om min reaktion. Det handler om, hvordan journalistikken rammer, når den mister forbindelsen til det menneskelige – og til sine egne grundprincipper. Et af journalistikkens vigtigste principper er respekt for kontekst og timing. Når man interviewer en person i sorg – ovenikøbet midt i en igangværende krig – bærer man som journalist et særligt ansvar. Ikke for at undgå svære spørgsmål, men for at stille dem med omtanke, præcision og medmenneskelig forståelse.” /Oliver Stilling