Skøn ønsketænkning

Som idéhistoriker Dorthe Jørgensen også pointerer i sin digre doktordisputats Skønhedens metamorfose, havde Platon højst sandsynligt været til fals for Piet Mondrians abstrakte, geometriske malerier. Overraskende nok.

For den græske filosof var den rene forms skønhed nemlig det ypperste; den egentlige skønhed befandt sig hinsides erfaringen. Hvilket var et produkt af Platons idélære: Selve forestillingen om, at verden består af transcendente former, som rækker ud over det, vi sanser. Vi kan se, at noget er skønt, bevares, men det er kun fordi den åndelige skønhed – og i forlængelse heraf selve det skønnes idé – bliver midlertidigt efterlignet. Eller som Dorthe Jørgensen ret præcist formulerer det:

“Den sanselige skønhed er kun relativ, flygtig og foranderlig, hvorimod den transcendente skønhed er absolut, evig og uforanderlig, og der er derfor en slags skønhedshierarki i verden, ifølge hvilket det ideale er mere skønt end det reale.”

Mens “smuk” blot beskriver noget pænt, er “skønt” straks en mere kompliceret størrelse at indfange (og undfange). Det skønne findes i kunsten, klart nok, men som vi kan se med Platon, er der stadig kun tale om skyggebilleder, som ufuldendt kan gengive kosmos’ harmoni.

Hos grækerne kunne man bruge ordet techné som en betegnelse for kunst – men i den brede betydning af faglært arbejde, der udover fx malerkunst og billedhuggeri også omfattede ting som vævning og pottemageri. Samtidig favnede forståelsen af, hvad der var skønt – “kā́los” – egentlig bare alt, der var behageligt og beundringsværdigt, hvilket mange ting kunne være. Det er derfor, grækerne også hellere brugte begreber som ‘harmoni’ og ‘symmetri’ til at tale om æstetisk skønhed.

Netop harmoni spillede en oplagt vigtig rolle for grækerne, da den stod som modstykke til det kaos, kosmos ifølge skabelsesberetningerne kom ud af: Mens kaos betød fraværet af form, havde kosmos en harmonisk orden, altså en skønhed. Det er heller ikke for ingenting, at Harmonia, den græske gudinde for harmoni, var datter af skønhedsgudinden Afrodite.

Groft sagt er det på baggrund af denne harmoni-besyngelse, at Platon bygger sin såkaldte skønhedsmetafysik. En teori, der er langt mere udførlig end fx sofisternes forklaring af skønhed som det, der vækker æstetisk nydelse, eller Sokrates’ forståelse af moralsk nytteværdi som en målestok for skønhed.

Her er vi så end ikke kommet frem til fx middelalderens sammenkobling af det skønne og det fuldkomne, men lad os for nemheds skyld springe nogle tusind år frem og dermed helt op til vor tids sofisteri, nemlig skønhedstrends som ‘facial harmonization’ og ‘looksmaxxing’ på SoMe. Trends, der står til at blive yderligere vulgariseret med den kunstige intelligens’ mellemkomst.

Måske er du slet ikke stødt på begreberne før, og i så fald: Godt for dig – gå ud og nyd livet; du har allerede fundet både zen og eudaimonia. For alle os andre, der modvilligt lader os trække gennem algoritmernes søle, er det som bekendt ikke et særsyn at se mystiske influencertyper i diverse feeds, som vil have os til at smøre bananskræl i ansigtet, sluge Wegovy som mintpastiller og skyde botox, som var det den nye morgenkaffe. Skønhedsindustriens omfattende milliardforretning bliver til stadighed bastardiseret i en grad, så man næsten længes efter dengang, kvinders værdi kunne måles i L’Oréal Paris, og Gillette var det bedste en mand kunne få.

Som uønsket akne knopskyder de algoritmiske forsøg på at sprede mindreværd. Eksempelvis via påpegninger af, at dit kæbeparti sagtens kunne være mere imposant, eller at dit ansigt jo slet ikke er så symmetrisk eller – netop!  – harmonisk, som det kunne være. Med tråde til alt fra frenologi til incelkultur og kunstteoriens gyldne snit bliver folks selfies nærstuderet for at gennemskue, hvorfor de ikke nyder godt af det pretty privilege, smukke mennesker har det med at få. Samtidig bliver specialdesignede versioner af fx ChatGPT taget i brug for at få en “objektiv” vurdering af, hvordan man bedst kan plasticoperere sig ud af miseren.

For nej, det er ikke længere tabu at komme under kniven i skønhedens navn, hvilket måske også kan forklare, hvorfor body horror er tilbage for fuld udblæsning på biograflærredet, eksempelvis med den Cannes-hyldede The Substance og senest den norske Askepot-genfortælling Den stygge stedsøster, hvor der bliver klippet meget mere end en tå for at vinde prinsens gunst. I en tid, hvor alle er blevet lettere vanvittige af at se på yassifyede billeder hele tiden, er det alle kneb, der gælder – om man så må lade livet for sin Brazilian butt lift.

Går vi tilbage til Platon (og det kan man jo med fordel altid gøre), bliver det imidlertid en gennemført futil skønhedskamp at få sit ansigt sat i de rette harmoniske folder. Skønhedsidealet er de facto umuligt at opnå, netop fordi end ikke det smukkeste ansigt i kongeriget vil kunne måle sig med den rene transcendente form. Derfor: Tænk mindre Mona Lisa og mere blå, røde og gule firkanter à la Mondrian, når du ser dig selv i spejlet. Og hvil så ellers i, at skønhed ikke bare kan være absolut, men også absolut fjollet, når det bliver medieret gennem det 21. århundredes åndsforvirrede KI-filtre. /David Dragsted