Foldestolens fadæse

Før vi fortaber os alt for meget i fejden, må vi hellere huske på et vigtigt begreb fra wrestlingens verden: Kayfabe, altså at illusionen om den koreograferede kamps “ægthed” død og pine ikke må brydes. Selvom vi alle ved, at wrestlingens spektakel og historiefortælling er opdigtet til lejligheden, skal wrestlerne fortsætte showet, som var det den nøgne virkelighed.

Som vores egen Lars Trier Mogensen allerede pointerede i bogen Den store joker fra 2016, findes der en særlig nøgle til at forstå Donald Trump i wrestlingen. USA’s præsident blev tilbage i 2013 optaget i World Wrestling Entertainment Hall of Fame og har således længe før MAGA-bevægelsen været en væsentlig skikkelse i wrestling-miljøet – eksempelvis mødtes han i 2007 i ringen med WWE-ejeren Vince McMahon i en famøs “Battle of the Billionaires”. I dag er Linda McMahon, Vinces mangeårige hustru og medstifter af WWE, uddannelsesminister i Trump-regeringen.

Skal man tro filosof Roland Barthes, som i essayet “Wrestlingens verden” forholder sig til det forvirrende kampfænomen, udmærker wrestlingen sig ved sine øjebliksbilleder. Ja, faktisk vil det være tæt på meningsløst at læse samme betydning ud af wrestling-showet som fx en boksekamp, hvor hvert et slag er en del af en større fortælling; en optrapning til den endelige knockout:

“En boksekamp er et historisk forløb, der bygges op for øjnene af tilskueren. Ved wrestling-kampen derimod er det hvert enkelt øjeblik, der er betydningsmættet, ikke den samme periode. Tilskueren interesserer sig ikke for, hvordan den endelige sejr efterhånden etableres, det, han sidder og venter på, er øjebliksbilleder af visse lidenskaber. Wrestlingen kræver altså, at man med det samme aflæser de successive betydningstilstande, men ikke nødvendigvis at man forbinder dem indbyrdes.”

Pointen er alle brudstykkerne, ikke selve handlingsforløbet. Wrestling er først og fremmest følelsesbilleder i nuet, som skal nå helt ned til de bagerste rækker. Det spiller ingen rolle, om følelserne og slagene er ægte, og det vil ifølge Barthes være en misforståelse, hvis vi fortaber os i spørgsmålet om, hvad der mon sker som det næste:

“Hvordan kampen logisk må fortsætte, interesserer ikke en wrestling-fan, hvorimod en boksekamp altid på en eller anden måde har noget at gøre med en forudberegning af fremtiden. Med andre ord: Wrestling-kampen er en totalsum af enkelte optrin, hvoraf intet er en funktion af selve summen.”

Kamp for galleriet

Godt så, med de grundregler på plads kan vi vel godt tale om Donald Trumps og Elon Musks meget offentlige “brud”, som torsdag og natten til fredag udspillede sig på deres respektive sociale medier Truth Social og X.

I en tweetstorm fik Musk på alle måder distanceret sig fra Trump – eksempelvis ved at påstå, at USA’s præsident optræder i de berygtede Epstein-filer – mens Trump svarede igen ved at true med at terminere de lukrative regeringskontrakter, som Elon Musks virksomheder nyder godt af. Det var grimt, det var vildt, og straks begyndte diverse kommentatorer og korrespondenter at udbrede sig om, hvordan der ingen vej tilbage er herfra. En afgørende kløft er blevet gravet dybt ned i MAGA-sfæren.

Til de betragtninger er der vel bare tilbage at sige: Kayfabe, kayfabe, kayfabe. Det kan meget vel være, at vi nu skal vænne os til en virkelighed, hvor USA’s præsident og verdens rigeste mand er i en åben konflikt. Men det kan også være, at de er tilbage som bonkammerater i næste uge. Hvad Donald Trump i hvert fald forstår på et dybere wrestling-plan er nemlig, at showet trumfer alt. Hvilket så også kan blive Elon Musks store tragedie: At han vitterligt har troet på Trumps performative projekt, og fejlagtigt tænkt, at der fandtes en ideologisk kerne, som svarede til hans eget begær. Pludselig stod han og heilede i ringhjørnet, uden øje for, at han dermed fik positioneret sig selv som heel til Trumps face, for nu at blive i wrestling-terminologien.

Og nu står Donald Trump klar til at smække ham ned med en foldestol.

Vi fik aldrig kampen mellem Elon Musk og Mark Zuckerberg, men i det mindste har vi det her. Husk blot, at det er lige så lidt politik som det er sport. Det er WWE, og det siger intet om fremtiden, men alt om øjeblikkets lidenskaber mellem to eksistentielt latterlige mænd. /David Dragsted