Kære læser

Israels straffrihed

Israel Foreign Ministry Via X/Reuters/Ritzau Scanpix

“Kom ikke og sig, at israelerne ikke får klar besked, hvis de altså læser Haaretz,” skriver en af Føljetons læsere til os tidligt mandag morgen. Læseren er bosiddende i Tønder, så kom ikke og sig, at folk i Sønderjylland ikke holder sig orienterede (hvis nogen skulle beskylde dem for det).

Han har vedlagt et link til en tekst i den israelske avis skrevet af journalisten og kommentatoren Gideon Levy, en prominent og vedholdende kritiker af Israels besættelse og ulovlige bosættelser på palæstinensisk jord. “Når det kommer til krigsforbrydelser,” skriver Levy i klummen, “er sandsynligheden for at høre et sandt udsagn fra IDF (den israelske hær, red.) – særligt i timerne efter en hændelse, hvor det stadig er muligt at sprede løgne – så godt som ikke-eksisterende. Det er ikke noget, der bekymrer Israel og dets medier nævneværdigt; når alt kommer til alt, foretrækker alle at leve med den behagelige, vanedannende løgn om militærets moral.”

Levy lader forstå, at IDF’s løgne er endeløse, men i sin klumme refererer han til én specifik og meget frisk løgn: løgnen om, at det ikke var soldater fra den israelske hær, der forrige søndag forandrede et fødevareudleveringsområde i Gaza til det, han kalder “endnu en dødszone”, da nogen åbnede ild mod sultne, sagesløse, ubevæbnede civile palæstinensere, der var kommet for at hente mad. Dusinvis blev dræbt og endnu flere såret. Journalistisk efterforskning, herunder interviews med øjenvidner og granskning af videobilleder, foretaget af både Haaretz og CNN, når frem til den klokkeklare konklusion, at IDF – også kaldet “verdens mest moralske hær” – selvfølgelig står bag.

Massakrer mod civile, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden… det burde ikke være uldne størrelser, men det er det. I Errol Morris’ berømte dokumentar The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara (2003) fortæller den aldrende og angrende McNamara, som var USA’s forsvarsminister under Vietnamkrigen, at han under Anden Verdenskrig havde været med til at træffe en beslutning om at brandbombe Tokyo. Ren terror. Ordren blev udført, hvorved 100.000 civile blev dræbt på et døgn. Senere erkendte den amerikanske general Curtis LeMay, der bar hovedansvaret, over for McNamara, at udåden ville være blevet opfattet som amoralsk, hvis de allierede havde tabt krigen. “LeMay sagde, at hvis vi havde tabt krigen, så ville vi alle sammen være blevet retsforfulgt som krigsforbrydere. Og jeg tror, han har ret. Han… og jeg … opførte os som krigsforbrydere,” lød det fra Robert McNamara.

Så hvad så med israelerne? Hvis man har set eller hørt interviews med Francesca Albanese, der er FN’s uafhængige specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder siden 2022, vil man have lagt mærke til, at hun igen og igen taler om Israels “impunity” – straffrihed – når det gælder folkeretten og overholdelse af menneskerettigheder. Åbenlyse, dokumenterbare krigsforbrydelser begået af den israelske hær får ingen konsekvenser, bl.a. fordi USA konsekvent holder hånden over Israel i FN’s Sikkerhedsråd. Og når Den Internationale Straffedomstol (ICC) så efterlyser Israels premierminister og forsvarsminister for krigsforbrydelser, retter USA sanktioner mod domstolen.

Søndag skrev en borgerlig meningsdanner fra Berlingske på Facebook, at Greta Thunberg, den 22-årige klima- og menneskerettighedsaktivist, samme morgen havde “fortalt dit barn på TikTok, at hun er blevet ‘kidnappet’ af IDF”. Det lå i luften – og citationstegnene omkring ordet “kidnappet” antydede det også – at Thunberg var lidt af en drama queen. Der var jo ikke sket andet, end at det israelske militær havde bordet skibet Madleen, som var på vej mod Gaza med nødhjælp, og anholdt Thunberg og de 11 andre besætningsmedlemmer.

Men IDF’s eliteenhed Shayetet 13, som angiveligt forestod operationen, gjorde det ikke ud for Gazas kyst, men i internationalt farvand. Det er fuldstændig uhørt. Madleen sejlede under britisk flag. Ngo’en Hind Rajab Foundation har af samme grund indgivet en klage om krigsforbrydelser til den britiske specialistenhed Metropolitan Police War Crimes Unit, som er rettet mod Shayetet 13 og viceadmiral David Saar Salama, som er øverste chef for Israels flåde.

Mandag formiddag delte Israels forsvarsministerium billeder af Greta Thunberg om bord på et fly på vej til Sverige via Frankrig. Og se, der sidder hun, og der er tilsyneladende ikke blevet krummet et hår på hendes hoved. Men det er ikke pointen. Hvis international lov og Genèvekonventionen begyndte at omfatte Israel, ville vi hurtigt se noget, der mindede om Nürnbergprocessen. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12