OVERGREB

Skal du med på toilettet og have en omgang?

Everyday Sexism Project Denmark har i halvandet år indsamlet beretninger fra 200 kvinder, der er blevet udsat for chikane i offentlig transport. Siden 2015 har foreningen sendt historierne videre til skiftende transportministre og transportordførere i Folketinget – uden resultat. Men nu iværksætter DOT (Din Offentlige Trafik) en stor undersøgelse af forholdene. Føljeton har talt med tre kvinder, der er blevet udsat for chikane.

S-tog morgentrafik myldretid

14611032_1117664561683242_2435028286922532504_n
Rose Bendixen. Privatfoto

Ingen greb ind

Rose Bendixen er 16 år og går i 1.g på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København. I sommerferien havde hun været til fest og steg klokken halv tre om natten ind i S-toget på Hellerup Station for at køre til Østerport. Hun sætter sig på et sæde i en firemandsbås og skruer op for musikken i hovedtelefonerne. På Svanemølle Station stiger en flok på omkring ti unge mænd mellem 18 og 25 år på og sætter sig på sæderne rundt om hende.

På grund af musikken i ørerne går der lidt tid, før hun opdager, de prøver at få kontakt til hende.

”De griner og snakker og peger, og jeg begynder at fornemme, at det er mig, det handler om,” fortæller hun.

Rose  Bendixen tager musikken ud af ørerne og spørger, om hun kan hjælpe dem med noget.

”Så begynder de på alt sådan noget med, at jeg er lækker, og spørger, om jeg skal med et smut ud på toilettet og have en omgang.”

Hun afviser de unge mænd med et høfligt ”nej tak” og vender sig væk fra dem. Men i stedet for at respektere hendes signaler optrapper de tilnærmelserne.

”De begynder at råbe ad mig og sige ting som ‘fuck dig, kælling’, og ‘hvorfor er du så uhøflig at ignorere folk, der giver dig komplimenter’, og ‘du er ikke frisk på noget som helst’.”

Rose Bendixen forsøger fortsat af ignorere de unge mænd, der har spist mad fra 7-Eleven og nu begynder at krølle de tommer poser sammen og kaste på hende.

”Jeg skulle snart af, så jeg forlod kupéen og skyndte mig ud af toget, så snart det kom til Østerport,” fortæller hun.

Både Rose Bendixen og hendes veninder har mange gange prøvet at blive råbt ad på gaden og lignende, men situationen i toget føltes alligevel værre.

”For det første overskred det en grænse, da de kastede ting på mig, så bliver det fysisk. Og så følte jeg mig så hjælpeløs, fordi jeg ikke bare kunne gå, og fordi ingen greb ind,” siger hun og uddyber: ”Der var andre mennesker i toget, og man kunne jo ikke undgå at lægge mærke til det, fordi de var så mange og råbte så højt. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var nogen, der hjalp mig.”

Siden episoden har Rose Bendixen været utryg, når hun skal alene hjem med offentlig transport om natten.

”Måske er det også dumt, for det er jo ikke alle mænd, der er sådan, men jeg sørger for at sætte mig et sted, hvor der er kvinder og ikke for mange mænd,” siger hun.

mo
Michelle Olsen. Privatfoto

Han rørte ved mit lår

Michelle Olsen er 30 år og arbejder på en café. Hun var 25, første gang hun mødte manden i jakkesættet.

”Jeg sidder i buslinje 6A og skal fra Domus Vista på Frederiksberg til Nørreport Station, og så kommer en mand på omkring 50 år hen og sætter sig ved siden af mig,” fortæller hun.

Manden har jakkesæt på og en mappe i hånden, som han lægger over sine ben. Michelle Olsen hverken taler med eller kigger på ham, men mærker pludselig noget, der rører ved hendes ben:

”Først tror jeg, det er mappen, der rører mig, men så bliver det mere og mere, og jeg opdager, han sidder og aer mit lår.”

Michelle Olsen bliver forskrækket og spørger ham, ‘hvad fanden han laver’, men i stedet for at blive flov eller undskylde begynder han at grine ad hende.

Da bussen stopper næste gang, farer hun op og skubber ham ud af bussen. Han bliver stående og kigger på hende gennem vinduet, imens han sender hende luftkys.

En måned senere kører Michelle Olsen samme rute igen. Denne gang med en veninde. De sidder og snakker, da en mand i jakkesæt kommer ind og sætter sig på sædet lige bag dem. Han begynder at hviske, at de ser godt ud, og Michelle Olsen genkender ham fra episoden måneden forinden.

Både Michelle Olsen og veninden råber højt, at han skal lade være med at chikanere dem, hvilket får ham til at forlade bussen.

Selv om Michelle Olsen ikke tror, manden var decideret farlig, har episoden alligevel sat sine spor.

”Jeg opdagede ham jo ikke med det samme anden gang, så han havde ikke et let genkendeligt ansigt. Derfor blev jeg i tiden efter noget nervøs for mænd i jakkesæt. I dag sørger jeg bare altid for at sidde og se rigtig sur ud. når jeg kører med bus eller tog,” forklarer hun.

Michelle Olsen fortæller, at langt de fleste af hendes veninder og kvindelige bekendtskaber har oplevet lignende situationer i offentlig transport.

 

15086449_10153623758702255_1357273917_n
Jeta Plakolli. Privatfoto

Onanerede i metroen

Jeta Plakolli er 27 år og læser socialvidenskab på Roskilde Universitet. Hun har oplevet chikane i både bus, tog og metro. En af de værste oplevelser ligger et par år tilbage, hvor hun skulle tage metroen hjem fra arbejde fra Nørreport til Øresund metrostation.

Mens hun venter på metroen på Nørreport, stiller en mand på omkring 35 år sig hen tæt ved hende.

”Jeg lagde mærke til ham allerede der, fordi han stod så tæt på mig,” fortæller hun.

Hun sætter sig ind i kupéen, men han følger efter og sætter sig på pladsen lige overfor.

”Han gloede helt vildt, og jeg prøvede at ignorere ham, men det var svært, når han sad så tæt på og bare stirrede,“ fortæller hun.

Hun lægger pludselig mærke til, at han har hænderne langt nede i sine bukselommer.

”Han bevægede hænderne i lommerne og rørte helt tydeligt meget ved sig selv, mens han kiggede på mig,” fortæller hun.

Hun rejser sig op og tager et andet sæde, men manden følger efter.

”Der var ikke særlig mange andre i metroen, men jeg fik øje på en flok unge fyre, som jeg så satte mig hen til,” fortæller hun.

Jeta Plakolli fortæller de fremmede unge mænd, hvad der er sket, og de får smidt manden ud af metroen.

Jeta Plakolli har oplevet flere lignende episoder og prøver i dag altid at undgå at sætte sig ved siden af mænd, når hun tager offentlig transport.

“Jeg ved jo godt, det kun er de færreste, der gør sådan noget, men jeg får bare en klump i halsen hver gang.“

Jeta Plakolli holder en pause, inden hun fortsætter:

”Det er simpelthen så ubehageligt, og man bliver bare så bange for at skulle opleve det igen,” fortæller hun.

Et omfattende problem

Hos Everyday Sexism Project er de begejstrede for, at DOT, der er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet, går ind i sagen. Everyday Sexism Project har i løbet af halvandet år indsamlet over 2000 beretninger fra kvinder, der er blevet udsat for sexistiske krænkelser i det offentlige rum. 10 procent af historierne har foregået i enten bus, tog eller metro.

“Der er mange – også helt unge piger under 18 – der fortæller om episoder, hvor de udsættes for ubehagelige overgreb, når de tager bus, tog eller metro, så vi er meget meget glade for, det endelig bliver undersøgt,” siger Zen Donen, der er talskvinde og bestyrelsesmedlem hos Everyday Sexism Project Denmark.

Undersøgelsen bliver iværksat i det nye år og kommer til at blive en kundeundersøgelse af et repræsentativt udsnit af DOT’s kunder. Rune Jon Jensen fra DOT fortæller, at den endelige udformning ikke er fastlagt, men at det ligger fast, at den vil blive lavet i 2017.

“Vi blev gjort opmærksomme på problemet af Everyday Sexism Project og besluttede efter at have afholdt flere møder, at det er vigtigt at få lavet en ordentlig undersøgelse,“ fortæller han.

Lignende undersøgelser i udlandet

I Paris, London og New York er lignende undersøgelser for længst lavet, og tallene taler for sig selv.

En rundspørge blandt parisiske kvinder viser, at 100 procent har oplevet chikane i offentlig transport, mens tallene er en anelse lavere i London og New York, henholdvis 85 og 69 procent.

“Det er jo ikke til at vide, om tallet bliver ligeså højt i Danmark, men der er ingen tvivl om, vi også har problemer her,” siger Zen Donen.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12