Syv år senere

Mens Mette Frederiksen er på folkemøde, og Giorgia Meloni diskuterer Nato-forsvar i Rom, er der landet nogle papirer på deres bord, som folkeretseksperter kalder ganske ‘ædruelig’ læsning. Ikke forstået som afholdende eller fornuftsbetonet, men nok snarere som noget, der kan give en lyst til at genoverveje det, der er blevet sagt.

Som vi tidligere har beskrevet her i Føljeton, har Mette Frederiksen og Italiens premierminister Giorgia Meloni fået syv andre lande til at underskrive et brev om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er “aktivistisk” og kort sagt forhindrer dem i at bryde principperne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for at udvise udlændinge eller gennemføre andre områder af deres migrationspolitik.

Selvom Mette Frederiksen mest taler om kriminelle, kunne det også være idéen om et asylcenter i Rwanda, som domstolen for et par år siden reelt stoppede ved at lave en midlertidig hasteafgørelse, der forhindrede et britisk fly i at lette mod hovedstaden Kigali.

Torsdag kom der så en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der umiddelbart er en sejr for Meloni og de italienske myndigheder. Dommen fratager dem nemlig ethvert ansvar i en sag fra 2017, hvor 150 mennesker flygtede med skib fra Libyen mod EU. Da skibet var ved at synke, og over halvdelen af migranterne efterfølgende døde, sendte de et nødsignal til de italienske myndigheder.

I stedet for selv at gribe ind valgte Italien at koordinere og sende redningsoperationen videre til den libyske kystvagt, der er kendt for at udsætte migranterne for grov vold og tortur. I den her sag blev de overlevende ifølge anklagen ‘slået og solgt til en fangevogter, der torturerede dem.‘

Domstolen fastslår, at Libyen handlede “autonomt”.

For en række menneskerettighedsjurister er den nye dom nedslående, fordi den ikke forholder sig til “substansen”. Blandt andet fordi den indirekte fastslår, at EU’s medlemslande fortsat kan uddelegere ansvaret til myndighederne uden for EU’s grænser. Det er en strategi, som EU-Kommissionen også i stigende grad benytter sig af, når de har sendt mere end 700 mio. euro til Libyens grænsehåndtering.

Således er det på sin vis opløftende for Italien, at myndighederne kan gøre præcis som de plejer. Engang inviterede de selv pressen ombord på Middelhavet for at bryste sig af deres redningsindsats. I dag er der rapporter om, hvordan italienske journalister, der skriver om migration, bliver overvåget af myndighederne og nægtet adgang til eksempelvis Gjader-centret i Albanien, som den danske udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) håber skal fungere som model for fremtidens asylcentre uden for EU.

Alene med det faktum, at dommen har været mere end syv år undervejs, er det dog svært at kalde den aktivistisk. Derfor gennemhuller dommen netop de argumenter fra Meloni og Frederiksen, som ellers ukritisk gentages i både internationale og danske medier: Senest skriver Financial Times torsdag, at domstolen bør være “fit for purpose”. I en leder i Kristeligt Dagblad fremgår det samme dag, at det ikke som sådan er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – som domstolen er sat i verden til at overvåge – den er gal med, men “dommerne” og deres “dommer-dominans”.

I 2018 fik Danmark under sit formandskab for Europarådet vedtaget den såkaldte København-erklæring, der skulle “reformere” menneskerettighederne og gøre det muligt at udvise kriminelle udlændinge fra Danmark i “videst muligt omfang”.

Den afdøde Søren Pape Poulsen (K), der dengang var justitsminister, holdt længe fast i, at det satte skub i tingene. Som da han tre år senere sagde til Politiken, at “København-erklæringen blev talt lidt ned af nogle, som om det ikke havde nogen effekt. Jeg synes jo, det er et eksempel på, at hvis man sætter sig noget for, så kan man ændre på, hvordan det foregår. Så jeg er glad for at se, at det giver mening, det vi har gjort”.

Hvis erklæringen virkelig virkede, er det oplagt at spørge Mette Frederiksen, når hun er hjemme: Hvorfor så gøre det samme igen? /Emma Louise Stenholm