OBS Pressebillede leveret af Energinet. Energinet.dk holder første spadestik for Cobra Kablet i Endrup ved Bramming. Energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og bestyrelsesformand Kim Andersen Det bliver Danmarks første elforbindelse mellem Danmark og Holland. Et 325 km langt kabel, der i 2019 vil kunne forsyne op til 700.000 husstande med strøm. Billedet er taget i Endrup nær Esbjerg, hvor den danske ende af kablet skal kobles på højspændingsnettet. I Eemshafen i Holland skal den anden ende kobles på det hollandske elnet.. (Foto: Maria Tuxen Hedegaard/Scanpix 2016)
Ordet ’løftebrud’ lugter allerede som en gammel madpakke. Det er so yesterday. Dengang for længe siden – helt tilbage i begyndelsen af 10’erne – blev det ellers opfattet som et kæmpe troværdighedsproblem, hvis politiske partier lovede ét og dernæst gjorde det stik modsatte. I dag virker det, som om evnen til at zigzagge snarere er et tegn på omstillingsparathed og snusfornuftigt håndværk. Kolbøtterne kommer dog påfaldende hurtigt.
For blot fem dage siden udtalte klimaminister Lars Christian Lilleholt om Venstres tidligere forslag om at ville hæve bundskatten for at finde finansiering til vedvarende energi: ”Set i bakspejlet var det en dårlig løsning at hæve skatten.”
I dag virker dét – set i bakspejlet – som en besynderlig udtalelse, eftersom V-regeringen netop har indgået en klimaftale, som hæver skatten. For fem dage siden var ministeren på området lodret imod og forklarede sin tavshed over for det ”dårlige forslag” med loyalitet til Lars Løkke: ”Når man er medlem af en regering, deltager man i et kollektiv. Om man er enig eller uenig, holder man for sig selv. Der er jeg loyal. Hvis vi beslutter noget i regeringen, bakker jeg det altid op.”
Klimaminister Lars Christian Lilleholt er dermed tilbage i folden, skønt han ikke ligefrem ser ud til at være med i loop’et. Den såkaldt ”dårlige løsning” er pludselig blevet god.
Samme kolbøtte-tur har Konservatives formand Søren Pape Poulsen taget. For 191 dage siden fremsagde han ellers et ultimativt krav: ”For mig er det rød politik at hæve skatterne, og hvis regeringen vil lave rød politik med de røde, så må regeringen gøre det uden os. Vi medvirker ikke til at hæve skatterne – så enkelt er det. Det kommer vi ikke til at indgå et kompromis om.”
Kompromisset landede i går. Bundskatten hæves med op til 0,09 procent, og Konservative er dermed med til at gennemføre såkaldt ”rød politik”. Så enkelt er det.
Liberal Alliance var lige så afvisende. Dengang. Da Venstre-regeringen første gang fremlagde forslaget om at erstatte PSO-tariffen til vedvarende energi med en højere bundskat, lød det umisforståeligt fra Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen: ”Det vil vi simpelthen ikke være med til. Vi skal gå den anden vej. Vi skal have lavere skat på arbejdsindkomst, og vi troede egentlig også, at regeringen havde den opfattelse, for regeringen har jo i sit regeringsgrundlag, at vi skal sænke skatten i bunden af indkomstskalaen.”
Efter et tumultarisk efterår var vi også mange, der troede, at Liberal Alliance var stålsatte på at sænke skatterne. Men nej. Løftebrud er ikke, hvad de har været. Nu er Liberal Alliance gået sammen med bl.a. Socialistisk Folkeparti om at finansiere nye vindmøller ved at hæve indkomstskatten mod til gengæld at lette de mest klimabelastende virksomheder for ekstra afgifter.
De ideologiske kolbøtter kan have en enkel forklaring: Politiken, Weekendavisen og Børsen spekulerer i dag alle på, om Konservative og Liberal Alliance er på vej med ind i regeringssamarbejdet, altså med ministerposter efter nytår. I så fald virker det, som om posten som klimaminister nok er ledig.