Besat af Nobels fredspris

Dommedagsmaskinen kan være tilbage. Som en tragisk genopførelse af Stanley Kubricks satiriske mesterværk ‘Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’ kan verden atter vakle på kanten af en storkrig, som tilmed risikerer at blive udløst af en både paranoid og enerådig amerikansk hærleder.

Vanvid og våbenkapløb truer igen med at overtrumfe diplomati og dømmekraft.

I filmen fra 1964 mister den amerikanske general Jack D. Ripper fuldstændigt besindelsen, tilsidesætter alle advarsler og sætter i et anfald af kropslige impulser og autoritært galskab gang i et totalangreb på Sovjetunionen – med følgende begrundelse: “Jeg kan ikke længere bare sidde og se til, mens kommunistisk infiltration … tapper og forurener alle vores kostbare kropsvæsker.”

Selv om Donald Trump endnu og trods alt ikke er vendt helt tilbage til sine farlige forslag under corona-pandemien om at injicere klor i kroppen, er der klare tegn på en lignende apokalyptisk retorik i disse dage. Senest har han krævet “ubetinget overgivelse”, hvis USA ikke skal udløse de gigantiske GBU-57/B-bomber, også kendt som “bunker busters”, over Irans mest avancerede atomanlæg i Fordow.

Det er ikke længere blot metaforisk, når Trump flirter med dommedag – han har bogstaveligt talt hånden på bombens håndtag.

Kaptajn Lionel Mandrake, spillet af Peter Sellers, forsøgte at stoppe ordren om at affyre atombomben: “Jeg er lige så patriotisk som enhver anden, sir. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi bevarer roen og forsøger at få sendt en besked til bombeflyene,” siger han afvæbnende til generalen, som imidlertid oprevet afviser enhver moderation.

Det skæbnesvangre spørgsmål er, hvor tæt jordkloden balancerer på et tilsvarende vanvidsridt?

For positionerne er i skred.

Den absolut eneste modererende – hvis ikke ligefrem formildende – faktor ved Donald Trump er ved at gå fløjten: Hidtil har han været besat af tanken om at få Nobels fredspris, og USA’s præsident har i flere situationer demonstrativt undladt at optrappe og eskalere militære konflikter.

Selv om det kan fremstå latterligt, når han – uden nogen form for held eller dygtighed – hævder at være verdensmester i fredsforhandlinger, har Trump åbenlyst stræbt efter at blive anerkendt som en “fredens præsident”. Både på hjemmefronten og på den internationale scene.

Trump kan være på nippet til at bryde med MAGA-bevægelsens mest basale mål om ikke at trække USA ind i nye krige på andre kontinenter.

Forført af fjernsyn

De seneste døgns dramatiske forviklinger peger i en ny og endnu mere kaotisk retning, for efter et krisemøde med sin sikkerhedsstab i Det Hvide Hus overvejer Donald Trump angiveligt at involvere USA direkte og voldsomt eskalerende i krigen mellem Israel og Iran.

I disse døgn vil det således blive afgjort, om USA fortsætter ud af et isolationistisk spor under parolen om ‘America First’, eller snarere vender tilbage til en militært interventionistisk linje, som det er sket under krigspræsidenter som George W. Bush og Barack Obama.

Overvejelsen handler konkret om, hvorvidt Donald Trump skal give godkendelse til, at amerikanske B2-bombefly snarest muligt kaster GBU-57/B-bomberne over Fordow. Her dybt nede under et bjerg menes Iran at være nået længst med at berige uran til potentielt brug i atombomber, og lige præcis så godt beskyttet, at Israels luftvåben ikke kan nå ned, uanset hvor mange missiler og mindre bomber der fyres af.

Indtil videre har Donald Trump afvist Fordow-missionen, ligesom han tilsyneladende også har afvist et israelsk ønske om at likvidere Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Men også reservationerne er i skred. Hvad angår det sidste, altså drabet på et fremmed lands statsoverhoved, skriver Trump på sit eget sociale medie, at han ikke agter at slå Ali Khamenei ihjel – “i det mindste ikke lige nu”. Og videre: “Vi ved præcis, hvor den såkaldte ‘øverste leder’ gemmer sig. Han er et nemt mål, men han er i sikkerhed der”.

Bombningen af Fordow-atomanlægget er på bordet, og dermed en eskalation, som hurtigt kan trække USA ind i endnu en krig i Mellemøsten.

Skræmmende nok er det i høj grad tv-billeder fra Iran, som kan have flyttet Trump på afgørende vis. New York Times beretter, hvordan Donald Trump har ladet sig påvirke direkte af dækningen på Fox News:

“Da han vågnede fredag morgen, viste hans yndlings-tv-kanal, Fox News, uafbrudte billeder, som blev fremstillet som udtryk for Israels militære genialitet. Og hr. Trump kunne ikke modstå fristelsen til at tage noget af æren selv,” skriver bl.a. Maggie Haberman og fortsætter:

“I telefonsamtaler med journalister begyndte Trump at antyde, at han havde spillet en større rolle bag kulisserne i krigen, end folk var klar over. Privat fortalte han nogle fortrolige, at han nu hældede mod en mere alvorlig optrapning: at imødekomme Israels tidligere anmodning om, at USA skulle levere kraftige bunker-busting-bomber til at ødelægge Irans atomanlæg”.

Trumps tvangstanker

Umiddelbart skulle man tro, at hensynet til kernevælgerne i MAGA-bevægelsen ville få Donald Trump til at besinde sig.

Simpelthen fordi en direkte involvering i en ny krig i Mellemøsten vil være det mest eklatante løftebrud, han overhovedet kan begå som genvalgt præsident. Alle de vælgere, som stemte på ham, netop fordi han lovede at trække USA ud af alverdens brændpunkter for i stedet at bruge militærbudgettet på hjemlige investeringer, vil med god grund føle sig ført bag lyset.

Trump selv står dog allerede klar med en forgyldt bortforklaring. I et interview til The Atlantic præsenterer han den ultimative undvigemanøvre:

“Eftersom det er mig, der udviklede America First-politikken, og eftersom udtrykket ikke er blevet brugt, før jeg kom til, så mener jeg, at det er mig, der bestemmer, hvad det betyder,” sagde præsidenten og mere end antydede dermed, at et bombeangreb på Iran sagtens kan blive en del af forestillingen om at sætte USA først.

Rent logistisk skulle de militære forberedelser allerede være på plads. I de seneste døgn har amerikanerne flyttet mere end 30 af de tankfly, som bruges til at optanke kampfly i luften, tæt på Iran, ligesom et hangarskib også er på vej mod regionen. Reelt er det derfor kun selve beslutningen, som mangler, før B2-bombeflyene muligvis letter med GBU-57/B-bomberne, som vejer 13.600 kilo stykket, og som kan trænge ned gennem betonlag på op til 60 meter.

Hvis Donald Trump kortvarigt glemmer sin hidtidige tvangstanke om Nobels fredspris og i stedet lader kropsvæskerne koge op, kan det meget vel ske, at USA indleder en ny krig, som på forhånd ikke kan siges at have bedre odds end de tragiske fiaskoer i både Afghanistan og Irak.

Men måske er det ikke for sent? Måske er netop Nobels fredspris den lokkedue, som kan distrahere præsidenten og få ham til at bremse op?

Når Donald Trump er så djævleblændt besat af tanken om at blive hædret som global fredsmager, skyldes det selvfølgelig, at hans afroamerikanske forgænger på posten fik tildelt Nobels fredspris i 2009, sågar før Barack Obama var tiltrådt som USA’s præsident, “for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og samarbejde mellem folk”.

Trump har udtalt, at han for længst ville have fået både Nobels fredspris og andre nobelpriser, hvis de blev uddelt “retfærdigt – hvilket de ikke gør”. Men her ligger måske alligevel nøglen til at undgå en ny regional storkrig? I det mindste at bilde Trump ind, at han vil blive hyldet som verdens største fredsmægler, en moderne messias, hvis han tæmmer trangen til at trykke på bombeknappen? Mellem krig og fred står lige nu blot én mands ego – og hans længsel efter anerkendelse. /Lars Trier Mogensen