
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Tirsdag beskrev vi på analysepladsen, hvordan miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) for nylig rappede om bundtrawl. “Vores rigtig gode venner i fiskeriet har i årtier ødelagt det danske hav,” sagde han fra scenen på Naturmødet i Hirtshals, hvilket har vakt harme hos danske fiskere.
Fiskerne lader dog til at have deres egne gode venner i et andet ministerium end Heunickes. DR har fået fat i flere dokumenter fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som viser, at det nylige forbud mod den skadelige fiskeriform i 37 havområder tæt på kysten ikke gælder alle steder – navnlig hvis der kan fanges fisk for mere end en million kroner.
Jørgen L. S. Hansen, der forsker i bundtrawlfiskeris påvirkning på økosystemer ved Aarhus Universitet, kalder milliongrænsen “opsigtsvækkende” hos DR: “Jeg synes faktisk også, det er fortvivlende og forstemmende, fordi naturen har en værdi i sig selv. Hvis man så sætter en eller anden grænse på en million, som virker lidt tilfældig, så må man jo sætte den i forhold til, hvilke konsekvenser det har for naturen”.