Et år med magisk læsning

For omkring halvandet år siden, måske lidt mere eller mindre (det er heller ikke så vigtigt), hørte jeg en gæst sige i Altingets politiske podcast #dkpol, at han (for det var selvfølgelig en mand) var stoppet med at læse fiktion – med den begrundelse, at virkeligheden allerede virkede alt for vild. Fiktionen var nærmest blevet overflødiggjort, måtte man forstå; overhalet indenom af verdens polykrise-fremkaldende katastrofeblink. Opgaven måtte derfor være at læse klog og indsigtsfuld faglitteratur, som forhåbentlig kunne sætte tingene lidt mere i system.

Gæsten argumenterede egentlig okay for sin sag, men som jeg stod i køkkenet og snittede løg til podcaststemmerne, blev en sært trodsig litterær sleeperagent alligevel aktiveret i mig. Pludselig kunne jeg mærke, hvordan jeg havde det helt omvendt: Hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det da at læse så meget fiktion som overhovedet muligt. I takt med at løgene blev mere og mere frustreret-finthakkede, fik jeg derfor formuleret et lille personligt projekt:

I 2024 ville jeg primært læse fiktion, og helst rigtig meget af det. Jeg ville læse om opdigtede verdener og om falske personligheder. Jeg ville dyrke de konstruerede plotlinjer og de manglende forbindelser til virkeligheden. Jeg ville omfavne fortællinger, som netop på grund af deres afkoblethed ville give mig tiltrængte nye perspektiver på en verden, som er blevet så forbandet forudsigelig i sin uforudsigelighed.

Som sagt, så gjort (sådan da): På et kalenderår fik jeg læst lidt over 100 bøger – mere præcist 104 – hvoraf langt størstedelen har været skønlitteratur. Jeg har selvsagt ikke været helt dogmatisk, for den slags forsøger jeg altid at undgå; en mindre portion faglitteratur har sneget sig ind hist og her. Min primære læselyst har dog ligget ved romanerne; jeg har forsøgt at dyrke læsningen for læsningens egen skyld.

Det har aldrig været planen, at der skulle komme noget særligt slutprodukt, noget, jeg havde lært af at sluge en masse bøger. I den forstand er det selvfølgelig lidt ironisk, at jeg skriver det her.

Men hvilken læselyst?

Sidste år fortalte en bekymret litteraturprofessor i The Atlantic om sine studerendes dalende læsekundskaber. Han og flere kolleger oplevede i foruroligende høj grad, at man ikke længere kunne bede studerende om at læse klassikere i fuld længde. Hvilket unægteligt er lidt svært at komme udenom på et litteraturstudie.

Problemet var tilsyneladende, at mange af de unge universitetsstuderende slet ikke havde lært, hvordan de skulle gribe en bog an. Og endnu mere bekymrende: De manglede evnen til at analysere og tænke over det, de læste. Også selvom der var tale om studerende, som aktivt havde opsøgt litteraturvidenskaben – og som altså må tænkes at have en vis interesse i bøger.

Essayet var anekdotisk, men syntes samtidig at ramme ned i en bredere bekymring: Nemlig at vi lever i det, journalist Ryan Broderick også har kaldt en tiltagende analfabetisk tidsalder. Ultrakorte internetvideoer trumfer de længere tekster, mens toksiske manosfære-influencere som Andrew Tate har lært en generation af unge mænd, at det er spild af tid at læse bøger.

Ja, faktisk virker det som en kedelig maskulin tendens at forsage litteraturen: Kryptosvindleren Sam Bankman-Fried bryster sig fx af, at han aldrig kunne drømme om at læse (måske har han fået bedre tid til det i fængslet), mens rapperen Kanye West midt i sin lange, lange, lange række af problematiske udtalelser har påstået, at han aldrig har færdiggjort en hel bog (hans mor Donda var engelskunderviser).

At mænd affejer litteraturen, er der selvfølgelig intet nyt i – i 1800-tallet blev selve det at læse romaner fx set som en ligegyldig kvindeaktivitet. Og samtidig bør vi nok være påpasselige med at drage alt for hurtige kønklusioner. Som Vox har redegjort for i et faktatjek af, hvorvidt mænd læser mindre end kvinder, er kønsforskellen ganske vist til stede i læsningen, men heller ikke det mest iøjnefaldende. Problemet er snarere fælles for alle: Tal fra Pew Research Center viser, sådan som Vox formulerer det, “at de fleste voksne amerikanere, uanset køn, simpelthen ikke længere læser særligt mange bøger overhovedet.”

Det er kort sagt ikke længere sejt at læse. I stedet, lyder influencer-visdommen på SoMe, bør man stole på sin egen levede erfaring. Og skal man(d) død og pine bruge tid på bøger, har det bare at give et konkret afkast: Læsningen skal være produktiv og give nogle værdifulde life hacks, man kan bruge i sit side hustle – eller også skal bøgerne bare handle om Anden Verdenskrig, så er det også okay. Men litteratur for litteraturens egen skyld, who cares?

Langt hen ad vejen er der heldigvis mest tale om en amerikansk internetdiskurs. Men den slags har det jo desværre også med at smitte helt herover på den anden side af Atlanten.

Pelle, erobret

I rapporten “Læsning i forandring” fra 2023 – forfattet af Bogpanelet, der er nedsat af Kulturministeriet – fremgik det, at “den danske befolknings læsning er svagt faldende”: Mens 36,9 pct. af danskerne læste skønlitteratur ugentligt i 2019, var tallet faldet til 35,6 pct. i 2021.

På papiret lyder det måske ikke videre alarmerende – selvom det altså er langt under halvdelen af befolkningen, som regelmæssigt tager sig tid til skønlitteraturen. Læst mellem linjerne bekræfter rapporten dog mange af de amerikanske mavefornemmelser.

Eksempelvis peges der på “store kønsforskelle i forhold til, hvad der læses” (mænd er mindre eventyrlystne og vil helst bare læse mandlige forfattere). Og på, at de unge har “en mere instrumental [sic.] tilgang til læsningen, fx læser de for at højne viden eller forbedre evner”.

Tilsvarende undersøgelser i Storbritannien fortæller, at læsning for fornøjelsens skyld for mange er gået fløjten. Og med fare for at gøre selve den her gennemgang for lang og ulæsbar: Faktisk går de dårlige læseerfaringer fra de amerikanske universiteter også igen både herhjemme og i Sverige.

I Sydsvenskan har undervisere fra Lunds Universitet fortalt, hvordan deres studerende ikke længere orker at læse lange bøger. Tilsvarende har bl.a. litteraturprofessor Johnny Kondrup fra Københavns Universitet forklaret til Berlingske, at han måtte droppe Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren fra pensum, da de studerende “havde ondt ved at komme igennem den”.

Som Berlingske også beskriver, fik danske folkeskoleelever i 2023 “den ringeste placering nogensinde på den internationale læseundersøgelse PIRLS”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at læseproblemet fortsætter, når eleverne rammer gymnasiet.

I samme artikel udtaler Matilde Malmberg, der underviser i dansk og religion på Paderup Gymnasium (som tilfældigvis er mit gamle gymnasium, ligesom Matilde tilfældigvis er min gamle og højt værdsatte dansklærer, som bl.a. introducerede mig til Karl Ove Knausgård), at “elevernes ordforråd er blevet mærkbart mindre, og deres læsehastighed er blevet dårligere i løbet af de sidste ti år” (jeg blev i øvrigt student fra “Paden” for lidt over 10 år siden). Hvilket altså er et problem, der samtidig resulterer i en selvforstærkende effekt:

“Det bliver kedeligere at læse, når man læser for langsomt. Når man læser langsomt, mister man simpelthen også forståelsen.” Forklaringen på de unges læsemodvilje har Mathilde Malmberg også et meget oplagt bud på. Et bud, du sandsynligvis allerede har hvisket for dig selv: “Mit indtryk er, at det simpelthen skyldes, at de ikke får det dopamin af at læse, som de gør på TikTok og alle de andre platforme”.

Her er dog den gode nyhed: Der er stadig masser af dopamin at hente i læsningen, hvis man først får gjort den til det mest oplagte tidsfordriv. Mere om det i næste afsnit. /David Dragsted

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om læselyst.

Første afsnit: Et år med magisk læsning.
Andet afsnit: Gør scroll-tid til læsetid.
Tredje afsnit: Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt.
Fjerde afsnit: Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)