Gør scroll-tid til læsetid

Med fare for at drage både forhastede og uvidenskabelige konklusioner ud fra forrige afsnit: Det er altså ikke længere helt så comme il faut at sætte sig ned med en bog, om man så er mand (tjek), ejer af en smartphone (tjek) eller ung (semi-tjek). Noget, man formodentlig også vil have bemærket, hvis man fx rejser med offentlig transport og her kaster et stjålent blik på sine lige så DSB-trætte medpassagerer: Bøgerne lader ikke ligefrem til at fylde det store i folks tvungne tidsfordriv.

Betyder det noget? Både-og. Som den tidligere nævnte Vox-artikel konkluderer, findes der i hvert fald en slet skjult mystiker i os flittige læsere, som gerne vil tro på, at bøgerne har en betydning for vores ve og vel; at de kan genopbygge noget af alt det, der synes ødelagt i vores gennemdigitaliserede og polariserede samtid – også selvom der er tale om en tro, som ikke nødvendigvis bygger på hårde data og tydelige beviser:

“Vi lever i et øjeblik, hvor mange mennesker på venstrefløjen er bekymrede for menneskers sjæle. De søger efter åndelige løsninger, og i en post-sekulær verden er bøger en af de få genstande, der kan fremkalde en dydig aura af frelse. Vi behøver ikke nødvendigvis beviser for at tro, at de kan udrette mirakler.”

Hvilket jo kan bringe os behændigt tilbage til mine egne selvforherligende og ritualiserede læsevaner: Nu er det virkelig ikke, fordi jeg har lyst til at pudse min egen glorie. Faktum er bare, at jeg har færdiggjort det, mange – inklusive mig selv – nok vil betegne som “mange” bøger i 2024. Rundt regnet to styks om ugen i gennemsnit. 104 i alt.

Selvom jeg vil mene, at jeg altid har været en nogenlunde flittig læser – normalt læser jeg i omegnen af 30 bøger på et år – har det forgangne år simpelthen været en anomali. Noget, jeg kan sige med relativt stor sikkerhed, eftersom jeg siden 2021 har ført møjsommelig protokol med alle bøger, jeg har læst færdig.

Egentlig vil jeg ikke påstå, at jeg har gjort noget særligt; der findes helt sikkert mange mennesker derude, som har læst langt mere end mig (og som desuden ville være bedre kvalificerede til at skrive den her slags mærkelige metatekst). Ret beset har jeg bare fået etableret nogle gode læsevaner og ikke tænkt videre over det. Indtil jeg altså pludselig kunne se, at min liste over læste bøger voksede langt hurtigere end normalt.

Reaktionen fra folk, der har opsnappet, hvor mange bøger jeg har læst, har ofte været enten mistro, misundelse eller beundring – måske garneret med lidt dårlig samvittighed. Det er, som om vi i fællesskab har formået at gøre læsningen til en så tilpas mystisk praksis, at den i sig selv påtvinger sig opmærksomhed. Læsningen er blevet til en trættende forventning, man kun sjældent indfrier; den kræver tilløb og tålmodighed og bliver derfor set som en tidsinvestering ud over det sædvanlige.

Af samme grund er jeg igen og igen blevet spurgt, hvad min hemmelighed mon er. Sådan en må der jo være: Noget, der har muliggjort al læseriet midt i det eksistentielle virvar, der kontinuerligt truer med at opsluge os alle, og som tilsyneladende gør, at ingen har tid til noget som helst længere, ud over at bruge flere timer dagligt på Instagram.

Jeg tvivler stærkt på, at jeg har opdaget noget banebrydende. Men vi kan da prøve at dele det op, sådan lidt selvhjælpsbogsagtigt (fuck mig):

Telefonen er ikke kun din fjende.
Biblioteket er Gud.
Læs meget, læs lidt, læs hele tiden.
Der findes ingen “must reads”.

1) Telefonen er ikke kun din fjende

I begyndelsen var ordet, og så kom telefonen og ødelagde det for rigtig mange mennesker. Man kan jo knap nok bevæge sig i mediestrømmen uden at blive konfronteret med diverse debatindlæg om skærmtidens mange onder.

Folk vil så gerne læse noget mere, siger de, men de kan ikke længere koncentrere sig om det. Der er nemlig et forbandet apparat i deres lomme eller taske, som stjæler al tid og opmærksomhed. Eller som journalisten Vincent Bevins skriver i et sjovt lille Substack-nyhedsbrev, hvori han netop forsøger at beskrive, hvordan han skulle lære sig selv at læse bøger igen, efter hans telefonafhængighed havde ødelagt alt:

“De mennesker, der ankommer til en kaffebar og derefter lægger en telefon og en bog sammen på bordet, forsøger at slå Satan i et spil, som han har udtænkt. Det er måske muligt at vinde, men jeg har aldrig set det. De scroller i løbet af et minut.”

Her må jeg så hellere gå kontra og komme med en (måske) overraskende pointe: Jeg bruger også telefonen hele tiden. Til forskel fra tidligere er jeg bare begyndt at læse bøger på den.

I stedet for apps fra diverse sociale medier, som jeg har slettet de fleste af, er det nu eReolen, der får lov til at dominere min skærmtid. Det har været en decideret game changer, for pludselig kan ligegyldigt scrolleri forvandle sig til tid, jeg i stedet bruger på langt om længe at læse Frankenstein – i et telefonformat, Mary Shelley måske nok havde fundet både unaturligt, skræmmende og frastødende. Hvilket bringer mig til punkt nummer to:

2) Biblioteket er Gud

Af en eller anden grund havde jeg indtil 2024 glemt, at man som skatteyder har adgang til en usandsynligt god og fortryllende service, som vi død og pine bør værne om: Biblioteket og dets tag-selv-bord af gratis litterære tilbud.

Brug det!

Jeg har lånt fysiske bøger i rygsækkevis og brugt lånetiden som en ekstra motivation for at få selvsamme bøger læst (her hjælper det særligt at låne titler, man først har stået i kø til, og som man derfor har glædet sig til at få i hænderne – vel vidende, at en anden venter i køen efter en selv, hvorfor lånet ikke kan fornys). Desuden har jeg skambrugt eReolen, bibliotekets glimrende og ofte glemte app, til at hente den ene ebog og lydbog ned på telefonen efter den anden.

Et stort plus er i øvrigt, at kurateringen på eReolen faktisk er overraskende god og ofte har givet mig inspiration til nyt læsestof, jeg ikke selv ville have tænkt på. Et endnu større plus er, at telefonbogen trækker læsningen ned på jorden som en praksis, der ikke kun er forbeholdt den ergonomiske lænestol og de dyre hardback-indbindinger. Nej, den kan fint finde sted fem minutter i metroen. Hvilket bringer os til punkt nummer 3:

3) Læs meget, læs lidt, læs hele tiden

Litteraturen er til for at blive læst. Derfor dur det heller ikke, hvis du opstiller for mange barrierer for dig selv eller ligefrem opbygger et mærkeligt forventningspres. Bevares, måske er det ikke videre optimalt at læse Frankenstein på telefonen eller at høre Irans moderne historie som lydbog. Måske tæller lydbøger ikke engang som rigtig læsning. Men helt ærligt: Hvorfor være så snobbet?

Går man bare en smule idéhistorisk til værks, er der jo sådan set rigeligt med argumenter for, at lydbøger tilbyder en ganske legitim måde at nyde litteraturen på. Det, vi kan betegne som indenadslæsning eller “stille” læsning, er et relativt nyt fænomen, som først for alvor slog igennem i 1700-tallet. Homer skrev jo fx Iliaden og Odyseen til at blive reciteret, og sådan var det med de fleste værker i små 2.000 år: Dem, der kunne læse, læste selvsagt højt, så andre havde mulighed for at lytte med. Samtidig udviklede teknologien sig løbende, hvorfor bogen som fysisk objekt heller ikke ligefrem kan siges at være hellig. Ret beset går der en lige linje fra stentavler til tablets og fra papyrus til e-ink.

Tricket er derfor ikke at hænge sig for meget i formaterne, men snarere at skabe så lidt friktion for læsningen som muligt. Sommetider har jeg taget mig selv i at sidde på bussen på vej hjem til familiebesøg i Jylland og her gået fra at læse i en bog, til at læse på min telefon, til at høre en lydbog, for til sidst at falde i søvn til en podcast.

Ret skal være ret: Forskning indikerer, at den fysiske bog har sine fordele, fx hvad angår, hvor godt vi kan huske det læste – alt imens telefonen åbenlyst rummer et hav af distraktionsmuligheder (tænk bare på alle notifikationerne, der fjerner fokus fra Victor Frankensteins ukristelige eksperimenter). Men så igen: Hvis alternativet er, at der slet ikke bliver læst noget, er det så ikke bedre at være lidt frisindet; at hoppe fra høj hest til læsehest?

Det vigtigste er jo sådan set bare, at du vænner dig til at væve læsningen problemfrit ind i din fritid og generelt ser det som et oplagt alternativ til alt andet – om du så har 10 minutter eller en time. Jo mere du læser, desto nemmere bliver det nemlig også at holde koncentrationen og læse endnu mere. I den forstand er det lidt som at løbe. Og før jeg bliver helt opslugt af selvhjælpsmantraerne, må vi hellere runde gennemgangen af:

4) Der findes ingen “must reads”

Læs præcis, hvad du har lyst til. Læs mange ting på én gang. Skid på alle konventioner.

Jeg har som minimum altid gang i fire bøger på samme tid: en telefonbog, en lydbog, en bog på min Kindle og en fysisk bog. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem medium og værk. I stedet for at have en lang læseliste fyldt med dårlig samvittighed smager jeg på forskellig litteratur hele tiden – og nyder at lade mig rive med af en pludselig indskydelse om at begynde på en ny bog.

Mit eneste dogme er, at jeg som udgangspunkt skal læse en bog helt færdig, hvis først jeg er begyndt på den. Jeg mindes, at det var noget, jeg engang læste i Weekendavisen, at Søren Ulrik Thomsen også gjorde – ud fra den devise, at selv en dårlig bog har potentialet til at rumme et par sætninger, du ikke ville have været foruden (og undskyld til SUT, hvis ikke det var ham, der var så principfast).

Særligt biblioteksbøgerne fungerer godt til dogmet, da de giver en naturlig deadline for læsningen. Men hvis bogen er pivringe, kan alle principper kastes over bord. Det vigtige er ikke, at du læser det “rigtige” – men at du læser det, som giver dig lyst til at læse mere. Dermed ikke sagt, at det er en regel, jeg altid selv er så god til at følge.

Snarere er jeg nok en slags bibliofil masochist, som nyder at svælge i al slags litterær smerte. Noget, jeg i øvrigt er blevet ekstra trænet i, da jeg – og nu er måske et godt tidspunkt at nævne det – siden coronatiden har haft en ugentlig læsekreds med nogle af mine gamle universitetsvenner.

Hver tirsdag aften mødes vi over en videoforbindelse (Google Meet, hvis du partout vil vide det) og bruger et par timer på at tale om 20-30 sider af en given bog, som vi langsomt tygger os igennem.

Med tiden har vi også udviklet et sindrigt og ondsindet lodtrækningssystem, som i praksis betyder, at bogen langt fra behøver at være noget, man selv har lyst til at læse. Snarere kan der snildt gå sport i at smide noget outreret i puljen, så lodtrækningen udvikler sig til en omgang intellektuel russisk roulette.

Jeg glemmer fx aldrig, da vi brugte et halvt år på nødtvungent at læse os igennem den jødiske middelalderfilosof Maimonides’ digre værk Moré Nevukhim, på engelsk oversat til The Guide for the Perplexed. En skræmmende tør ørkenvandring, som havde testet selv Jesus Kristus (ikke at Maimonides troede på ham). Men vi klarede den, og nu kan jeg sørme belemre alle med, at jeg faktisk har læst Maimonides, shalom!

Helt så flagellantisk behøver du selvfølgelig ikke at være; det vigtigste er, at du finder glæden i læsningen. Det er nemlig den, vi også skal forholde os til i næste afsnit. /David Dragsted

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om læselyst.

Første afsnit: Et år med magisk læsning.
Andet afsnit: Gør scroll-tid til læsetid.
Tredje afsnit: Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt.
Fjerde afsnit: Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)