Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt

Okay, slut med at lyde så frelst.

Var det her en “normal” Føljeton-artikel, ville jeg nok omkring her indsætte noget teori om læsningens natur, henvise til nogle passende filosoffer (Ludwig Wittgenstein? Mortimer Adler? Arthur Schopenhauer?) og finde nogle citater, der kunne give teksten lidt ekstra schwung og åndelig flyvehøjde.

Eller, måske ikke lige Schopenhauer, som faktisk advarede mod, at man læste for meget, hvis læsningen altså betød, at man glemte at tænke selv. For er der noget, jeg ikke har gjort, så er det vel at begrænse mig. Jeg har, stik imod Schopenhauers anbefaling, læst løs uden at tænke videre over det – og som nævnt har jeg også gjort det uden at have lumske bagtanker om, hvad jeg kunne “sige” med det.

Af samme grund har jeg faktisk ikke noget forkromet begrebsapparat ved hånden; det ville være bluff og kunstigt konstrueret til lejligheden. Jeg kan blot citere blindt og ude af kontekst fra de bøger, jeg har læst. Som fx passagen her fra Anne Carsons korte og præcise værk Albertine-øvelsen, der handler om Marcel Prousts På sporet af den tabte tid:

“Bluff,” substantivet, betyder på engelsk oprindeligt “en hests skyklapper,” som, for eksempel, i dets tidligst nedskrevne brug af en vis Darwin i en afhandling kaldt “Squinting,” udgivet i 1777. “Bluff,” verbet, med en ukendt etymologi, blev brugt så tidligt som 1674 for at sige “at give (et dyr) bind for øjnene eller føre det bag lyset,” eller “at pålægge sin modstander en forståelse af værdien af ens hånd (i poker”). Substantivet “bluff” og verbet “bluff” kan oversættes til fransk som le bluff og bluffer, begge anglicismer. Proust undgår verbet bluffer, men bruger le bluff tre gange om udvekslinger mellem Albertine og Marcel. Han udpeger forskellen på at bluffe i poker og bluffe i kærlighed, nemlig at et kortspil bliver spillet i nutid, og det eneste, der betyder noget, er sejr. Men kærlighed rækker ind i fortid og fremtid og fantasi; dens lidelse består i at række dem alt, hvad bluffet skjuler.

Se, er det ikke smukt?

Er man heldig, bider bestemte passager – som fx ovenstående – sig fast. Og går det helt vildt for sig, fotograferer man dem også – så man i sin billedrulle på telefonen har små litterære brudstykker, man på et eller andet tidspunkt har fundet bevaringsværdige. Resultatet er et forvirrende ordkludetæppe, som ikke umiddelbart har nogen funktion. Og dog: Takket være kamerarullen kan man fx også minde sig selv om, hvad man kontinuerligt kæmper imod med sin læseiver. Nemlig den diagnose, Olga Tokarczuk skitserer i Kør din plov over de dødes knogler:

Mange mænd kommer med alderen til at lide af testosteron-relateret autisme. Typiske symptomer er langsom forringelse af den sociale intelligens og evne til at kommunikere med andre mennesker, hvorved også evnen til at udtrykke tanker i ord synes at være beskadiget. Det Menneske der rammes af den Skavank bliver tavst og synes at synke hen i sine egne tanker. Interessen for forskellige redskaber og maskiner vokser voldsomt. En interesse for Anden Verdenskrig vækkes til live, og også for kendte menneskers biografier, som regel politikere og kriminelle. Evnen til skønlitterær læsning forsvinder næsten fuldstændigt, testosteronrelateret autisme hæmmer evnen til at leve sig ind i andres psyke.

Præcis! Bare fordi Karl Ove Knausgård er min yndlingsforfatter – og jeg i øvrigt skrev bachelorprojekt om Adolf Hitler – behøver jeg vel ikke at blive til en total maskulin kliché. Er det i øvrigt pikket at skrive flere tusind ord om ens egne læsevaner?

Ordenes aftryk

Det mærkelige er, at skriften også smitter af. Forhåbentlig har man ikke lagt alt for meget mærke til det som Føljeton-læser, men afhængig af, hvilken bog eller forfatter jeg har været opslugt af, har jeg sandsynligvis blandet lidt af deres skrivestil med min egen; eksperimenteret med det som slet skjult skriftlig garniture. For støder man først på noget, der er tilpas velskrevet, er det svært ikke også at lade sig rive med.

Da jeg i foråret blev opslugt af José Saramago, den nobelprisvindende portugisiske forfatter, som jeg ikke før havde læst, men som i stil, humor og verdenssyn er som skræddersyet til min personlige smag, var det fx også, som om mine sætninger blev længere og mere forpustede, jeg kunne ikke dy mig for at imitere hans idiosynkratiske stil bare en smule, og sætte det ene komma efter det andet, selvom man som læser nok i desperation ledte efter det åndehul, et punktum ville være, et åndehul som også ville gøre sætningen langt mere læsbar, hvis ikke man som mig havde vænnet sig til og forelsket sig i Saramagos poetiske åndeløshed, som samtidig formår at fremkalde en særegen uro og varme på én og samme tid, ja, som næsten også bliver lidt sorthumoristisk i sin egen standhaftighed, rytmen i de lange sætninger minder mig om dengang, jeg læste Proust, og må for mere utålmodige sjæle være pænt irriterende, de stakler.

Helt anderledes blev det, da jeg opdagede Christina Hagens Pow Pow Pow-pistoldigte. Teksten skulle være mere hårdtslående og mindre sludrende, punchlines skulle leveres, så man kunne mærke dem. Noget lignende gjorde sig gældende med Virginie Despentes; det skulle være stodderskrift med fransk attitude og arrogance. Med Agota Kristof skulle udtrykket være så simpelt som muligt. Måske for simpelt. Og med Solvej Balle skulle sproget have sin egen filosofiske sensibilitet og tidslighed. Jeg ville have smukke ord, der genskabte tidens gang.

Tag tiden

Én ting er selvfølgelig, hvad læsningen betød for mit daglige arbejde, som i vid udstrækning handler om at skrive. Noget andet er, hvad den rykkede ved på et mere eksistentielt plan. Det siges jo, at læsning er så sundt. Så er jeg blevet et bedre menneske?

Næ. Nej. Nok snarere tværtimod, tror jeg.

I samtaler med venner og kollegaer (familien og min stakkels kæreste er for længst holdt op med at høre på mig) har jeg slet ikke kunnet undlade at tale om alle de bøger, jeg enten lige havde læst eller var i gang med at læse. Ved næsten enhver tænkelig anledning eller diskussion havde jeg pludselig en frisk litterær reference, jeg kunne fyre af og sole mig med. Samtidig med, at jeg naturligvis kunne uddele dårlig samvittighed til alle de andre: Hvorfor læser du dog ikke noget mere? Det er så nemt, så godt!

Men altså … Det er jo nemt.

Bøger er ikke uoverskuelige. Særligt ikke hvis man ser dem som underholdning snarere end pligt og generelt holder sig til at læse det, man har lyst til. Som lidt ekstra motivation kan man også tænke over, hvor mange timer de reelt tager at læse: Afhængigt af læsetempo vil man fx kunne færdiggøre en bog på 300 sider på små 10 timer. Altså cirka samme mængde tid, som man rask væk bruger på at binge en ligegyldig sæson af en ligegyldig tv-serie. Så hvorfor ikke læse en ligegyldig bog i stedet?

Endnu bedre bliver det, hvis man deler læsningen op og smører den let ud over hele dagen: Måske kan der findes 15 minutter på telefonen om morgenen, når man ellers normalt ville vågne til en omgang doomscrolling. Måske er der plads til 15 minutters lydbog på farten. Og måske 30 minutters koncentreret kvalitetstidslæsning i en fysisk bog før sengetid. Gentag efter behov, og vupti: Før du ved af det, har du optrænet nogle simple læsevaner, som faktisk også bliver nemmere at vedligeholde. Ligesom du vil opdage, at du hurtigt får færdiggjort en masse bøger.

Med til historien hører selvfølgelig også, at jeg netop er blevet far for første gang – og altså endnu ikke var blevet det, da jeg læste mine 104 bøger. Jeg hører, at børn måske godt kan komme til at udfordre ens læselyst en smule.

Antagonisten

Rent dramaturgisk burde teksten så omkring her møde noget modstand. Der må være en eller anden udfordring eller tilbagegang, som kan stoppe læsevanviddet. Som kan vise, at det alligevel ikke er så nemt igen; at jeg også kan blive rystet i min tro på, at læsningen kan være en godartet konstant. Der må være en dårlig bog; en slange i paradis.

Og ja, den findes selvfølgelig. For mit eget vedkommende var det Jonas Eikas Åben himmel. Bogen om beginerne. Den måske mest velanmeldte danske roman fra 2024, som de litterære miljøer af uransagelige årsager er blevet enige om at knuselske.

Egentlig havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive om den – for det er jo altid så nemt at sparke ned på det, du slet ikke kan lide. Og måske er det også uberettiget, når sparket her rammer et værk, som der tydeligvis er blevet lagt en enorm portion kærlighed og omtanke i fra forfatterens hånd. Men når hyldestkoret samtidig har runget så højlydt og unisont, fortjener det vel alligevel lidt modspil – ikke? Så lad os tage en indebrændt afstikker:

Ret beset er Jonas Eikas bog selvfølgelig langt fra den “værste”, jeg har læst i år. Den rummer da mange litterære kvaliteter (siger de fleste), og sproget er for det meste sådan okay lækkert. Også selvom der må være grænser for, hvor ofte man kan bruge beskrivelsen “metallisk”, Jesus Kristus. Alene det researcharbejde, Eika har lagt i tidsperioden, aftvinger respekt. Men man kunne så også bare ønske sig, at Eika havde brugt sin tid og sine ressourcer på at besjæle noget andet end det dødsyge semi-nonneliv i 1200-tallets Belgien.

Hvilket bringer mig til min bekendelse: Åben himmel er den eneste bog, jeg stifter bekendtskab med i løbet af året, der direkte truer med at nakkeskyde min læselyst. Koldblodigt og uceremonielt. Det er en håbløs kamp hver gang at skulle åbne den. Ja, ud af lidt over 100 bøger er det kun Åben himmel, som jeg på intet tidspunkt kan siges at have nydt. Og jeg har for fanden også læst Søren Kierkegaards hegelianer-dissende dødbiderværk Philosophiske Smuler.

Meget ligesom jeg før fortalte vidt og bredt om alle de vidunderlige bøger, jeg havde fået læst, kunne jeg pludselig ikke dy mig for at plage venner og kolleger med, hvor meget jeg hadede Åben himmel – og hvor mystisk det var, eftersom jeg elskede både Efter solen og Huset, Lageret, Marie, altså Jonas Eikas to foregående værker.

Eller, mystisk og mystisk. Med til historien hører så også, at jeg er opvokset i et relativt fundamentalistisk kristent frikirkemiljø. Et miljø, som jeg brød med i de sene teenageår, og som generelt har gjort, at jeg i dag har et mildest talt ambivalent forhold til religion i det hele taget. Hvilket nok alligevel kan forklare, hvorfor jeg har det så utroligt stramt med Eikas nysgerrige og nyfigne flirten med de mange religiøse tematikker hos beginerne.

Heldigvis er det ikke kun mig. En ven af en ven, der har nogenlunde samme frikirkekristne baggrund, får også givet sig i kast med Åben himmel og har det på præcis samme måde.

Vedkommende kalder det religionsbaiting, og jeg kunne ikke være mere enig.

Har man som anmelder ikke haft den altopslugende tro ulideligt tæt inde på kroppen, virker den måske som et eksotisk litterært redskab. For mig fremkalder den dog blot dårlige minder – men det er selvfølgelig også det, litteraturen kan med dens mange oblater og madeleinekager. Og således udbrændt må vi hellere fortsætte læsningen i næste afsnit. /David Dragsted

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om læselyst.

Første afsnit: Et år med magisk læsning.
Andet afsnit: Gør scroll-tid til læsetid.
Tredje afsnit: Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt.
Fjerde afsnit: Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)