
Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er “indikationer” på, at Israel bryder menneskerettighederne. En otte sider lang juridisk undersøgelse, som EU’s udenrigstjeneste EEAS fredag rundsendte til medlemslandene, gør sig kun i halve udsagn: At det kun sandsynligvis er en overtrædelse af international ret, når Israel – ud over at bombe Gaza med “våben med vidtrækkende effekt” – blokerer for mad, nødhjælp og journalisters adgang.
“Vi vil kontakte Israel for at præsentere vores resultater og se på, hvordan vi kan forbedre situationen på stedet,” sagde EU’s udenrigschef, estiske Kaja Kallas, forud for mandagens udenrigsministermøde i Bruxelles. “Det første mål er at ændre adfærden,” fortsatte hun. “Hvis situationen ikke bliver bedre, kan vi diskutere yderligere tiltag.”
Anmodningen om en juridisk gennemgang er kommet fra et stort flertal af EU’s medlemslande, der i begyndelsen af maj bakkede op om at undersøge, om EU helt eller delvist kan suspendere den handelsaftale, som unionen har haft med Israel siden 2000. Konkret har EU’s udenrigstjeneste altså skullet forholde sig til artikel 2 i aftalen, der siger, at “forbindelserne mellem parterne samt alle bestemmelser i selve aftalen skal være baseret på respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper”.
DR’s EU-analytiker Per Bang Thomsen beskrev det som “noget af et nybrud”, da arbejdet blev igangsat. Ikke mindst fordi det skete efter pres fra Nederlandene, der historisk set har været en af Benjamin Netanyahus tætteste allierede i EU, men har indtaget en mere kritisk position. Det er mere end halvandet år siden, at landets appelret beordrede regeringen til at stoppe med at eksportere våben til Israel (selvom skibe med Lockheed Martins F35-kampflydele angiveligt stadig lægger til i havnen i Rotterdam).
Den nederlandske udenrigsminister Caspar Veldkamp, der satte skub i den juridiske undersøgelse, kommer i øvrigt fra det nye centrumhøjre-parti Nieuw Sociaal Contract og har været ambassadør i Israel fra 2011 til 2015.
Ser man på tallene alene, burde det ikke være en svær sag for EU at opsige aftalen. Handel med Israel udgør under 1 pct. af de varer, som EU importerer. Omvendt er EU Israels største handelspartner.
Politisk har det vist sig at være sværere, ja, nærmest umuligt at suspendere den. Beslutningen kræver enstemmighed i EU og møder modstand fra blandt andre Ungarn, Tjekkiet og også Tyskland, hvor kansler Friedrich Merz nægter at lade det komme på tale. Der er heller ingen tegn på, at Sveriges forslag om at sanktionere israelske ministre, eller Belgiens forsøg på at stoppe handlen med israelske bosættelser skulle blive gennemført lige foreløbig.
Israels udenrigsministerium kalder rapporten et “forudindtaget og ekstremt ensidigt sammendrag af mange anti-israelske stemmer”. De ‘anti-israelske stemmer’, de refererer til her, er Den Internationale Domstol i Haag og FN.
Trods Kaja Kallas’ ord er der dog meget lidt nyt i EU’s konklusioner. For som Amnesty Internationals EU-kontor siger, understreger de egentlig bare det, vi vidste i forvejen: At Israels menneskerettighedsovertrædelser “er en ubestridelig kendsgerning, som Amnesty International, internationale domstole, FN-organer, uafhængige eksperter, fremtrædende palæstinensiske, israelske og internationale NGO’er, forskere, kommentatorer og tidligere diplomater har sagt i årevis”.
Man skal derfor ikke forvente, at udredningen kommer til at føre til ret meget. Men det mest opsigtsvækkende er, at den burde være blevet forfattet for lang tid siden. For det at gennemgå Israels forpligtelser er noget, som parterne allerede har sagt ja til for 25 år siden: I handelsaftaler som Israel og EU’s er det allerede indskrevet, at aftalerne skal genvurderes løbende.
Det er ikke blevet gjort. Presset på Israel har ikke været stort nok.
“Det ekstraordinære er derfor ikke den nylige afstemning om en revision – men snarere, at aftalen aldrig er blevet seriøst revideret før på trods af den israelske regerings mange menneskerettighedskrænkelser længe før 2023,” skriver mellemøstforskeren Andrea Teti fra tænketanken European Centre for International Affairs i Jacobin Magazine. “Faktisk nedstemte EU-medlemmerne sidste års anmodning om en revision fra Spanien og Irland, som kom, da det israelske militærs ødelæggelse af Gaza havde været i gang længe.”
Det forbedrer heller ikke situationen, at EU, som Teti skriver, ikke har defineret, hvad kriterierne for evalueringerne skal være. Og da slet ikke, når formuleringerne så bliver så vage, at de reelt ikke siger noget om noget. /Emma Louise Stenholm